»Det er de små skridt, der tæller. Der er sgu ikke så meget brok herude«.

Anne-Sofie Munkholm Sørensen har rullet sin sorte kontorstol helt hen til kvindelig patient i 40’erne.

»Jeg tænker, at jeg undersøger alle dine led«, forklarer hun.

»Og dem er der mange af. Men vi tager det bare stille og roligt«.

Kvinden er mødt op hos Lægerne Fredensvej med en mangeårig følelse af ledsmerter. Nu værre end tidligere. Det er fingrene, albuerne, knæene, lænden. En bred omgang med bevægelsesapparatet, så at sige. Givet foranlediget og/eller forstærket af et fysisk krævende job, som kvinden kun nødigt melder sig syg fra. Anne-Sofie Munkholm Sørensen undersøger led. Først siddende, siden på briksen bagest i det lyse lokale. Er der tale om slidgigt eller leddegigt?

Patienten her sidst på eftermiddagen er på mange måder – og på andre måder ikke – typisk for den patientpopulation, Anne-Sofie Munkholm Sørensen ser i klinikken i Rudkøbing.

»Selvfølgelig har vi et bredt udsnit af forskellige patienter. Men der er ingen tvivl om, at gennemsnitspopulationen herover er en ældre aldersgruppe med lavere økonomi og uddannelsesniveau. Mange af dem har eller har haft fysisk hårde jobs. Altså, det er arbejderklassen, der har brugt deres krop og bare kørt på uden at pive og så kommer her nedslidte i en alder, man ikke nødvendigvis ser andre steder«, siger Anne-Sofie Munkholm Sørensen.

»Og så har mange virkelig mange diagnoser. Mange af de tunge, kroniske; KOL, diabetes, hjertesvigt. Og igen, det er ikke en population, der piver, så de kommer også ekstremt sent til læge«.

Fikser ikke ret meget

Men det er lige præcis den type patienter, som Anne-Sofie Munkholm Sørensen gerne vil se. Og derfor, at hun valgte, at den sidste del af hendes HU i almen medicin skulle foregå hos Lægerne Fredensvej i Rudkøbing på Langeland.

Klinikken er en del af netværket Deep End Denmark, hvor ca. 100 praktiserende læger fordelt på 55 klinikker med mange patienter med komplekse sundhedsbehov, multisygdom og lav socioøkonomisk status lader sig inspirere af hinandens idéer og løsninger. Blandt andet på en national konference i slutningen af maj – som i år for første gang suppleres af en konference for uddannelseslæger i Deep End-klinikker.

Når Anne-Sofie Munkholm Sørensen lige om lidt, 1. juni, bliver speciallæge i almen medicin, så er det for at overtage en praksis i Stenstrup (nord for Svendborg). Et område, der også har en relativ stor socioøkonomisk belastning. Derfor var og er opholdet i Deep End-klinikken på Langeland et oplagt led i en afklaring af det fremtidige arbejdsliv.

»Jeg vidste jo godt, at der er en stor patientpopulation med meget multisygdom hernede på Langeland. Nogle steder kan det som uddannelseslæge være svært at komme til at se kronikerne, fordi de jo meget går ved deres faste læge. Her kan jeg ikke rigtig ,slippe uden om dem’. Og jeg ville gerne være sikker på, om jeg ville det her; om jeg synes, at det er interessant; og om jeg kan være i det her med, at jeg ikke altid kan leve 100% op til alle guidelines, men må forsøge at lægge den bedst mulige plan ud fra de vilkår, den enkelte nu engang har«, siger Anne-Sofie Munkholm Sørensen.

Det kunne hun godt. Være i det, altså. Fremtidsplanerne er intakte. Selv om patienterne på Langeland måske endda er endnu mere syge end forventet, så er HU-lægen så langtfra skræmt væk.

»Jeg tror bestemt ikke, at det er alle, der ville kunne lide det, og nogle vil nok synes, at det er en stor mundfuld, og kunne miste modet i det. Jeg ser mig ikke som specielt idealistisk, men jeg kan godt finde den faglige begejstring i at blive udfordret og gøre en forskel ved at gøre det bedst mulige under de vilkår, der nu engang er«, siger Anne-Sofie Munkholm Sørensen.

