I trivselsgruppen støtter de unge læger hinanden. »Når kontrollen er væk, kan man godt blive bange ...«

Patienten blev indlagt på operationsgangen midt i vagtskiftet. Det var Rasmus, der gik tilsyn.

»Det var en ung rask patient, og der var ikke umiddelbart noget at bemærke. Alt så fint ud«, fortæller Rasmus Nykjær Brejnrod, der er introlæge i anæstesiologi på Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv på Regionshospitalet i Horsens.

Da han en halv time senere var på vej hjem, sagde en sygeplejerske i forbifarten, at den unge patient havde fået det rigtig skidt. Han besluttede sig for at gå ind og se til patienten.

»SAT og blodtryk var fint, men patienten begyndte at have en truet luftvej og var bevidsthedspåvirket. Situationen var opstået på kort tid. Man mistænkte en alvorlig, men kendt bivirkning til behandlingen – men jeg havde svært ved at få symptomerne til helt at passe sammen«, siger Rasmus Nykjær Brejnrod.

»Kollegerne var i fuld gang, og jeg var absolut yngste mand på stuen og ligesom bare i vejen, så efter at have tilbudt min hjælp gik jeg hjem«.

Da han kom hjem, kunne han ikke slippe tanken om patientens pludseligt opståede komplikationer. Han lyttede bl.a. til medicinske podcasts for at finde en mulig forklaring.

Næste morgen, da Rasmus mødte ind, var knuden i maven der stadig.

En ventil i dagligdagen

Vi er til møde i trivselsgruppen for yngre anæstesiologer på Regionshospitalet i Horsens. Rasmus Nykjær Brejnrods case om den unge patient er den første, som de fire yngre læger taler om på dagens møde.

Gruppen blev startet op for halvandet år siden som en form for følelsesmæssig ventil for yngre læger. En hjælp til at vende de hændelser og tanker fra lægelivet, som »kommer med hjem«.

Fordi de fylder. Gør indtryk. Berører.

Det kan være alt muligt: patientcases, pårørende, udfordringer i samarbejdet med overordnede eller kolleger, den pressede jobsituation, CV-ræs og den skærpede konkurrence, yngre læger oplever for tiden. Det kan også være noget mere glædeligt, forklarer Magnus Østergaard Holm, der er gruppens tovholder og p.t. ansat i en uklassificeret stilling i anæstesiologien.

»Det er et samtalerum, hvor vi deler og ventilerer tanker, frustrationer og usikkerheder i et trygt forum. Idéen er at prøve at tænke dybere over, hvad vores arbejde gør ved os som mennesker – så de tanker bliver normaliseret«, siger han i et interview med Ugeskrift for Læger.

Anæstesiologi kan være et voldsomt speciale, hvor man dagligt konfronteres med alvorlig sygdom og død. Umiddelbart efter voldsomme hændelser med dødelig udgang er der da også defusing på afdelingen.

Men det sker, at reaktionen kommer senere; bliver ved med at dukke op i tanker og i kroppen uger efter. Uden rigtig at kunne lande eller finde ro.

»Nogle gange, når vi har en defusing eller debriefing, er det ret kort tid efter en hændelse. Men så får vi ikke altid adresseret det, vi tager med hjem og måske går alene og tænker over. Vi håber, at gruppen kan fremme den psykologiske tryghed og reducere den følelse af isolation, man godt kan komme til at stå med, når man har stået i situationer, hvor man måske er begyndt at tvivle på, om man gjorde det godt nok«, forklarer Magnus Østergaard Holm.

En anden forskel fra defusing og debriefing er, at der ikke er speciallæger med i gruppen. Kun uddannelseslæger og læger i uklassificerede stillinger. Det er helt bevidst.

Projektet er stærkt forankret i evidensbaseret litteraturgennemgang af belastningspsykologi og kollegial supervision/peersupport i anæstesiologisk sammenhæng. En evidens, som Magnus Østergaard Holm forventer, også gør sig gældende for andre specialer.

»Der er evidens for, at velstruktureret peersupport har en positiv effekt på trivsel, stressreduktion og forebyggelse af udbrændthed. Det gælder også second victim-situationer og impostersyndromet, hvor man er bange for, at de andre skal opdage, at man ikke kan noget«, siger han.

Ikke trøste

Et nyt dansk studie foretaget blandt yngre læger i Region Nordjylland viser, at en stor del af lægerne kæmper med stress, dårlig trivsel og depression. Studiet, der er offentliggjort i Danish Medical Journal , er foretaget blandt KBU-læger, intro- og HU-læger.

Mange kæmper med mistrivsel. 24% af de deltagende yngre læger tvivler på, om de kan fortsætte med arbejdet som læge, og 18% har kliniske tegn på depression for bare at nævne et par pluk fra studiet, som 297 yngre læger deltog i.

