»Det er ikke vores opgave at slå mennesker ihjel«

Det er ikke lægers opgave at yde aktiv dødshjælp. Det byder imod alt det, læger er uddannet til, og at gribe til aktiv dødshjælp som en løsning på menneskers smerte og lidelse, er at springe alle mellemregningerne over med risiko for at udløse en forråelse af menneskesynet.

I stedet burde vi som samfund sætte ind for at sikre en tidligere palliativ indsats og en livsstøtte, der giver et værdigt liv og en tryg afslutning på det, når den tid kommer.

Sådan lød det fra Lægeforeningens formand Camilla Rathcke på to Folkemøde-debatter om aktiv dødshjælp. De blev nærmest holdt på årsdagen for statsminister Mette Frederiksens opbakning til legalisering af aktiv dødshjælp, der faldt på Folkemødet i 2023.

Og debatterne fandt sted kort efter en udmelding fra regeringens Udvalg for en mere værdig død – ligeledes på Folkemødet. Her fremlagde forperson sognepræst Kathrine Lilleør udvalgets foreløbige bud på fire modeller og kriterier for indførelse af aktiv dødshjælp. Se faktaboks.

Udvalgets melding kommer så igen et par uger efter, at to sundhedsfaglige medlemmer forlod udvalget i protest mod, at udvalget efter deres opfattelse havde fået pålagt at opstille modeller for en mulig indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark.

»Det mener jeg ikke er den opgave, der er beskrevet i kommissoriet, og det er ikke den opgave, jeg har sagt ja til«, sagde den ene af dem, Emma Helledie, der er afdelingslæge ved Enhed for lindrende behandling på Aarhus Universitetshospital, forperson for Dansk Selskab for Palliativ Medicin og nu tidligere medlem af udvalget.

Og indførelsen af dødshjælp kommer ikke til at ske med Lægeforeningens opbakning, fastslog Camilla Rathcke – først i en debat afholdt af Kræftforeningen Tidslerne og Landsforeningen Ret til at Dø, og siden på Lægeforeningens eget arrangement. Og samtidig afviste lægernes formand udvalgets udspil, som hun i en pressemeddelelse har kaldt for »et fuldstændigt vildskud«.

I den førstnævnte debat konstaterede Camilla Rathcke, at selvom lægerne ikke ønsker at påtage sig opgaven, så er det »det, folk tror, for sådan er det i de lande, der har indført aktiv dødshjælp«.

»Det er langt lettere at slå mennesker ihjel end at holde dem i live. Men det er ikke vores opgave at slå mennesker ihjel«.

Lurende forråelse

Og så gik hun sammen med Leif Vestergaard, formand for Etisk Råd, i rette med det, de kaldte en misforstået opfattelse af, hvad dødshjælp er, og hvad der faktisk er af muligheder inden for de nuværende regler.

»Som læge støtter jeg fuldt op om patientens ret til at sige nej til at modtage en behandling. Og det er lægens pligt at følge den informerede patient eller de pårørendes ønsker at stoppe en behandling – også selvom det vil medføre døden. Men det er bare ikke aktiv dødshjælp«, sagde Camilla Rathcke.

Hun henviste til en ny undersøgelse foretaget for Lægeforeningen, hvor kun omkring en fjerdedel af de adspurgte danskere reelt kan identificere, hvad der menes med aktiv dødshjælp, og hvad der ligger inden for de nuværende regler for palliativ indsats og lindring.

Camilla Rathcke udtrykte »dyb bekymring« for de konsekvenser, det vil få for andre patienter og borgere og for samfundet indsats over for det mest syge og handicappede borgere og for ambitionerne på det palliative område. Det risikerer at blive en glidebane, sagde Lægeforeningens formand.

Hun blev suppleret af Leif Vestergaard, der sidste år kom med en klar anbefaling om ikke at indføre aktiv dødshjælp i Danmark. Også han plæderede mod indførelse af aktiv dødshjælp – eller rettere dødshjælp, for der er ikke, sagde han, noget der hedder passiv dødshjælp.

Ligesom Camilla Rathcke pegede han på erfaringer fra lande som Holland, hvor antallet af dødsfald med dødshjælp er steget jævnt siden legaliseringen i 2002. I 2022 var tallet omkring 5% af alle dødsfald – og tallet er steget yderligere i 2023 til omkring 7%.

Dødshjælpen gives til børn helt ned til 12 år og også til mennesker med psykiske sygdomme. Den bruges ikke jævnt over hele Holland, men bringes oftest i brug i de områder, hvor selvmordsprocenten er højest.

Og forråelsen slår konkret igennem, sagde han, i den måde, man i Holland behandlere terminale patienter i den sidste fase: Man bedøver patienten i flere uger, før døden indtræffer, mens man i Danmark lindrer og smertedækker så længe som muligt og giver den døende længst mulig tid sammen med sine pårørende.

