Nedslående og ekstremt alvorligt. Sådan karakteriserer Overlægeforeningens formand Susanne Wammen resultatet af en ny undersøgelse fra Overlægeforeningen, der viser, at et stort antal psykiatere har forladt den offentlige psykiatri og er skiftet til et privathospital, er blevet tilknyttet et vikarbureau eller har startet deres egen privatklinik. Samtidig viser undersøgelsen, at rigtig mange flere af de nu offentligt ansatte psykiatere overvejer at gå samme vej. Det for næsten halvdelen af børne- og ungdomspsykiaterne og for hver fjerde inden for voksenpsykiatrien.
»Det er ekstremt alvorligt, at der er så mange overlæger, der har forladt den offentlige psykiatri, og det er faktisk endnu mere skræmmende, at så mange som op mod 50 procent af de nuværende offentligt ansatte også overvejer at gøre det. Hvis bare nogle af dem gør alvor af det, så ryger vi endnu en tur ned ad den onde spiral, vi er inde i. Vi er ved et meget kritisk tidspunkt, hvor vi skal have stoppet den flugt, så vores offentlige system ikke bryder sammen«, siger Susanne Wammen.
Det er så vel tallene for afvandringen som de begrundelser, lægerne i undersøgelsen giver for at have forladt eller overveje at forlade den offentlige psykiatri, der foruroliger Susanne Wammen. Hun kalder de mange udsagn, som respondenterne er kommet med i deres besvarelse af undersøgelsen, for »virkelig nedslående«:
»Tallene taler for sig selv og tegner et skræmmende billede, men det, at så mange har beskrevet deres daglige frustrationer over at sidde over for patienter, de føler, de ikke kan gøre noget for – man udskriver for tidligt, og en beskriver patienter, der gemmer sig for personalet for ikke at blive udskrevet – det gør virkelig ondt at læse. Tænk sig hver dag at sidde med de prioriteringer, fordi der hele tiden står nogle, der har endnu mere behov. Det er et helt umenneskeligt pres, som mine kolleger i psykiatrien er ude for«, siger Susanne Wammen.
Undersøgelsen viser, at 25 procent af børne- og ungdomspsykiaterne og 19 procent af psykiaterne på voksenområdet har forladt den offentlige psykiatri, efter at de færdiggjorde deres speciallægeuddannelse. Det svarer samlet set til, at hver femte psykiater har forladt den offentlige psykiatri.
Blandt børne- og ungdomspsykiaterne er tallet højest i Region Midtjylland og Region Nordjylland, hvor henholdsvis 43 og 38 procent arbejder uden for det offentlige psykiatrivæsen. På voksenområdet står det værst til i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor 21 og 20 procent er privatansat.
Adspurgt om årsagen til at forlade den offentlige psykiatri siger hele 80 procent af børne- og ungdomspsykiaterne, at manglende indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen og arbejdets indhold har spillet en væsentlig rolle, og det samme gælder 62 procent på voksenområdet. I alt 64 procent af børne- og ungdomspsykiaterne peger desuden på problemer i forhold til ledelse og samarbejde som årsag, mens 55 procent af psykiaterne på voksenområdet har samme oplevelse.
I begge grupper angiver knap en tredjedel, at arbejdstiderne har spillet ind, mens 56 procent af børne- og ungdomspsykiaterne fremhæver manglen på behandlingsmuligheder som en væsentlig grund. Det samme gælder hver fjerde inden for voksenpsykiatrien, hvor 23 procent desuden peger på lønnen som årsag og 21 procent på it-systemer. De to sidste tal er på henholdsvis 12 og otte procent for børne- og ungdomspsykiaterne.
