Der kommer en national demensplan i 2026. Det varslede statsminister Mette Frederiksen (S) på årets første dag i sin nytårstale.
»Et af de steder, hvor hjælpen stadig halter: Det er for jer, der lever med en af de mest ondskabsfulde sygdomme, der findes. Demens«, sagde Mette Frederiksen fra Marienborg.
»Selv om lægevidenskaben endnu ikke kan helbrede demens, så skal vi blive bedre til at opdage sygdommen hurtigere. Til at forebygge og lindre. Til at se det menneske, der stadig er inde bagved. Og vi kan give mere hjælp og støtte til pårørende. Alt det er en del af den nationale demensplan, som regeringen vil fremlægge i det nye år«, lød det videre fra statsministeren.
Det vækker glæde hos Gunhild Waldemar, klinisk professor i neurologi på Københavns Universitet og overlæge ved Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Rigshospitalet – foruden leder af Nationalt Videnscenter for Demens.
For der er brug for videre arbejde på demensområdet ovenpå på den nationale demenshandlingsplan, et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2016, og som frem til 2025 (senere forlænget til 2026) med 23 initiativer fordelt på fem fokusområder skulle styrke demensindsatsen.
»Det var en plan, der ville det hele med rigtig mange forskellige initiativer. Og der er sket rigtig meget. Der er mange ting, som er lykkedes. Vi kan f.eks. se, at i den nationale kvalitetsdatabase for demensudredning, at kvaliteten af udredningen er blevet bedre. Nogle af udfordringerne har været, at der ikke har været fuld finansiering for hele perioden, og at der ikke har været en national koordinering af planen, så man undervejs kunne justere, hvad der var behov for at satse mere på, og hvad der måske var lykkedes, og således kunne lukkes ned«, siger Gunhild Waldemar.
»Derudover kan man sige, at der er nogle ting, som er gået godt, og som har været med til at skabe nye udfordringer. Hukommelsesklinikkerne har faktisk øget kapaciteten med omkring 25-30%, siden vi startede den her plan. Men alligevel er ventetiden til udredning blevet længere, og det er simpelthen fordi, at efterspørgslen er steget. Der er større opmærksomhed på, at demens er noget, man skal udredes for – og det er godt – men det gør så, at udredningsretten ikke kan overholdes så mange steder«.
Den stigende efterspørgsel, nye muligheder for mere præcis diagnostik tidligt i forløbet og nye behandlinger, der er på vej, bør den nye nationale demensplan sætte fokus på og midler af til, hvis det står til Gunhild Waldemar.
Og der er noget at indhente. Nationalt Videnscenter for Demens anslår i egne tal, at omkring 100.000 danskere på 65 år eller derover har en demenssygdom. Men kun godt 40.000 personer er diagnosticeret og registreret med en demenssygdom. Med den demografiske udvikling forventes antallet af antallet af personer med en demenssygdom blandt 65+-årige at stige til omkring 145.000.
Ifølge Gunhild Waldemar er man i den nye nationale plan nødt til at sætte ind, så demenssygdommene optages tidligere.
»I dag er det sådan, at mange af dem, der kommer til en demensudredningsenhed og får stillet diagnosen, allerede har demens i moderat til svær grad. Det svarer jo til, at det mest almindelige var, at man først stillede en cancerdiagnose, når der allerede var metastaser i kroppen. Det kan vi ikke være bekendt. Det skyldes ikke alene ventetiden. Det skyldes først og fremmest, at der stadig er for lidt opmærksomhed på det – dels blandt os læger, dels i befolkningen som helhed«.
Derfor ønsker hun sig i den nye nationale demensplan oplysningskampagner og kompetenceudvikling blandt sundhedsprofessionelle. For den tidligere udredning er helt afgørende blandt andet i forhold til den rette medicinering, adgang til hjælp og støtte til såvel mennesker med demens som de ofte fortvivlede pårørende, samt mulighed for kognitiv simulationsterapi, som flere og flere kommuner tilbyder, og som er en evidensbaseret indsats, som betyder, at man kan bevare kognitive funktioner i længere tid.
I en opdateret anbefaling fra Sundhedsstyrelsen hedder det, at de personer, der allerede har moderat til svær demens på henvisningstidspunktet, skal forsøges færdigudredt i almen praksis. Mens de, der har det i forholdsvis tidlig fase, og hvor man måske stadig er i tvivl, om der overhovedet er tale om demens, fortsat skal udredes af et specialistteam.
»Og det bliver man i en ny plan nødt til at investere mere i for at sikre, at man ikke skal vente. Ligesom man er nødt til at investere meget mere i kompetenceudvikling bredt set. Man bør også investere i en form for hjælpepakker til dem, der lige har fået stillet diagnosen, så det er tydeligt og gennemsigtigt for alle, hvad både den ramte og de pårørende kan få af hjælp og støtte. Man skal huske, at det ikke kun er meget gamle mennesker, som bliver ramt. Der er faktisk en del, som stadig er i den erhvervsaktive alder, og som måske har brug for støtte til at blive på arbejdsmarkedet i en eller anden form et stykke tid«, siger Gunhild Waldemar.
Og hun har flere ønsker til den nye demensplan. Forskning. Der blev lavet en forskningsstrategi i planen fra 2016, men bortset fra to erhvervs-ph.d.-stipendier var der ikke afsat penge til det.
»Det ville være rimeligt at dedikere forskningsmidler via de statslige forskningsråd til demensområdet. Vi har meget dygtige forskere i Danmark, som vil kunne bringe feltet videre. Både kliniske og basalvidenskabelige forskere«, siger Gunhild Waldemar.
Og endelig bør der tænkes forebyggelse ind. Forebyggelse i den brede befolkning, som var en mangelvare i den gamle demensplan, men som meget naturligt vil spille sammen med den varslede folkesundhedslov. Men også spot på forebyggelse for de personer, hvor det lykkedes at diagnosticere tidligt.
»Her har man f.eks. i andre europæiske lande gode erfaringer med noget, de kalder Brain Health Clinics, som man etablerer i tilknytning til hukommelsesklinikker, og hvor man bliver tilknyttet i en kort periode for at få en plan for træning af hjernen, fysisk træning, gennemgang af medicinske aspekter og så videre. Det kunne man godt lave i Danmark i regi af regionerne eller i sundhedsrådene«.
