Ganske få yngre læger kender til muligheden for at gå på deltid eller oplever, at arbejdsgiverne bruger muligheden, viser ny undersøgelse. Marie Høgh Sørensen er en af de få yngre læger på deltid.
Når reservelæge Marie Høgh Sørensen har kigget rundt på de andre faggrupper på hospitalet, har det undret hende, at der er så mange sygeplejersker på deltid. Og samtidig så få læger på deltid.
Men med to børn på to og fire år – og nummer tre på vej i hendes gravide mave – tog hun sidste år beslutningen om at komme på deltid i sin hoveduddannelse i almen medicin.
»Helt enkelt vil jeg gerne på deltid for at have mere tid sammen med mine børn, mens de er små, så de ikke er så lang tid i daginstitutioner. Og samtidig vil jeg gerne have lidt mere overskud i hverdagen, så jeg også har tid til at lave andre ting end arbejde«, siger Marie Høgh Sørensen.
Selv om antallet af yngre læger på deltid er stigende, er Marie Høgh Sørensen stadig en del af en lille skare. Ifølge Kommunernes og Regionernes Løndatakontor er andelen af reservelæger på deltid mere end tredoblet på få år. Men tallene er små, for i 2007 var 84 reservelæger på deltid – svarende til 1,3 pct. af alle reservelæger, og det tal steg til 298 reservelæger (3,9 pct.) i 2016. Til sammenligning er antallet af sygeplejersker på deltid ca. 50 pct., ifølge Dansk Sygeplejeråd.
Spørgsmålet er så, hvorfor der ikke er flere yngre læger på deltid. En ny undersøgelse foretaget af Yngre Læger i marts 2016 om yngre lægers oplevelse af deres arbejdsgiveres brug af bl.a deltid kan give et bud på svaret. Konklusionen er, at næsten 25 pct. af lægerne slet ikke ved, at muligheden eksisterer, mens andre ca. 50 pct. ikke oplever eller oplever i mindre omfang, at deltid bliver brugt til at rekruttere eller fastholde yngre læger.
Hvorfor har lægernes børn ikke brug for at se deres forældre lige så meget som sygeplejerskernes børn? I mit hoved hænger det ikke sammen, og derfor har jeg søgt om at arbejde på deltid. Marie Høgh Sørensen, reservelæge på deltid
Marie Høgh Sørensen mødte heller ikke den store velvilje fra de afdelinger, hun skrev til med sit ønske om deltid. I alt fire afdelinger ud af fem sagde nej til hendes ønske, og hun fik faktisk kun ja fra Psykiatrisk Center Ballerup, hvor hun lige nu arbejder på deltid 32 timer ugen. Rent praktisk er stillingen på seks måneder blevet forlænget til syv måneder på grund af deltidsansættelsen.
»Det er noget af et puslespil at få deltid i sin hoveduddannelse, fordi man selv skal spørge alle, og fordi deltid det ene sted påvirker de andre steder. Men jeg er stolt over, at jeg har taget det valg på mine børns vegne«, siger Marie Høgh Sørensen.
Ifølge formanden for Yngre Læger, Camilla Ratchke, viser undersøgelsen, at man på hospitalerne helt åbenlyst ikke ser deltid som en mulighed. Hun mener, at det manglende kendskab og den manglende brug af deltid er et wakeupcall til især de perifere sygehuse.
»Undersøgelsens resultater er et udtryk for, at ledelserne ikke har øje for, hvilke håndtag man kan skrue på for at rekruttere og fastholde læger. Netop deltid kan være en god ide de steder i landet, hvor det kan være svært at rekruttere læger. Yngre læger har et stort fokus på at få familieliv og arbejdsliv til at hænge bedre sammen eller vil samtidig gerne forske ved siden af lægearbejdet. Derfor er det ærgerligt, at ledelsen ikke bruger deltid som et gode, der for læger også kan være værd at rejse efter«, siger Camilla Ratchke og fortsætter:
»Deltid opfattes måske som besværligt for en afdeling, fordi vagterne skal besættes på en anden måde, men der er stadig for få ledelser, der gør forsøget. I sidste ende vil afdelingerne vinde, for deltid er for nogle vejen til at få familielivet til at hænge bedre sammen, hvilket kan betyde mindre stress og måske mindre sygdom, og for andre kan den anvendes til at lave mere forskning – måske som en forlængelse af ens ph.d.«, siger hun.