»Det har da taget nogen tid at lande og finde vejen i, at jeg ikke kan fikse alt på kort tid. Jeg fikser ikke ret meget. Ikke endegyldigt i hvert fald. Det er ofte små skridt, men de tæller også. Tit er vi nødt til at lave en mere personlig vej, fordi ressourcer, økonomi og kognitive evner ikke rækker til, at man bare kan køre et flow chart og en standardbehandling. For det kommer bare ikke til at ske. Alene det, at hvis man f.eks. skal til Svendborg for at få lavet en undersøgelse, opleves af nogle som både en fysisk og mental stor afstand: ,Det kommer bare ikke til at ske, doktor’. Og det må jeg jo æde og så finde ud af, hvad der er det vigtigste for dem«.

Men er det ikke også hårdt at se så mange meget syge patienter hele tiden?

»Jo, men på en anden måde. For mig er det lige så hårdt at sidde med ekstreme krav hele tiden, hvor folk både har snakket med ChatGPT og har læst hele sundhed.dk og forventer henvisninger. Hele den argumentering frem og tilbage synes jeg er hårdt. Her har jeg nogle enormt taknemmelige og positive patienter, hvor det er de små skridt, der tæller. Der er sgu ikke så meget brok herude«, siger Anne Sofie Munkholm Sørensen.

»Men det handler også enormt meget om et kollegialt fællesskab og finde frem til at finde arbejdsglæden i det kroniske. For det er ingen hemmelighed, at jeg nogle gange tænker: ,hvad hulan gør jeg her?’. Og her er den kollegiale dialog, hvor man kan lufte det hårde og det svære, vigtigt, og det gør, at det ikke fylder, når jeg tager hjem. Jeg vidste jo også godt, at det her var en veldrevet klinik, hvor der er taget stilling til, hvordan man kan drive en klinik i noget, man godt ved er udfordrende, og stadig beholde arbejdsglæden. Det har også været vigtigt for mig at lære noget om«.

Brug for rekruttering

Lige inde på den anden side af væggen sidder Anna Rørbæk Uldall. Hun er den ene af de tre ejerlæger af Lægerne Fredensvej, beliggende i et stort gult murstensbyggeri, som i mere end 140 år husede Rudkøbing Sygehus og i dag agerer rådhus for Langeland Kommune.

Og så er hun initiativtager til konferencen for uddannelseslæger i Deep End-praksis landet over i slutningen af maj måned, som er den aktuelle anledning for Ugeskrift for Lægers visit på Langeland. En konference, der afholdes parallelt, og i delvist overlap, med konferencen for de praktiserende læger i Deep End-netværket.

»Vi vil gerne give uddannelseslægerne adgang til at mærke, hvad det giver at være med i sådan et netværk, så de ved, at hvis de overvejer at overtage en klinik i et lægedækningstruet område, så har de totalt rygdækning. Det er som at have rigtig mange bagvagter, hvor vi passer på hinanden, løfter hinanden, udvikler det, vi har, og giver uligheden i sundhed en stemme rent politisk«, siger Anna Rørbæk Uldall.

Hun har været en del af Deep End-netværket i Danmark siden opstarten i 2023. Siden er også hendes to kompagnoner kommet med, da der blev åbnet op for flere læger pr. klinik. Og de oplever såvel de nationale som de regionale møder som »ekstremt givende og inspirerende«, hvor de udveksler idéer på kryds og tværs, hvad end det er i udkantsområder eller i socialt udsatte områder i byerne.

Så da de på et regionalt møde i netværket blev opmærksomme på, at der var afsat en pulje på 20 mio. kr. i PLO-overenskomsten for 2025, hvorfra man kunne søge midler til initiativer til rekruttering af læger til lægedækningstruede områder, gik Anna Rørbæk Uldall i tæt samarbejde med Søren Roshave Madsen, der er praktiserende læge i en Deep End-klinik i Odense, i gang med at idéudvikle.

Foruden konferencen er det også blevet til Fælles Online Supervision (FOS), som er et projekt i Region Syddanmark finansieret via OK25, og som Søren Roshave Madsen er hovedansvarlig for. Her kan uddannelseslæger i Deep End-klinikker hver anden måned mødes online til netværksdannelse, eksterne oplægsholdere om temaer som arbejdsglæde, tilknytningsforstyrrelser og problemstillinger i forhold til patienter med anden etnisk herkomst end dansk.