Meget tyder på, at afvandringen over hele landet risikerer at fortsætte. I undersøgelsen angiver 47 procent af børne- og ungdomspsykiaterne og 40 procent af psykiaterne på voksenområdet, at de inden for det seneste halve år har overvejet at kvitte jobbet i det offentlige og i stedet skifte til et job på et privathospital, blive tilknyttet et vikarbureau eller starte deres egen privatklinik. Og de tal kalder på politisk handling, understreger Overlægeforeningens formand
Hun er ikke tvivl om, hvor ansvaret for at handle ligger:
»Jeg er helt overbevist om, at de lægelige ledere i psykiatrien kæmper med næb og kløer. Det er det øverste politiske og administrative system i regionerne og i Folketinget, der har ansvaret for, at det går sådan her. Der har i lang tid været mange anledninger til at gøre noget ved det, og der er sagt mange politiske ord om, hvor vigtigt det er – men når det kommer til handling, er der rigtig langt mellem de fine ord og til at sætte penge bag. Det er ikke løst med at plukke lidt i psykiatriplanen og gøre lidt hist og pist. Problemet er virkelig stort. I Region Hovedstaden er der så stort pres på børne- og ungdomspsykiatrien, at politikerne nu siger, at man er nødt til at spare i voksenpsykiatrien for at kunne honorere presset. At man kan tale om besparelser i psykiatrien, når vi er i den her situation, er helt forfærdeligt«, siger Susanne Wammen.
I undersøgelsen er de fortsat offentligt ansatte psykiatere blevet bedt om at fortælle, hvorfor de overvejer at forlade den offentlige psykiatri, og her falder svarene i to tæt forbundne kategorier: arbejdsmiljø og -vilkår og behandlingsmulighederne, og det er især den første kategori, der fylder i overvejelserne.
Hele 61 procent af børne- og ungdomspsykiaterne og 57 procent på voksenområdet siger således, at manglende indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og indhold har fået til dem til at overveje et skifte til privat regi. Tilsvarende siger henholdsvis 50 og 49 procent på de to områder, at knas i forhold til ledelse og samarbejde har pustet til tankerne.
Tre andre elementer i forhold til arbejdsmiljø og -vilkår spiller også ind, men her er der tydelig forskel på de ansatte i henholdsvis børne- og ungdomspsykiatrien og i voksenpsykiatrien. Når det gælder arbejdstiden, anfører 54 procent af børne- og ungdomspsykiaterne, at den spiller en rolle i overvejelserne, mens det gælder for 43 procent af dem, der er ansat i voksenpsykiatrien. Til gengæld bøvler de ansatte i voksenpsykiatrien tilsyneladende markant mere med it-systemer: 35 procent af dem peger på det som en af årsagerne til, at de overvejer at skifte til det private område, mens tallet for børne- og ungdomspsykiaterne er 18 procent. Endnu større forskel på de to grupper er der, når det handler om lønnen. Her angiver 14 procent af børne- og ungdomspsykiaterne, at lønnen har spillet ind i deres overvejelser, mens tallet for psykiatere i voksenpsykiatrien er på 44 procent.
Når det handler om mulighederne for at give patienterne den rigtige og nødvendige behandling, er der flest børne- og ungdomspsykiatere, der peger på det som et element i overvejelserne om at skifte en offentlig stilling ud med arbejde på det private område. I alt 39 procent af dem siger, at det spiller ind, mens det inden for voksenpsykiatrien er 26 procent, der siger, at deres – manglende – behandlingsmuligheder spiller en rolle.
Tallene og udsagnene i undersøgelsen oprører Susanne Wammen, ikke kun som formand for Overlægeforeningen, men i høj grad også som lægekollega, siger hun, for én ting er de prioriteringer, alle indimellem er nødt til at foretage, hvis der mangler kapacitet, og der er noget uopsætteligt. Noget andet er, når det sker i et så stort omfang og i så lang tid som i psykiatrien:
»Mødet med patienten, der er frustreret og bange for sit helbred, berører den enkelte læge. Det er ikke ligesom at aflyse en togafgang – der kommer jo et tog til. Her er det personlige skæbner, man står over for – og det handler ikke bare om den enkelte patient i psykiatrien, men også familien, der er dybt frustreret og mangler hjælpen og kontinuiteten i behandlingen. Så det gør meget stort indtryk på mig som læge. Det er så vigtigt i vores arbejde som læger, at vi ved, hvad vi kan og skal gøre, og at vi har udrednings- og behandlingsplaner, men hvis vi ikke har tiden til og muligheden for det, så tapper det en for arbejdsglæde og faglig stolthed. Hvis man ikke kan lave det, man er rigtig dygtig til, og som man har brugt lang tid på at uddanne dig til, så er det meget demotiverende og nedslidende«, siger Susanne Wammen.
