»Det er jo ens nabo eller underbo«

Hvordan ser den ud – uligheden i sundhed? Hvordan kan man som ung, nyuddannet læge identificere den i mødet med patienterne? Og hvad kan man selv gøre, og hvad kan man samarbejde med andre om at gøre – for den enkelte patient og for at dæmme op for ulighed i sundhed generelt?

Det er noget af de store spørgsmål, 25 medicinstuderende igennem nogle år er blevet klædt bedre på til at besvare på det specialfokuserede kursus med det logiske navn »Ulighed i sundhed«. Kurset, der er for studerende på femte semester på deres kandidatuddannelse i medicin på KU, blev senest afholdt her i januar måned.

Kurset er blevet udbudt siden 2022 og er et internatkursus, der holdes på Sjællands Universitetshospital (SUH), Nykøbing Falster. Kursusleder er Merete Labriola, professor på Afdeling for Social Medicin på KU og leder af Center for Sundhedsforskning, der ligger på sygehuset i Nykøbing. Hun er selv oprindelig ergoterapeut og er master of public health fra KU og har en ph.d. i folkesundhedsvidenskab.

Hun har kørt kurset de sidste par år, og det er, siger hun, ingen hemmelighed, at en stor andel af patienterne i sygehusets optageområde er udtalt ramt af ulighed i sundhed. Men med kurset placeret i Nykøbing vil man også gerne vise den positive side af sagen:

»Fra starten ville man også gerne vise, at der var et spirende forskningsmiljø, som relaterede sig til det omliggende samfund, og den dagsorden er kun blevet endnu mere aktuel, nu hvor vi er blevet lagt sammen med SUH. Det handler om at vise, at der er masser af ambitiøse læger og sundhedspersonale på sygehuset i Nykøbing«, fortæller Merete Labriola.

Du er ikke alene

Og kurset i Nykøbing Falster handler ikke mindst om at vise, hvordan man lokalt arbejder med ambitionerne om at dæmme op for ulighed i sundhed – og vise, at det er en indsats, der inddrager både alle dele af det samlede sundhedsvæsen og mange andre myndigheder og aktører lokalt, siger hun.

Derfor er underviserne på kurset også sammensat af læger og sygeplejersker fra sygehuset, den lægefaglige vicedirektør, direktøren for STPS, kommunaldirektøren for Lolland Kommune og projektchefen for Lolland-Falster Undersøgelsen (LOFUS), ligesom kursisterne var på besøg hos en række NGO’er i området – bl.a. Sønderskovhjemmet, som er et midlertidigt hjem for hjemløse mænd med særlige sociale problemer.

»De studerende på kurset skal ud i lægelivet lige om lidt, og vi fortæller dem, at de er de privilegerede – de har de brede skuldre, som de udsatte patienter ikke har. Som sundhedsprofessionelle har vi et ansvar – men også i forhold til at sige fra. Sige, at det her, det kan vi ikke – kan vi gøre det på en anden måde? Det kan føles hårdt, og der er meget ulighed derude, men jeg siger også altid til de studerende, at de ikke står alene – vi er mange, der gerne vil arbejde sammen med dem om de her borgere«, siger Merete Labriola.

»Så vi prøver dels at give dem nogle konkrete redskaber, som de kan bruge i mødet med patienterne, dels at åbne deres øje for de mange aktører i sundhedsvæsenet, de kan samarbejde med, og endelig give dem en bevidsthed om det faktum, at sundhed ikke bare er noget, der foregår i sundhedsvæsenet.

Patienterne er jo mennesker, der lever et liv, og relativt set er det meget lidt af deres tid, de bruger på hospitalet og hos lægen. De indgår i alle mulige andre sammenhænge, som vi som sundhedsvæsen skal spille sammen med.

Det skal de studerende med kurset få øjnene op for og tænke, at ,hold da op, der er nogle ude i kommunen, der også kan noget’. Der er en socialpolitik, der er nogle NGO'er, der er alt muligt derude. Hvad kan hjemmeplejen? Og hvordan er det med den genoptræning, de som læger aldrig rigtig har noget med at gøre?

Der kan jeg mærke, at de rykker og efterspørger helt konkrete redskaber: Hvad så, når du står med den her patient? Hvad er det så, du kan sætte det her i relation til? Hvordan kan du handle, hvis du ved de her ting om patientens baggrund? Er der nogle muligheder omkring dig, hvor du kan trække på noget tværfagligt? Hvilke andre faggrupper og instanser kan understøtte behandlingen af den her udsatte patient? Det er den slags, de hungrer efter at vide mere om«, fortæller Merete Labriola.

Mennesket bag patienten

Den sult efter redskaber og alliancer i arbejdet med at dæmme op for ulighed i sundhed bekræfter to af de studerende fra kurset i januar, Alma Lohse Frost og Caroline Lundgreen Philipsen, der altså begge er på femte semester på deres kandidat, og derfor er færdige til sommer.

Netop den konkrete, redskabsorienterede tilgang og indsigten i den sammensatte kreds af aktører omkring patienten har været en øjenåbner.

»Jeg ved jo godt, at ulighed i sundhed dækker over et meget bredt problem, så jeg ville gerne med kurset blive mere bevidst om, hvordan uligheden konkret viser sig, og få nogle værktøjer til, hvordan jeg så kan gribe det an.

