Det vakte en del – berettiget – opsigt, da Overlægeforeningen sidste år, midt i forhandlingerne om en tiårig psykiatriplan, offentliggjorde en undersøgelse, der viste, at hver femte overlæge har forladt den offentlige psykiatri, og at fire ud af ti blandt de fortsat offentligt ansatte overlæger overvejer det samme. Hvordan vil det på den baggrund være muligt at styrke psykiatrien til gavn for både patienter og ansatte?
Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, kaldte situationen »ekstremt alvorlig«, og hun hæftede sig ved de mange kommentarer, de 512 speciallæger havde føjet til deres besvarelse af undersøgelsen, og som hun kaldte »virkelig nedslående«.
»Mange har beskrevet deres daglige frustrationer over at sidde over for patienter, de føler, de ikke kan gøre noget for – man udskriver for tidligt, og en beskriver patienter, der gemmer sig for personalet for ikke at blive udskrevet – det gør virkelig ondt at læse«, sagde Susanne Wammen.
Nu har Overlægeforeningen fået foretaget en kvalitativ analyse af de mange hundrede kommentarer, og den viser, at det er en række forhold, der lagt sammen skaber en kompleks situation og får speciallægerne til at vælge den offentlige psykiatri fra, siger overlæge Kristine Lundsgaard, der til daglig arbejder på Videreuddannelse Øst og står bag analysen sammen med forskningsassistent Lucy Bray fra Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES).
»Overlægerne er især tilbøjelige til at forlade den offentlige psykiatri, når de oplever, at de i deres daglige arbejde ikke længere har mulighed for at bruge deres ekspertise og den faglighed, som fik dem til at vælge psykiatrien. Det handler bl.a. om, at de oplever ledelser, der ikke er lydhøre, for mange møder, og at lægernes opgaver i stigende grad snævres ind til medicinering og tvang. Samtidig fortæller mange, at stram økonomi og for få medarbejdere gør det vanskeligt at løse behandlingsopgaven tilfredsstillende, og at mangel på faglige fællesskaber og kvalificerede kolleger bidrager til stress og mistrivsel«, siger Kristine Lundsgaard.
Og det er knubbede ord, der falder i en række af kommentarerne:
En af lægerne i undersøgelsen, der arbejder i voksenpsykiatrien, beskriver f.eks. »klinikchefer, der i løbet af de sidste 10-15 år er blevet reduceret fra faglige fyrtårne med patienternes og medarbejdernes behov for øje til djøfiserede mellemledere, der primært tænker i regneark, politik, varm-luft-projekter, mundkurve og ansvarsforskydning til yngste mand uden tilsvarende ressourcetilførsel«.
En anden læge konstaterer, at hvor der tidligere var »reel tid til faglig sparring i egen faggruppe, til konferencer og mere uformelt« og »plads til og en interesse i at udvikle den enkelte medarbejders faglighed«, mens »nu arbejder alle mere som brikker i et puslespil – og oplever desværre også at blive behandlet og betragtet som sådan«.