Adspurgt om de så kan lokkes tilbage til den offentlige sektor, er svaret fra de psykiatere, der nu er i den private sektor, altovervejende et nej, men igen er der en markant forskel på de to områder. Inden for voksenpsykiatrien siger blot 27 procent ja til, at de kunne overveje det, mens tallet for de privatansatte børne- og ungdomspsykiatere er 40 procent. Forskellen skal her formodentlig ses på baggrund af, at det i børne- og ungdomspsykiatrien især er de yngre overlæger, der skifter til privat regi, mens det omvendt i voksenpsykiatrien i højere grad er de ældre overlæger, der går den vej.
Hvis det skal lykkes at øge kapaciteten og hæve kvaliteten i psykiatrien, er det nødvendigt at tiltrække både nye, kommende speciallæger og gøre det attraktivt for psykiatere, der har valgt en privat ansættelse, at vende til den offentlige psykiatri, mener Susanne Wammen, og hun peger på, at der er en række oplagte steder at sætte ind, hvis udviklingen skal vendes:
»Det er jo netop slående, så mange af respondenterne der taler om at mangle tid og kapaciteten til at udføre opgaverne og mulighed for at beholde patienterne, så længe de har brug for det, og ikke at skulle bruge tid på alt muligt andet, som ikke har med den direkte patientbehandling at gøre. Den aflastning kunne man ønske sig kom ved, at man kunne trække på andre faggrupper til at understøtte det lægelige arbejde«, siger hun og peger på, at der er behov for at allokere økonomiske ressourcer:
»Aktuelt har vi for eksempel lige diskuteret brugen af vikarer i psykiatrien, hvor man som vikar kan hæve overordentligt store lønninger, hvis du sammenligner med, hvordan man aflønner en fastansat speciallæge i psykiatrien, samtidig med at vikaren ikke skal indgå det samarbejde og det udviklingsarbejde, der foregår, og som der er behov for. I stedet for at bruge penge på dyre vikarer, der måske nok løser nogle akutte problemer, må vi tænke langsigtet og kanalisere midler over og bruge dem til at gøre noget for de speciallæger, der fortsat arbejder i den offentlige psykiatri, så vi ikke risikerer, at de siger op.
Prøv at lave nogle attraktive stillinger, hvor man dels har klinisk arbejde og dels kan arbejde med forskning eller kvalitetsudvikling eller uddannelse, så mange får tiltrukket nogle, der både vil beskæftige sig med det kliniske arbejde og med udviklingen af specialet. Ansæt nogle medicinstuderende til at lave noget af det arbejde, som man godt kan som studerende på den sidste del af studiet. Det ville på længere sigt også give mulighed for at rekruttere nogle af dem til specialet. Og prøv også gerne, som man har gjort nogle steder, at kontakte nogle af dem, der har sagt op, og spørge dem, hvad der skal til for at de kommer tilbage«, opfordrer Susanne Wammen – og hun er ikke i tvivl om, hvad der kan lokke nogle tilbage:
»Det er, at man har indflydelse på det arbejde, man laver, og at man kan se, at det er meningsfyldt og gavner patienterne. Det, jeg læser i alle beretningerne i undersøgelsen, er desværre netop, at arbejdsglæden er væk. Arbejdsmiljøet og det, der motiverer en til at møde op om morgenen, er styret af, at det er spændende og godt arbejde, vi laver – at det er fagligt høj kvalitet. Når man ikke føler, at man kan lave det gode arbejde, er det meget demotiverende. Det er nedbrydende for ens faglige selvrespekt«, siger Susanne Wammen.
Også i de to psykiatriske selskaber vækker tallene og de mange udsagn i undersøgelsen bekymring.
I Dansk Psykiatrisk Selskab advarer Merete Nordentoft om, at en yderligere udmagring af personaleressourcerne i den offentlige psykiatri kan få drastiske konsekvenser, fordi den offentlige psykiatri løfter en helt anden byrde end den, de private aktører står med:
»Den offentlige psykiatri behandler for det første de mest komplekse patienter, for det andet er det i det offentlige, forskningen er samlet, og for det tredje har den offentlige psykiatri en stor uddannelsesforpligtigelse. De tre ting kommer til at lide, hvis det private område kommer til at fylde for meget. Så kan vi ikke løfte de tre opgaver, og det vil true hele velfærdsmodellen. Så længe psykiaterne går over i en speciallægepraksis og ikke over i privathospitaler, så har vi trods alt stadig et offentligt finansieret system, som man som patient har gratis adgang til. Men det er potentielt truet, hvis vi ikke kan holde på personalet i den offentlige psykiatri, og de ender med at gå andre steder hen. Så risikerer vi, at det psykiatriske system bliver dyrere og dårligere – som det er i USA. Det er ikke der, vi er nu, men det er en bekymrende udvikling i den retningۚ«, siger Merete Nordentoft.