Yngre Læge-formanden tror dog ikke, at antallet af yngre læger på deltid nu vil stige voldsomt.
»Jeg vil ikke arbejde for hverken flere eller færre på deltid, men arbejde for, at det skal være en reel mulighed. Det skal være op til den enkelte læge at vælge det, og jeg ser ikke for mig, at antallet af læger på deltid vil stige voldsomt. Lægekulturen er meget konkurrencepræget, og vi er fortsat meget traditionelt tænkende, og ønsket om at komme igennem sin videreuddannelse hurtigt og frem til en endelig fastansættelse vil være det højest prioriterede for langt de fleste«, siger Camilla Ratchke.
Faktaboks
En af de afdelinger, der sagde nej til Marie Høgh Sørensens ønske om deltid, var Medicinsk Afdeling på Glostrup Hospital, hvor Jens Rokkedal er ledende overlæge. Men afslaget var mere et spørgsmål om, at hun spurgte for sent, for principielt har han intet i mod læger på deltid.
»Jeg vil generelt gerne have læger på deltid, så de laver noget andet ved siden af, f.eks. forskning. Men når man er i sit hoveduddannelsesforløb, er det efter min mening med at få gjort det færdig, for ellers trækker det ud. Uddannelsen er baseret på en fuldtidsstilling for at få så meget erfaring så hurtigt som muligt. Og hvis man arbejder på deltid, tager det længere tid at få erfaring, og det er ikke sjovt i længere tid at være usikker og skulle spørge andre. Hvis man virkelig gerne vil på deltid, skal man vente med at søge hoveduddannelsesforløb og arbejde på deltid i en stilling før hoveduddannelsen,«, siger Jens Rokkedal, der desuden mener, at hvis deltid skal kunne fungere i hoveduddannelsesstillinger skal det planlægges af de regionale videreuddannelsesråd.
Han understreger også, at en deltidsstilling får betydning for de andre læger på afdelingen.
»Det er et vist antal læger til et vist antal vagter, og hvis en af lægerne går på deltid, skal de andre jo have flere vagter«, siger han.
Lige præcis det faktum har Marie Høgh Sørensen også tænkt over.
»Jeg er stolt over at have valgt at arbejde på deltid, men omvendt er det ikke noget, jeg skilter med, for det betyder nogle gange, at mine kollegaer vil skulle løbe lidt hurtigere. Tanken har da også strejfet mig, om folk vil se det som et udtryk for, at jeg ikke gider at arbejde. Men for mig er der ingen som helst sammenhæng mellem ønsket om deltid og mængden af engagement. Tværtimod er jeg nok mere entusiastisk og engageret end flertallet. Jeg har bare små børn, som jeg prioriterer meget højt«, siger Marie Høgh Sørensen.
På spørgsmålet om, hvorvidt ønsket om deltid mest er et ønske fra kvindelige læger, svarer hun:
»Ja, formentlig. Min kæreste – som ikke er læge – kunne aldrig finde på at gå på deltid, men det gør ham ikke til en dårligere far. Sådan er fordelingen bare hjemme hos os, og jeg er ikke så kønsrolleforskrækket, at jeg ikke tør sige det«, siger Marie Høgh Sørensen og fortsætter:
»Når så mange sygeplejersker er på deltid, hvorfor er der så næsten ingen læger, der er? Hvorfor har lægernes børn ikke brug for at se deres forældre lige så meget som sygeplejerskernes børn? Hvorfor kan lægernes børn tåle at være længere tid i de lavtbemandende dagsinstitutioner? I mit hoved hænger det ikke sammen, og derfor har jeg søgt om at arbejde på deltid, men desværre kun fået tilsagn på en ud af fem afdelinger. Og det er ikke for min skyld, jeg går på deltid. Det er for mine børns skyld«, siger Marie Høgh Sørensen.