Magnus Østergaard Holm nikker genkendende til det, lægerne i undersøgelsen oplever.

»Når man er yngre læge uanset speciale, er der en risiko for, at man tager lige lovlig meget med hjem: ,Hvad synes mine kolleger om den måde, jeg reagerede på? Er jeg dygtig nok? Sagde jeg noget forkert?’ Den slags usikkerheder. Vores gruppe er en hjælp til at få taget luften ud af ballonen for de mange yngre læger, der føler sig usikre eller måske lever med impostersyndromet«, siger han.

Strukturen på møderne er stram. Først fremlægger en af de yngre læger en case – en oplevelse, der har gjort indtryk. Uden afbrydelser fra de andre, der bare lytter.

Så stiller gruppen opklarende spørgsmål, og derefter går diskussionen i gang. Om det dilemma, som kollegaen har præsenteret. I fællesskab hjælper gruppen med at perspektivere de følelser, der er dukket op.

Tanken bag samtaleformen hedder »narrativ refleksion«. Hvor man ved at fortælle begynder at reflektere over det, man har oplevet, og over sine reaktioner på hændelsen. En metode, som ifølge Magnus Østergaard Holm er særlig velegnet til at hjælpe på stress og udbrændthed.

»Strukturen er megavigtig. En faldgrube ved den slags møder kan nemlig være, at det bare bliver hyggesnak. Vi skal have noget ud af det, og derfor kører vi det rimelig stramt«, siger han.

En af lægers centrale opgaver er historisk blevet udtrykt i buddet »altid trøste«. Trøst er dog ikke opgaven ved diskussionerne i trivselsgruppen.

»Man må gerne være forstående, men vi skal hverken trøste eller give gode råd. Det kan være svært, for trøst og rådgivning er meget menneskeligt og noget, man let kommer til, fordi man vil hjælpe. Men ved at perspektivere til vores egne oplevelser anerkender vi den følelse, som personen sidder med – uden at prøve at fjerne følelsen. Det er en langt bedre hjælp«, siger Magnus Østergaard Holm.

Var bange for, at hun var død

I vagtstuen er trivselsgruppen netop nået til diskussionsdelen. Smalle, vandrette striber af skarp forårssol bryder gennem persiennerne, mens de fire yngre læger i sofaen og hospitalspræst Line Rudbeck sidder om sofabordet med et fast greb om de hvide krus med kaffe. Snakken går om casen med den unge patient, som Rasmus Nykjær Brejnrod netop har fremlagt.

Mads Dam Lyhne, der er i slutningen af sin HU, byder ind:

»Mange af de kompetencekort, vi skal tage i både intro- og hoveduddannelse, handler jo typisk om færdigheder, vi skal kunne, f.eks. lægge et CVK. Men hvert kompetencekort indeholder også altid punkter med alle komplikationerne, som vi skal kende til og lære at håndtere. Og nu har du jo på en måde været ,heldig’ at se en komplikation og se, hvordan man håndterer den. Så måske står du stærkere næste gang?«

Præst Line Rudbeck spiller flere gange i diskussionen ind med spørgsmål, kommentarer og perspektiver. Hun spørger:

»Kan det være, at du i virkeligheden er blevet bange?«

»Helt klart«, svarer Rasmus Nykjær Brejnrod. »De der unge, raske patienter, der kommer ind, og så pludselig støder der noget til, og det hele bliver meget hurtigt rigtig træls. Det gjorde mig bange«.

Der nikkes rundt om bordet.

Magnus Østergaard Holm fortæller, at hans kone fødte for fire måneder siden. Og at han »var skidebange« for, at fødslen skulle gå galt, fordi han i sit arbejde ser alle dem med komplikationer.

»Det er sådan lidt sjovt, det der med, at man har flere følelser med i spillet, når det er nogle særlige patientgrupper. F.eks. hvis det er en gravid, der oplever alvorlige komplikationer, eller barnet er livløst. Det kan jeg godt genkende. Det rører mig faktisk lidt mere, end jeg troede, det ville gøre«, siger han.

Line Rudbeck følger op:

»Kan det hænge sammen med, at vi jo er det samme menneske, når vi går på arbejde og går hjem igen? Altså, selv om I bruger jeres faglighed her, så kan vi jo som mennesker ikke lægge vores historie og vores hverdag helt væk. Og så er I jo også i et fag, hvor I virkelig kan kontrollere og fikse rigtig mange ting. Når I pludselig opdager, at al kontrollen er væk, så kan man godt blive bange …«

Rasmus Nykjær Brejnrod var yngste mand på holdet. Han spillede en meget lille, nærmest ubetydelig rolle i patientens komplikationer – og i behandlingen.

Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på, om han havde gjort noget forkert, da han mødte ind på arbejde dagen efter.

»Jeg var bange for, at jeg ville få at vide, at patienten var død, da jeg kom op på afdelingen«, fortæller han.

Det viste sig, at patienten heldigvis havde fået det meget bedre.

Kolleger og konkurrenter

Trivselsgruppen kan ikke bestå uden opbakning fra afdelingsledelsen. Og den har været der hele vejen igennem. Det er vigtigt, siger Magnus Østergaard Holm:

»Vi har en rigtig god ledelse, som bakker op om gruppen. Vi må lægge vores vagttelefoner i den time, vi holder møde om vores trivsel, og imens tager speciallægerne alt det, der kommer ind. Vores ledelse og de andre speciallæger har virkelig forstået, at en arbejdskraft – som uddannelseslæger jo også er – kun er god, hvis der er trivsel«.

Gruppen har også fået mulighed for at trække på hospitalspræstens kompetencer – en helt uundværlig medspiller i gruppen, mener Magnus Østergaard Holm.

»Det er særligt i gruppediskussionerne, at hun bidrager med vigtige perspektiver. Hun har stor erfaring med samtalefaglighed og med at være en udefrakommende mødefacilitator, der kan hjælpe med at holde fast i strukturen. Og så er hun virkelig dygtig til at spotte de ting i en historie, der er vigtige. Hvis der skulle være nogen, som bliver mere berørte, end vi lige regnede med, kan hun også hjælpe med at samle dem op bagefter«.

Magnus Østergaard Holm har fremlagt idéen og tankerne bag trivselsgruppen på et møde i det lægelige videreuddannelsesråd. Han vil gerne sprede idéen og inspirere andre til noget tilsvarende. Alle syntes, at det lød som en rigtig god idé, men der var også nogle, der spurgte til, om der er tid til det i den pressede hverdag på sygehusene.

»Der er ingen tvivl om, at det er en hurdle, man skal over, hvis man skal sætte lignende projekter i gang på andre hospitaler«, siger Magnus Østergaard Holm.

»Men jeg håber virkelig, at andre kan blive inspireret af det, vi gør. Jeg stiller gerne op og deler vores erfaringer, metoder og den drejebog for møderne, jeg har udarbejdet«.

Anæstesiologi kan være et hårdt speciale med mange kritisk syge. Samtidig er konkurrencen hård mellem de yngre læger, der skal positionere sig til uddannelses- og speciallægestillinger.

Magnus Østergaard Holm siger:

»Selv om jeg selvfølgelig synes, at anæstesiologien er noget h-e-l-t særligt – ha ha – så tror jeg, at det er noget, yngre læger i alle kliniske specialer kan relatere til. Vi ser sygdom, komplikationer og død, og vi er i den nuværende jobsituation hinandens kolleger – og konkurrenter. Det kan godt påvirke trivslen«.

Han tænker lidt og siger så:

»Vi er jo læger og vil bare gerne fikse. Sætte to streger under, og så har vi et facit – og så har vi gjort det godt nok. Så enkelt er det bare ikke altid. Det er vigtigt, at vi kan dele det med hinanden«.

Tåren kom, da der blev stille

På møderne drøfter lægerne altid to cases. Introlæge Johannes Enevoldsen har den sidste, som vi kun beskriver ganske kort.

Casen vedrører et meget dårligt barn. Johannes, der var forvagt den pågældende dag, fortæller, hvordan han oplevede forløbet. Det var mest sådan noget med at forsøge ikke at stå i vejen og hjælpe med det, man kan, forklarer han.

»Det var virkelig intenst, og der var meget, der skulle ske meget hurtigt. Jeg havde ikke den store rolle i det, men jeg var med til at give hjertemassage«, siger han.

»Mens vi arbejdede, var jeg ikke så berørt. Jeg var fuldt koncentreret om hjertemassagen og om at få den til at passe med indblæsningerne. Arbejdede bare. Men da det var ovre, og der blev stille, fældede jeg en tåre. Og jeg fik et meget tiltrængt kram af Rasmus«, siger Johannes Enevoldsen og kaster et skråt sideblik til Rasmus Nykjær Brejnrod i sofaen.

Sammen med præsten taler gruppen om situationen, som flere af lægerne har været involveret i. Og om det med at relatere til situationer, hvor man selv eller ens nærmeste kunne have været patienter og pårørende.

»Vi er jo alle forholdsvis nybagte fædre med mindre børn eller har gravide koner«, som en siger.

Tanker og følelser bliver vendt, mens termokanden bliver tømt.

Om en måned mødes de igen.