Hun peger på, at Dansk Psykiatrisk Selskab har »et helt katalogۚ« med gode bud på, hvad man kan gøre for at interessere de medicinstuderende tidligere, for at få uddannet flere psykiatere og for at fastholde dem, der allerede er uddannet.
»Det handler både om efteruddannelsestilbud, tilbud om supervision og om fleksibilitet i forhold til arbejdet – altså både arbejdstider og arbejdstilrettelæggelse – og om fastholdelse af seniorer. Det håber jeg kan blive udfoldet i et samlet udspil om rekruttering og fastholdelse«, siger Merete Nordentoft.
I Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab konstaterer Nina Tejs Jørring, at børne- og ungdomspsykiatrien er et meget lille speciale, så det kan mærkes helt markant, når blot nogle få vælger at gå til det private. Hun peger på, at mange af de psykiatere, der forlader den offentlige psykiatri, ikke vil eller ikke kan »håndtere systempresset«.
Systempresset handler om forkert ledelsesfokus, politisk pres og manglende ressourcer til de mange henvisninger, siger Nina Tejs Jørring. Hun har selv været inde og tilslutte sig hashtagget #DetErOgsåMig, der opstod, efter at en ung børne- og ungdomspsykiater i en kronik i Dagbladet Information i forsommeren fortalte om sin oplevelse af den behandling, hun kan tilbyde sine patienter, men Nina Tejs Jørring henviser til, at der allerede i 2016 var en gruppe på 50 uddannelseslæger og uddannelsespsykologer, der i et åbent brev til sundhedsministeren, Folketinget og regionerne beskrev børne- og ungdomspsykiatrien som en bilfabrik.
»Og det er kun blevet værre siden. Det har ikke bare noget med corona at gøre – det er en proces, der har stået på over rigtig mange år, og jeg er mest bekymret for, om vi overhovedet kan vende det. Altså, vi er jo inde i en ond spiral. Hvis de unge forlader området, så har vi ikke nogen til at undervise næste hold, og når de ældste bliver pensioneret, så mangler vi nogle med erfaringer. Jeg oplever nu, at der er en generation yngre end mig, som på nogle punkter faktisk ikke har oplevet at lave udredning og en behandling af god kvalitet – de har bare lært at gøre det hurtigt. Så kvaliteten er faldet drastisk – vi kan faktisk ikke være det bekendt«, siger Nina Tejs Jørring.
Hun peger dog ligesom Susanne Wammen og Merete Nordentoft på, at der er muligheder for at gøre den offentlige psykiatri mere tillokkende:
»Hvis jeg siger til nogle af dem, der er gået over i det private, at ,hvis vi nu i den offentlige psykiatri kunne lave nogle nye forløbsbeskrivelser med behandling, som I skal give’, ,hvis der var politisk opbakning til at få ledelsen målt på, om børnene og deres familier fik det bedre, og på, om lægerne, psykologerne og sygeplejerskerne følte, at de gør et godt stykke arbejde’, og ,hvis nu I fik lov til at behandle’, så siger rigtig mange af dem, at ,så vil jeg gerne tilbage’. De savner det tværfaglige, og de har valgt børne- og ungdomspsykiatrien, fordi det ville være det helt rigtige sted at være, hvis de måtte behandle deres patienter, som de ved, de bør behandle dem. Men det handler om, at man skal kunne se sig selv i øjnene, når man kommer hjem fra arbejde, og opleve, man gør gavn. Hvis ikke det er sådan, kommer de privatansatte børne- og ungdomspsykiatere ikke tilbage til det offentlige«, siger Nina Tejs Jørring.
Læs også:
I Overlægeforeningens undersøgelse ’Afvandring fra offentlig til privat psykiatri’ har respondenterne haft mulighed for at uddybe svarene med kommentarer i et åbent felt. Det har rigtig mange valgt at gøre. Her kan læses et uddrag af blot nogle af kommentarerne.
Psykiater i det private: »Der er mange onde spiraler i den offentlige psykiatri«
Fakta