Sammen med konferencen er det redskaber tænkt til rekruttering og fastholdelse.

»Tanken er, at det kan være med til at rekruttere. Vi har i vores klinik rigtig meget fokus på og et erklæret mål om at have en høj arbejdsglæde, hvor det skal være – og er – enormt meningsfuldt at arbejde med patienter, som næsten alle sammen kommer til os med temmelig bastante helbredsproblemer. Det håber vi på at kunne give videre. Selvfølgelig til vores egne uddannelseslæger – men vi kunne også godt tænke os at udbrede det endnu længere«, fortæller Anna Rørbæk Uldall.

Hvad er det for nogle redskaber uddannelseslæger efterspørger i forhold til at være i en Deep End-praksis?

»Vi prøver at give dem redskaber til at manøvrere med, at vi har mange gamle patienter, mange multimorbide patienter og mange patienter med dårligt netværk og egenomsorg. I øjeblikket har vi jo desværre ikke al den tid, vi gerne vil have med vores patienter. Det, håber vi, ændrer sig med sundhedsreformen. Så det handler meget om at hjælpe uddannelseslægerne til at skelne mellem de patienter, der har rigtig meget behov for hjælp, men måske ikke råber så højt om det – og så dem, der råber højt, men har relativt mindre brug for hjælp. Vi skal bruge vores tid og kræfter på dem, der har dårligst ressourcer. Og det er i hvert fald ikke det, der er sket de sidste mange år, hvor det er den omvendte omsorgslov, der har hersket«, siger Anne Rørbæk Uldall.

Vidensdeling og konkrete tips

Men når uddannelseslæger og praktiserende læger mødes delvist på tværs af de to konferencer, går det også den anden vej. For skal det lykkes, så skal klinikkerne også lytte til de nye lægers behov.

»Vi skal også være proaktive i forhold til at til at rekruttere og fastholde uddannelseslæger i Deep End-klinikker og i lægedækningstruede områder. Hvad er det for nogle behov, de har? Hvad er det, de ønsker sig af et uddannelsesforløb? Hvad skal der til, for at de ønsker at dedikere sig til at arbejde i en Deep End-klinik i fremtiden? Noget af det, der holder os på tæerne, er at tale med uddannelseslægerne om, hvad de har med, og hvad de undrer sig over. Jeg kan også mærke, at noget af det, en del er nervøse for, det er det her med, om de vil segne under arbejdsbyrden. Bliver det for hårdt? Der skal vi i højere grad komme dem i møde«.

For Anne-Sofie Munkholm Sørensen, der deltager på konferencen for uddannelseslæger, er det vidensdeling om konkrete tips og tricks og organisering af arbejdet, hun ser frem til.

»Jeg håber på vidensdeling og en følelse af at være i samme båd. For jeg kan da godt føle mig lidt alene, når jeg i andre fora mødes med nogle, som sidder med noget helt anderledes. Altså, hvad gør jeg f.eks., når jeg har en patient med seks kroniske diagnoser? Jeg kan jo ikke kalde til årskontrol på dem alle – for de kommer ikke. Vi er også presset af et ydelsessystem, som ikke passer til patienter, der er så syge. Der er ikke noget, der hedder en multimorbiditetsydelse. Så det handler meget om strukturen i klinikken, samarbejde mellem læger og sygeplejersker, og hvordan man får skabt en hverdag, der rummer de her patienter. Det er sådan nogle ting, jeg godt kunne tænke mig at udveksle med andre. Hvordan gør I det? Har I et godt system til særlig sårbare?«.

Hvilken erfaring vil du gerne dele til andre uddannelseslæger på konferencen?

»At ting tager tid – og at det må det gerne. Mange af de her ting er bygget op over virkelig mange år, og der er ikke noget quick fix, og vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke får patienten med. Så hellere bruge trekvart år på at få patienter til at forstå, hvorfor det er vigtigt at behandle blodsukkeret ned, end helt at miste dem, så de ikke dukker op. Så må det tage den tid, det tager«.