Skip to main content

Den svenske regering gør op med New Public Management

Medarbejderne i den offentlige sektor skal have større frihed og deres faglighed skal ikke køres over af administration og styringsmodeller. Det er oplægget i den nye svenske regerings finanslovsforslag

Den svenske Riksdag skal til at diskutere alternative styringsmodeller af den offentlige sektor
Den svenske Riksdag skal til at diskutere alternative styringsmodeller af den offentlige sektor

Anne Steenberger, as@dadl.dk

30. okt. 2014
2 min.

Større frihed for medarbejderne i den offentlige sektor. Sådan lyder den forjættende intention i den svenske regerings finanslovsforslag.

Her tager regeringen det første skridt hen imod at udvikle styringen i den offentlige sektor i en retning, som indebærer at ”professionernes faglighed og fagetik bliver mere vejledende end de er i dag.” Sådan skriver det svenske finansministerium i en pressemeddelelse.

Civilminister Ardalan Shekarabi siger:

”De senere årtiers styring, som er inspireret af det, som man plejer at kalde New Public Management, har ført til en øget administrativ byrde og at fagprofessionerne rolle er blevet svækket. Den udvikling vil regeringen vende.”

Den svenske debat om New Public Management har i de seneste par år været tiltagende, blandt andet har mange læger offentligt kritiseret, at målinger, registreringer og andet administrationsarbejde truer deres faglige autonomi. Det har resulteret i et opråb fra lægernes side, der har vundet stor genklang i medier og altså nu også i regeringen.

Læs om lægeopråbet her.

Det fremgår af budgetforslaget, at den vil sætte forskellige udredninger i gang, som skal resultere i udviklingen af nye styringsmodeller, som altså blandt skal give de enkelte fagprofessioner en højere grad af indflydelse på deres område.

Læs også om dansk læges overvejelser om New Public Management.