Man kan let gøre sig så mange tanker om, hvordan man skal håndtere det, så derfor var det godt rent faktisk at møde nogle mennesker, der hver dag arbejder med den – folk fra mange forskellige sektorer og fra alle niveauer i sundhedsvæsenet, som fortalte, hvordan de aktivt prøver at gøre en forskel og bekæmpe uligheden«, fortæller Caroline Lundgreen Philipsen.

Hun er er selv opvokset på Falster og har, efter hun er flyttet til København, bl.a. arbejdet som støtteperson for en psykisk sårbar borger og derigennem både mødt de forskellige aktører omkring borgeren og oplevet, hvordan en konsultation hos en læge blev opfattet vidt forskelligt af borgeren og af hende selv.

»Hun kom derud fra og havde hørt noget helt andet, end det jeg hørte, og det har fået mig til at tænke over, hvordan jeg selv som fremtidig læge kan gribe det an og se mennesket bag patienten«, siger Caroline Lundgreen Philipsen.

Naboen og underboen

Alma Lohse Frost er vokset op på Amager i et område, hvor der særligt førhen boede mange socialt udsatte borgere – men hun har taget den modsatte tur end Caroline Lundgreen Philipsen og flyttede kort før kurset til netop Nykøbing Falster,

Tidligere har hun arbejdet i børne- og ungdomspsykiatrien og i et lægehus på Amager, og begge steder har hun set, »hvordan det er de udsatte borgere og familier med færre ressourcer og nedsat sundhedskompetence, der får mindst ud af den behandling, de får«, fortæller hun.

Grunden til, at hun flyttede til Falster er bl.a., at hun tidligere har været i klinik på sygehuset i Nykøbing:

»Det var jeg rigtig glad for, men da var da også tydeligt, at det var nogle andre mennesker og nogle særlige patienter, vi så i klinikken. Det var ikke unormalt, at de havde enormt mange pakkeår. Det var sådan, det var«, siger hun.

Ligesom Caroline Lundgreen Philipsen var hun glad for kursets konkrete værktøjer til at arbejde med ulighed i sundhed på individniveau og for indblikket i aktørkredsen omkring patienterne. Men hun bed også mærke en anden ting:

»Det overraskede mig, at diversiteten i den gruppe, som bliver ramt af ulighed i sundhed, er så stor. Hvor forskellige mennesker, det egentlig drejer sig om. Det er jo ens nabo eller underbo – og man kan være udsat på så mange forskellige måder«, konstaterer Alma Lohse Frost.

At kunne gøre en forskel

Både hun og Caroline Lundgreen Philipsen lægger vægt på, at den nye viden, de har fået på kurset, giver »en enorm stor motivation til selv at handle og gøre en forskel« i det fremtidige lægearbejde.

»Jeg vil gerne bruge mit lægeliv på steder, hvor man har et ekstra øje for dem, der har brug for noget særlig hjælp. Både i selve konsultationsarbejdet, men også i, hvordan arbejdspladsen er organiseret. At man f.eks. kan sige højt, at ,jeg har brug for ekstra tid til de her patientgrupper eller administrativ tid, hvor jeg kan sørge for hjælp og støtte til de her patienter’. At man på en eller anden måde kan gøre krav på at kunne gøre en forskel for de her mennesker, selv om systemet egentlig ikke er indrettet til det«, siger Alma Lohse Frost.

Caroline Lundgreen Philipsen så gerne, at viden om ulighed i sundhed blev integreret mere og tidligere i medicinstudiet:

»Jeg synes ikke, at ulighed og sundhed er noget, vi har skiftet ret meget bekendtskab med undervejs på studiet, men det ville da være en gave, hvis vi alle sammen – altså alle på studiet, ikke kun folk, der har valgt det som valgfag – fik en lidt bredere viden om og forståelse for, hvad ulighed i sundhed indebærer.

Ulighed i sundhed er jo ikke kun noget, der vedrører udkantsområderne i Danmark. Man kommer jo uvægerligt til at møde den her gruppe af patienter, uanset hvor og i hvilken retning ens lægeliv udfolder sig«, siger hun.

Momentum med reformen

Merete Labriola kan forstå ønsket om at have ulighed på skemaet tidligere på studiet, men, siger hun, der er så andre diagnoser, begreber og viden tidligere på kandidatstudiet.

»Men på femte semester er de så langt, at de godt kan se ud over det. Her ved slutningen af studiet er de enormt modtagelige, fordi de står og skal ud i den virkelighed, hvor uligheden findes, og det reflekterer de rigtig meget over«, siger hun.

Og de nye læger træder ud i en tid, hvor der i hendes øjne er et momentum for at ændre på de faktorer, der er med til at udløse ulighed i sundhed:

»Sundhedsreformen kan være et momentum, vi som sundhedsprofessionelle skal udnytte i forhold til arbejdet med ulighed i sundhed, og hvis ikke lægerne er med, er det nogle andre, der sætter dagsordenen.

Det nytter ikke noget, at lægerne ,kun’ passer patienter – det skal de selvsagt også, men de skal også være med til at udvikle mulighederne for at dæmme op for uligheden. Vi har reformen, og vi har en demografi, der tilsiger, at vi skal løse tingene på en anden måde. Og der skal lægerne selvfølgelig være med – ja, de har en nøglerolle«, siger Merete Labriola.