Content area

|

»Jeg ser arbejdsomme, ansvarlige og dygtige kolleger blive slidt op af systemet«

I Overlægeforeningens undersøgelse ’Afvandring fra offentlig til privat psykiatri’ har respondenterne ud over deres svar på selve spørgsmålene i undersøgelsen haft mulighed for at uddybe svarene med kommentarer i et åbent felt. Det har rigtig mange valgt at gøre, og nedenstående er et uddrag af blot nogle af kommentarerne.


»Gennem de senere år har jeg set flere af mine gode kollegaer blive, fordi jeg var tæt på at brænde ud stressede eller ændre sig personlighedsmæssigt pga. stress, ligesom jeg har set konsekvenserne deraf for deres familier. Et par af dem – dygtige psykiatere midt i 40'erne – har helt mistet deres arbejdsevne eller er i flexjob < 10 timer/ugen. Det gør mig bekymret for at miste min egen arbejdsevne, og derfor er jeg kommet til den erkendelse, at mit eget velbefindende og helbred er vigtigere end den indsats, jeg kan gøre for at ,redde’ en synkende regionspsykiatri«.

»Jeg kan personligt ikke både anbefale psykiatrien og samtidig føle mig som en god kollega. Jeg vil hellere se en yngre kollega ende som en glad ortopædkirurg end som en ødelagt psykiater. Jeg kender til kolleger, der aktivt har arbejdet for, at deres børn ikke skulle blive læger«.

»Hver fredag skulle der findes to ptt. som mulige udskrivningsparate, hvis der blev pladsmangel (Det gjorde der altid). Ptt gemte sig simpelthen på stuerne, når der efter konference skulle informeres om hvem!«

»Jeg har både været chef og overlæge, herunder afsnitsledende overlæge. Jeg forlod regionens psykiatri, fordi jeg var tæt på at brænde ud. Og det var ikke patienternes ,skyld’, men jeg var både rasende og dybt desillusioneret over oplevelsen af, at min psykiatridirektør og min centerchef – ingen af dem er læger – er så kontrolfikserede, at de langsomt, men sikkert kvæler især speciallægernes engagement, innovation og oplevelse af medbestemmelse. Igennem de seneste 8-10 år er der indtrådt en stadigt stigende tendens til topstyring og micro-management, der desuden fører til unødvendigt bureaukrati (dokumentation) og tager tiden fra kerneydelsen i forhold til patienterne«.

»Til sidst (dvs. nu) er der lappet så meget, at folk begynder at give op. Når der ikke er udsigt til bedring, når SST’s udmærkede oplæg til en 10-års plan alligevel ikke straks har medført igangsætning af reformarbejde fra politisk hold – ja, så virker det håbløst for mange«.

»Jeg slides ved at opleve, at mine patienter ikke får den kommunale støtte, de har så hårdt brug for«.

»Jeg er noget rystet over, hvor mange patienter som opsøger mig trods fuld egenbetaling, enten fordi de ikke kan vente 1-2 år på praktiserende psykiater under sygesikringen eller oplever slet ikke at få den nødvendige hjælp i regionspsykiatrien«.

»Der er en stemning af afmagt og faglig opgivenhed i børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark. Man skammer sig over, hvor lidt man kan gøre for de familier, som søger hjælp. Som fagperson bliver man udbrændt med tiden, fordi det er så håbløst, at de eneste muligheder, man har, er: Afvis henvisningen – eller gør henvisning meget utilgængelig. Giv en diagnose og send barnet/familien til det kommunale system (som ikke aner, hvad de skal stille op. Giv en diagnose og en pille og derefter medicinkontroller og intet andet (og pålæg om, at man som læge skal masseudskrive recepter på børn, man aldrig har mødt). Det er simpelthen ikke det, jeg blev læge for«.

»Jeg har opsagt med job som ledende overlæge og skal arbejde på privathospital. Jeg vil gerne blive i regionspsykiatrien, men mine medarbejdere er fuldstændige maste og presset til det urimelige. Jeg kan ikke længere passe ordentlig på dem. Jeg kan hellere ikke passe ordentlig på patienterne. Vi bliver bedt om at tage patienterne ind til førstegangssamtaler for at lade dem vente i flere måneder til halve år på næste samtale/udredning/behandling. Dette så politikerne kan tilfredsstilles ift. udredningsretten«.

»Jeg mødes jævnligt med tidligere kolleger, der er fortsat som overlæger i regionspsykiatrien, og jeg går hver gang hjem med en stor taknemmelighed over, at jeg i sin tid tog springet ud af den faste ansættelse. Jeg ser arbejdsomme, ansvarlige og dygtige kolleger blive slidt op af systemet’«.

»De fleste er enige om, at hospitalspsykiatrien er massivt underfinansieret. Fremfor at sende det massive pres fra det politiske og administrative system videre til deres klinikere, ville det befordre samarbejdet og arbejdsmiljøet, hvis afdelingsledelser og hospitalsledelser i langt højere grad ,strittede opad’, dvs. udfordrede den velkendte underfinansiering af psykiatrien, både internt og i offentligheden. Regionerne kan ikke fyre alle deres ledende overlæger, så hvis der gøres en fælles indsats, ville det ikke kun gavne den enkelte afdeling, fordi medarbejdere føler, at de høres og tages alvorligt, men på et tidspunkt også vende skibet. Der er behov for et massivt pres opad i systemet, især nu ifm. udarbejdelse af en 10-års plan for psykiatrien«.

Læs også:

Psykiater i det private: »Der er mange onde spiraler i den offentlige psykiatri«

Psykiatere vender den offentlige psykiatri ryggen

Blad nummer: 

Right side

af Erik Holk | 03/12
2 kommentarer
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 02/12
1 Kommentar
af Bolette Gerd Friderichsen | 29/11
4 kommentarer
af Kai Axel Lorentzen | 28/11
1 Kommentar
af Anders Beich | 27/11
1 Kommentar
af Jon Erik Fraes Diernæs | 21/11
4 kommentarer
af Morten Holm | 21/11
1 Kommentar