Det kan vi bruge trivselsgruppen til

Joachim Juelsgaard, speciallæge og UKYL

»Idéen til Trivselsgruppen opstod fra de yngre læger selv, der savnede at have et forum, hvor de kunne vende tanker og oplevelser med hinanden.

Jeg har ikke selv deltaget i gruppens møder, fordi jeg var blevet speciallæge, da den startede op. Men jeg har som uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL) en rolle som organisator og facilitator, ligesom vi også evaluerer løbende, så vi sikrer os, at udbyttet stadig er højt.

I vores speciale er vi gode til kollegial supervision i det, man kan kalde ,den milde ende’, og det er vi også, når der er defusing efter særligt kritiske episoder. Men vi syntes, at vi manglede noget midtimellem. Til alt det, de yngre læger kan tage med hjem, hvad enten det er patientcases, en generel utilstrækkelighedsfølelse eller konflikter med kolleger eller pårørende.

På afdelingen er der både god opbakning fra ledelsen og speciallægegruppen; det er en af de små succeser, der smitter af på os andre. Det har ledt til overvejelser om, hvorvidt der også skal eksistere et lignende forum for speciallægerne«.

Lisbet Tokkesdal Jensen, cheflæge

»I anæstesien er vi som regel altid med i de rigtig svære situationer, hvor patienter er meget dårlige eller dør. Derfor har vi i afdelingen arbejdet på at have en kultur, hvor vi taler sammen om det, der kan være svært. Det sker f.eks. ved defusing, debriefing og i trivselsgruppen for uddannelseslægerne. Men det kan lige så vel være speciallægerne og overlægerne. Det er noget, vi prioriterer.

Jeg ser ikke nogen modsætning mellem trivselsgruppen og den daglige drift. Tværtimod. For trivselsgruppen styrker arbejdsmiljøet for den enkelte og sikrer samtidig en mere robust organisation. Vi ved jo, hvad det kan betyde for driften i en organisation, hvis medarbejdere går ned med stress eller belastningsreaktioner. I det lange løb er jeg sikker på, at det er givet godt ud – og så har vi ikke engang talt om de store menneskelige og personlige omkostninger, en langvarig sygemelding kan have for folk.

Hele lægegruppen bakker op om trivselsgruppen og har ikke på noget tidspunkt stillet spørgsmål ved den. For de kan godt se pointen – også selv om speciallægerne skal finde andre til at passe vagttelefonerne, mens uddannelseslægerne holder møde.

Vi vil gerne være en afdeling, hvor medarbejderne kan læsse af og dele det, der er svært. Det kan selvfølgelig være svært i en travl hverdag, men vi øver os på at gøre det hele tiden. Og så er det selvfølgelig hele tiden en balance at få driften til at fungere«.

Rasmus Nykjær Brejnrod, introlæge

»Som læge ved man jo, at mennesker bliver syge og dør, og det har jeg også vænnet mig til. Men i anæstesien ser vi jo alle de kritisk syge, og nogle af dem er meget unge – også børn – og har været helt raske. Det kan være hårdt.

Det er selvfølgelig noget, vi skal lære at håndtere, og jeg synes, at det giver rigtig god mening, at vi deler de ting med hinanden, der kan være svære, og som kan sidde i kroppen et stykke tid efter.

Normalt når vi snakker sammen her til daglig, snakker vi om det, vi synes, har været fagligt spændende. Det er en anden snak, når vi taler om det, der har været træls. Men det er godt. Jeg tror også, at det giver en god dynamik på afdelingen, at vi er vant til at tage de lidt svære snakke. Det er man også meget åben om på afdelingen.

Jeg tror, at det er vigtigt, at der ikke er nogen i gruppen, der prøver at løse problemet for os. Det er ikke det, der er meningen. Det er mere det med, at man snakker om et tema, man kommer med input, og man kan genkende noget af det, de andre siger, i sig selv. Man spejler sig i de andre, og det er en rigtig god følelse.

For os, der er nye i et speciale, kan det jo være det her med, at vi er bange for at gøre noget forkert. Så er det en lettelse at dele det med andre, der genkender den følelse«.

Line Rudbeck, hospitalspræst

»Der vil altid være ting, der lagrer sig, når et menneske møder et andet menneske. Der er ikke nogen af os, der ikke bliver berørt af lidelse. Og når man arbejder i et felt med meget lidelse, og det samtidig er et fikserfag, hvor man gerne vil handle sig ud af tingene – nu kommer jeg med mine fordomme – så kan man nemt komme til at sidde med en følelse af ikke at slå til, hvis der ikke er mere behandling at give. Og hvis man ikke indbyrdes har et sprog for det, kan man have meget svært ved at dele de følelser med kollegerne.

Vi har vores faglighed, men vi er også os selv. Vi er de samme mennesker, der går på arbejde, og som går hjem igen. Selv om lægerne tager kitlen af, når de går hjem, er der noget, der sætter sig og følger med. Og vi ved fra forskningen, at det hjælper at dele det med nogle, som arbejder med det samme.

Jeg er først og fremmest nogle ører, der lytter. Jeg lytter, undres og spørger. Og jeg stiller også nogle mere eksistentielle spørgsmål.

Gennem min uddannelse og mit arbejde har jeg opnået erfaring for, hvad det gør ved mennesker at møde lidelse. De følelser, der kan opstå hos lægerne i det møde, vil jeg gerne normalisere og hjælpe dem med at tackle«.