»Det kræver ressourcer at få hjælp – når det handler om en kræftsygdom, men også når det handler palliation«Poul Videbech, Professor og overlæge, Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning
»Vi skal opbygge en form for intervention, der er baseret på et bedre samarbejde mellem onkologer og psykiatere om den enkelte patient. Det er et fornemt projekt, som jeg venter mig meget af – her tror jeg virkelig, vi kan højne kvaliteten«.
Sådan siger Poul Videbech, professor og overlæge på Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning i Region Hovedstaden om nogle af sine forventning til CASEMED-projektet på AUH, der skal optimere indsatsen for patienter med psykiatrisk diagnose, der dels bliver behandlet for kræft, dels går ind i et palliativt og terminalt forløb.
Poul Videbech sidder i projektets styregruppe, og ligesom projektleder Mette Asbjørn Neergaard peger han på tre barrierer: udfordringer hos patienten, hos sundhedspersonalet og i selve opbygningen af sundheds- og hospitalsvæsenet.
»Problemet med patienterne kan være, at de ignorerer deres symptomer, fordi de enten er mere optaget af deres psykiske symptomer, eller de ganske enkelt ikke magter at skaffe sig hjælp. De kan være svære at hjælpe, hvis de f.eks. er hjemløse eller ikke er til at få fat i, fordi de flagrer rundt, som der er mange, der gør. Det kræver ressourcer at få hjælp – når det handler om en kræftsygdom, men også når det handler palliation«, siger han.
I forhold til det sundhedsfaglige personale mener Poul Videbech, at der ofte er tale om »en stor berøringsangst«.
»Det er ikke noget, man nødvendigvis er bevidst om, men man er måske bange for eller føler lidt modvilje mod patienter med psykiatriske symptomer – og hvis de har et misbrug oveni, er stigmatiseringen endnu voldsommere«, siger han.
Tingene kompliceres yderligere af de huller mellem sektorerne, de psykiatriske patienter meget let risikerer at falde ned i. Det gælder f.eks. patienter, der lider af angst og hele tiden opholder sig i deres lejlighed, eller som er sengeliggende på grund af deres depression.
»I bedste fald ved egen læge måske, at patienten eksisterer og har de her problemer, men det er slet ikke sikkert, de er kommet ind i det psykiatriske behandlingssystem. Det er nøjsomme mennesker, der ikke forlanger så meget af systemet, og som derfor ikke bliver opdaget, men går under radaren og derfor ikke får den nødvendige hjælp. Her har de praktiserende læger en fornem opgave – som mange er rigtig gode til at tage sig af«, siger Poul Videbech.
Men også når det gælder patienter, der er inde i hospitalssystemet, og som er kendt af f.eks. onkologer eller neurologer, kræver det mere opmærksomhed på, om patienten har angst eller depression eller andre sygdomme, som gør, at de ikke kan udnytte behandlingstilbuddet og f.eks. få adgang til palliativ behandling, siger han.
»Det er desværre meget udbredt. Blandt patienter på eksempelvis onkologiske afdelinger er der en stor forekomst af uopdaget depression. Hvis man skal komme det til livs, kræver det for det første en bred oplysningsindsats over for læger og det øvrige sundhedspersonale, og for det andet, og det er jo også noget af det, CASEMED lige præcis har fokus på,« påpeger Poul Videbech, »kræver det en håndholdt indsats«.
»Det er afgørende at sætte fokus på den psykiske tilstand – hvad end det er delir, depression eller andre psykiatriske sygdomme – og her vil jeg mene, at vi i højere grad systematisk skal bruge screeningsredskaber til at kortlægge den psykiske tilstand hos f.eks. onkologiske patienter. Det kan sikre, at vi opdager psykiatriske symptomer, som ellers kan blive overset, hvis f.eks. patienten er hypoaktiv i forbindelse med delir«, siger Poul Videbech.
Og der er »god plads til forbedring«, når det handler om de psykiatriske patienter, konstaterer han.
»Hvis der er sket en udvikling, er det nok nærmere til det værre. Kræftbehandlingen har jo udviklet sig enormt i de seneste årtier: Der er mange flere tilbud om både behandling og palliation, men her halter de psykiatriske patienter meget bagefter – det fremgår jo også af de tal for dødeligheden ved psykisk sygdom, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde for nylig. Så slippet mellem de to patientgrupper er paradoksalt nok vokset, fordi kræftbehandlingen er blevet bedre«.
