Analyse: Standardbehandling øger uligheden

Vi ved det godt, og nu viser en ny national analyse fra SundK, Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, det igen: Ulighed i sundhed rammer patienter med en række sygdomme, så de har ringere adgang til behandling, kvaliteten af den behandling, de får, er dårligere end den, andre patienter får, og patienternes dødelighed er højere.

Det rammer patienter med KOL, patienter med stroke, patienter, der er ramt af depression, demens og type 2-diabetes, og patienter, der har gentagne akutte kontakter til sundhedsvæsenet. Og ulighedsproblemerne hænger sammen med patienternes køn, alder, bopæl, socioøkonomiske forhold, samlivsstatus og generelle helbred.

Og så viser analysen, som SundK har lavet sammen med Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning på Aalborg Universitet, at det særligt er patienter, der ud over deres sygdomsbyrde også har alkoholproblemer, der rammes af ulighed.

De har, viser analysen, mange kontakter med sundhedsvæsenet og mange indlæggelser, og deres risiko for at dø er højere set på tværs af de ovennævnte sygdomme, som analysen har kigget på. Samtidig har de højere sundhedsudgifter og en lavere sandsynlighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, når man sammenligner med patienter uden alkoholproblemer.

Og det »kalder på indsatser tilpasset patienternes samlede sociale og helbredsmæssige behov«, siger Pernille Tanggaard Andersen, professor og institutleder på Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet og forperson for det fagudvalg, der står bag analysen.

»Vi mener, at alkoholproblemer med fordel kan bruges som et centralt kriterium for, hvilke indsatser man bør tilbyde, når behandlingsforløb planlægges«, siger hun i en pressemeddelse i forbindelse med offentliggørelsen af analysen.

Uklarhed og uenighed

Fagudvalget har i arbejdet med analysen gennemført en lang række interviews med sundhedspersonale på både hospitaler og i almen praksis, kommunale aktører og patienter og derigennem udpeget en række af de barrierer, der betyder, at patienter med alkoholproblemer rammes af ulighed.

Det handler om uklarhed og ligefrem uenighed om ansvaret for patientgruppen, om for lille fokus på alkoholproblemerne og en tidlig indsats og om barrierer i forbindelse med udskrivelse af patienterne og deres overgang til primærsektoren.

Internt på hospitalerne handler det også om uens praksis og uklarhed om afrusning og abstinensbehandling og om, at der er utilstrækkelig alkoholfaglig ekspertise på somatiske hospitalsafdelinger.

Og så oplever patienter med alkoholproblemer ofte at blive stigmatiseret.

»Det, vi bl.a. ser eksempler på i analysen, er patienter, som risikerer at blive afvist i behandlingen – patienter, der opleves som besværlige og stigmatiseres, som mangler netværk og har svært ved at opsøge og fastholde behandling på sundhedsvæsenets præmisser. Og som i højere grad dør, når de bliver syge. Det er vi nødt til at gøre noget ved«, siger Pernille Tanggaard Andersen.

Derfor duer det ikke blot at tilbyde en standardbehandling til denne patientgruppe, konkluderes det i analysen – det er blot med til at øge uligheden. Der er behov for differentierede indsatser, der tager højde for den enkelte patients behov og forudsætninger. Og det bør overvejes at udarbejde deciderede pakkeforløb målrettet mod denne patientgruppe, hedder det.

Et af analysens tre delstudier ser netop nærmere på 18 eksisterende indsatser i både almen praksis og hospitalsvæsenet samt i kommunerne og i civilsamfundet, og sluttelig peger fagudvalget på 11 områder, hvor der er behov for at udvikle og styrke indsatsen for patienterne med høj sygdomsbyrde og samtidige alkoholproblemer.

Det gælder bl.a. en tydelig afklaring af roller og ansvar på tværs af sektorer, en tværregional klinisk retningslinje, der kan sikre en ensartet praksis for afrusning og abstinensbehandling og en styrkelse af alkoholfagligheden blandt sundhedsprofessionelle.

Find hele rapporten fra SundK her.