Fakta
Teaterkollektivet Sort Samvittighed er samlet igen og er klar med deres fjerde musikteaterforestilling – på Betty Nansen Teatret, hvor det hele startede i 2011. Kollektivet, der står bag de Reumertvindende forestillinger »Hvid Magi« og »Tove! Tove! Tove!«, som behandlede henholdsvis Anne Linnets sange og Tove Ditlevsens digte, har denne gang kastet sig over det lidt bredere definerede tema, nemlig »fællesskabet«.
Sort Samvittighed har nærmest skabt deres egen, svært-definerbare, men meget genkendelige genre under mantraet »hellere alt for meget end lidt for lidt«. Vi er ude i en kollage-musik-forestilling i seks akter, hvor seks identisk og excentrisk klædte kvinder viser os groteske og morsomme billeder af at være menneske i det moderne samfund.
De rørende og ofte melankolske sange i klassisk Jeanett Albeck-stil farver det hele med en undertone af noget sårbart og fint. Og hvad handler det så om? Det er svært at sige præcist. Et fælles træk for de seks akter er, at de viser forskellige billeder af kvinden +40 anno 2024 og hendes kamp for at finde en plads i og i modsætning til fællesskabet.
Balancen mellem at være et unikt individ med egne særpræg og begrænsninger og samtidig være gensidigt afhængige af hinanden.
At prøve at perspektivere denne forestilling til noget lægefagligt føles forceret. Det er formentlig det længste du kommer fra RCT’s og VIP’er i år – og det i sig selv er måske grund nok til at se den. Se den for at se noget, du ikke havde regnet med. Bliv overrasket.
Kender og elsker man allerede Sort Samvittighed, er det som at få et varmt kram af en gammel ven. Er det til gengæld første møde med kollektivet, vil man nok opleve forestillingen som en teaterlussing af dimensioner. Til trods for, at temaet er fællesskab, er dette absolut ikke en forestilling, der fører dig ved hånden.
Det er tværtimod som at se på et absurd maleri, hvor beskueren selv fylder hullerne og danner historien. Det er teaternørderi af dygtige håndværkere både på og bag scenen. Det er en drøm for øjne og ører. Det er klamt og vulgært, men det er rørende og sårbart. Det er åndssvagt, men det er sjovt. Det er absurd, men det er alment menneskeligt.
Det er desværre ikke helt så vellykket som forgængerne, som en nostalgiker som undertegnede mindes med en smule skuffelse. Der mangler en tydeligere historie til at akkompagnere den store fortælleglæde. Uagtet er det fortsat en kæmpe fornøjelse at se de her kvinder udfolde sig på scenen.
Det, som de gør så sublimt igen og igen, er at fremstille kvinden i al hendes groteske uskønhed og dog med så stor ømhed, at man ikke kan undgå at blive forført. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg sidder klar til nr. 5!