Må vi være til besvær

Både i den første og andre debat deltog Freja Polonius, der var nær ven med hovedpersonen i DR-dokumentaren ’På tirsdag skal jeg dø’, Preben Nielsen. Han var efter en ulykke lam fra halsen og ned, og endte med at få assisteret dødshjælp i Belgien.

Hun fortalte, hvordan hun samtidig med at acceptere sin vens beslutning, også prøvede at tale ham fra det – ikke mindst fordi hun så, hvordan livsmodet og -glæden voksede hos ham, da han blev en del af debatten om aktiv dødshjælp. Han oplevede »et mulighedsrum«, overvejede en universitetsuddannelse og var – i modsætning til langt de fleste af de patienter, der ellers forbindes med aktiv dødshjælp – ikke terminal.

Freja Polonius, der har skrevet bogen ’Min ven vil dø’ om forløbet med Preben Nielsen, advarede, ligesom Camilla Rathcke og Leif Vestergaard, mod at komme i den situation, hvor nogle vil føle sig presset til at tage imod tilbuddet om dødshjælp.

Hun citerede Preben Nielsen for det desværre ikke helt retoriske spørgsmål: »Må vi være til besvær?« Og hun opfordrede også til, at alle tænker over, hvad det gør ved en pårørende eller nær ven at skulle følge en så nærtstående i døden på den måde.

Flere fra publikum ankede mod brugen af ordet »tilbud« i denne sammenhæng, men Camilla Rathcke pegede på, at det netop vil være det, det bliver, hvis det bliver »en del af det, der står på hylden« i sundhedsvæsenet sammen med de behandlingstilbud, der er nu.

Hun havde selv sammen med Leif Vestergaard haft mulighed for at mødes med Preben Nielsen, og ja, det havde været »dybt rørende«.

»Men vi kan ikke træffe beslutninger og lovgive på baggrund af enkeltsager. Risikoen er, at der sker en forråelse, som vi har set det i andre lande«, sagde Camilla Rathcke.

Skal vi ansætte bødler?

Lægeforeningens debatarrangement, der var ualmindelig godt besøgt, startede med en markering fra publikum, der viste, at der var endog meget stort flertal blandt tilhørerne imod indførelse af aktiv dødshjælp.

Moderator Svend Brinkmann lagde ellers ud med at sige, at han på det rent samvittighedsmæssige plan godt kunne identificere sig med tanken om aktiv dødshjælp, hvis man står med et lidende menneske i sine hænder. Men alligevel er han imod en legalisering og statslig organisering af dødshjælp, sagde han.

Ligesom Lægeforeningen har også Dansk Sygeplejeråd meldt ud med modstand mod aktiv dødshjælp, men forkvinde Dorthe Boe Danbjørg understregede, at det er afgørende at kende og forstå argumenterne hos tilhængerne – fordi det er så etisk kompliceret, og fordi hun, som hun sagde, »jo kan se på meningsmålingerne«, at et flertal af danskere umiddelbart støtter indførelsen af aktiv dødshjælp.

Men sagde hun, det er vigtigt at insistere på, at de nuværende tilbud om palliation og livsstøtte ikke er gode nok.

Camilla Rathcke understregede, at hvis det ender med indførelsen af aktiv dødshjælp i en eller anden form, må og skal det være frivilligt for læger og andet sundhedspersonale, om de vil medvirke til udførelsen. Og hvem skal ellers? Skal vi ansætte bødler, spurgte hun retorisk og pegede på de konsekvenser, det vil have for selvopfattelsen i samfundet.

Slet ikke klar til beslutningen

Jeppe Søe (M) var politikeren på podiet. Han er næstformand for Udvalget vedrørende Det Etiske Råd, og startede med at bekende, at han hælder til et nej til aktiv dødshjælp, men er i tvivl. Han har »fundet ud af, hvor svær afgrænsningen er«, sagde han og understregede, at det kommer til at tage tid at nå frem til en beslutning for eller imod.

»Jeg tror ikke, vi er klar til at tage en beslutning – eller overhovedet klar til at tage debatten i Folketinget«, sagde han og opfordrede alle tilhørerne til at gå i dialog med ham og andre politikere om emnet – også gerne hvis man er i tvivl.

»Hvis jeg selv er i tvivl, når vi skal træffe en beslutning, siger jeg nej«, sagde han.

I tvivl, men nu mere sikker på at sige nej til aktiv dødshjælp var til gengæld en tilhører, der på Svend Brinkmanns opfordring fortalte om sine overvejelser oven på debatten:

Han havde været tilhænger af aktiv dødshjælp, men efter han for nogle måneder siden var begyndt at arbejde i plejesektoren, var han kommet i tvivl. Nu, hvor han havde hørt argumenterne om de større, samfundsmæssige implikationer, havde han, sagde han, flyttet sig tættere på et nej.

»Jeg har ændret holdning på tre kvarter – det har jeg ikke prøvet før«, sagde han til klapsalver fra både debattører og de øvrige tilhørere, der i en afsluttende markering havde flyttet sig i retning af et større nej til aktiv dødshjælp.

Se Lægeforeningens undersøgelse om danskernes forhold til aktiv dødshjælp her