Det ender let som en udelukkelsesdiagnose

Sundhedsstyrelsen vurderer, at ca. 2% af befolkningen har en funktionel lidelse i svær grad, mens omkring 10% døjer med lettere symptomer. Så det er en patientgruppe, der fylder en hel del i almen praksis.

Klaus Hansen er selv praktiserende læge i Odense og underviste på kurset sammen med Cecilie Bryld, der er speciallæge i almen medicin og overlæge ved Region Hovedstadens Klinik for Funktionelle Lidelser, der er et af landets fem regionale tilbud.

Kursusleder var Marianne Rosendal, der er speciallæge i almen medicin, seniorforsker, ph.d. og har beskæftiget sig med funktionelle lidelser siden 1999.

Men somatiske og psykiske symptomer optræder side og side, så diagnosen kan være svær at stille, understregede de alle tre. Vejen dertil kan være lang og besværlig for både patient og praktiserende læge.

En alarmeret krop

Som læge har man »med en alarmeret krop at gøre«, konstaterede Klaus Hansen, men det er svært at sætte fingeren på en udløsende faktor – det være sig somatisk eller psykisk.

Symptomerne falder i fire kategorier: Symptomer fra hjerte og lunge, fra mave og tarm, fra bevægeapparatet og så almene symptomer. Og diagnosen kan stilles, hvis fire kriterier er opfyld: Der er tre eller flere symptomer fra én eller flere af kategorierne, funktionsevnen er påvirket, relevante differentialdiagnoser er udelukket, og symptomerne har varet i tre måneder eller mere.

»Man kan forstå det som en tilstand, hvor samspillet mellem hjernen og kroppen er overbelastet og ikke fungerer normalt«, som det stod formuleret på en slide.

Og som en af læge-kursisterne sagde, kan det ende med, at diagnosen først bliver stillet, når patienten er færdigudredt, uden at man hverken i praksis eller på sygehuset har kunnet stille en anden diagnose, der kan forklare patientens symptomer.

Det ender med at være en udelukkelsesdiagnose, som Marianne Rosendal bemærkede.

Træk tempoet ud

Spørgsmålet er, sagde Klaus Hansen, hvordan man som praktiserende læge kan få fat på de patienter, der »ruller henimod at udvikle en funktionel lidelse«. Og her er der et paradoks: Man kan komme til at forhale diagnosen, hvis man arbejder lineært.

På den anden side »tager godt arbejde tid«, sagde han og opfordrede til at »sætte farten ned på en tåget landevej af symptomer« og til at »ride på flere heste fra første møde med patienten«.

Tid er, sagde Cecilie Bryld, »noget af det mest afgørende« i arbejdet med patienter med funktionel lidelse. Og Klaus Hansen understregede, at det er givende at forklare patienten, at man er nødt til at trække tempoet lidt ud af udredningen, fordi man gerne vil komme hele vejen rundt. Og det vil patienten gerne have, at man gør, sagde han.

Man skal selvfølgelig have blik for de grundlæggende faktorer medfødte som erhvervede, og patienten vil ofte have stor fokus på de udløsende faktorer: traume, sygdom, langvarig belastning.

Men der, hvor man som læge for alvor kan gøre en forskel, er ved at arbejde med de faktorer, der forstærker og vedligeholder lidelsen: de bio-psyko-sociale faktorer, sagde Klaus Hansen.

Det betyder, at man som læge får et bedre indblik i funktionsevne, ressourcer og belastninger hos patienten, og det betyder, ar man bedre kan hjælpe patienten videre til den kommunale indsats, der meget ofte er påkrævet for at støtte og hjælpe patienten videre.

Og så er det afgørende, at man i praksis tidligt italesætter og forklarer diagnosen funktionel lidelse for patienten som en forklaring på symptomerne. Sammen med en fælles afsøgning af patientens handlemuligheder og grundig psykoedukation er det helt centralt for forløbet og har stor betydning for patientens prognose på sigt, fortalte underviserne.

En del af »systemet«

Der er flere grunde til at anlægge et socialmedicinsk perspektiv i arbejdet med patienter med funktionel lidelse, for socialmedicin ser netop på samspillet mellem helbred, sociale forhold og funktionsevne, påpegede Cecilie Bryld:

Patienter med funktionelle lidelse geråder ofte ud i langvarige og bøvlede kontakter med kommunen, og her kan den praktiserende læge være med til at sikre, at patienten bedre muligheder.

»Patienten bliver en del af ’et system’, og det skaber frustrationer og stress hos både patienten – og hos dennes praktiserende læge, der let kommer i klemme som mellemmand«, sagde hun og kom med en række tips til det attestarbejde, man som læge står med i forhold til denne gruppe af patienter.

Både Cecilie Bryld og Klaus Hansen viftede et par gange med siden med tips om attestarbejdet, der blev bragt her i Lægedageavisen onsdag (lige til at klippe ud og hænge op). Det er f.eks. helt afgørende, at man som læge husker, at man skal forholde sig til patientens funktionsevne – og ikke til arbejdsevnen. Det er kommunens gebet.

Og så skal man have for øje, at »der ikke er en lineær sammenhæng mellem diagnose og funktionsevne«, understregede Cecilie Bryld – og viste et billede af den teoretiske fysiker Stephen Hawking, der levede med ALS fra 21-års alderen.

Masser af værktøjer

Efterfølgende gennemgik Klaus Hansen en række af de redskaber, man som praktiserende læge kan bruge i arbejdet med patienter med funktionel lidelse. Både i forbindelse med udredningen og til at støtte patienten gennem psykoedukation.

Sundhedsstyrelsen har på sin hjemmeside en underside om funktionelle lidelser, hvor der både er en håndbog til fagfolk, en patientrettet pjece – der også kan gives til patientens arbejdsgiver – og hele 15 værktøjer.

De omfatter blandt andet Livslinjen, et skema, der kan give patient og læge et overblik over begivenheder og ændringer i patientens liv, der måske påvirker udviklingen af den funktionelle lidelse. Ugeskemaer kan f.eks. bruges til at finde de åndehuller i patientens hverdag, man som læge kan opfordre patienten til at dyrke. Føles det godt at gå til kor om tirsdagen? Er det muligt også at gå til kor om torsdagen?

Vælg fire-fem af værktøjerne – det er det realistiske i almen praksis, lød rådet fra Klaus Hansen.

Læs mere på sst.dk og funktionellelidelser.dk