Ofte føler de sig som uværdige patienter. Rigtig mange af dem har mange negative oplevelser med sundhedsvæsenet, og de har svært ved selv at skelne deres psykiske lidelse fra symptomer på somatiske sygdomme, de måske går rundt med. Og for den praktiserende læge kan det være lige så svært at komme til at kigge om bag den psykiske sygdom, der ofte fylder det hele i konsultationen.
Det vil et interventionsstudie på Center for Almen Praksis på Institut for Folkesundhedsvidenskab på KU bidrage til at ændre. Studiet, der har professor Susanne Reventlow som principal investigator, hedder Svær Psykisk Sygdom og Fysisk Helbred i Almen Praksis, forkortet SOFIA, og stiller spørgsmålet: Kan en ekstra indsats i almen praksis øge livskvaliteten og forlænge levetiden hos mennesker med svær psykisk sygdom?
Konkret handler det om at udvikle en model for en forlænget konsultation, der skal sikre den praktiserende læge den tid, der skal til for at afdække eventuelle somatiske lidelser hos patienter med psykisk sygdom. Denne patientgruppe dør i store træk af samme årsager som andre – men de dør 15-20 år tidligere, og gruppen udgør et meget tydeligt eksempel på ulighed i sundhed, siger Anne Møller, der selv er almenmediciner, lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab og projektleder på SOFIA.
»Gennem de kliniske observationer og erfaringerne fra hverdagen ude i klinikken kan vi jo tydeligt se, at nogle patienter bliver dårligere behandlet end andre. Vi har på Center for Forskning og Uddannelse i Almen Medicin forskningsmæssig fokus på multimorbiditet, og vi kan se, at de psykisk syge patienter er ramt hårdt på alle parametre. Erfaringen gennem årene er, at det er en patientgruppe, man som praktiserende læge kan have svært ved at håndtere, så derfor er der god grund til at se på, hvordan vi kan bedre indsatsen«, siger Anne Møller.
SOFIA er opdelt i tre faser, hvor den første har haft fokus på patienternes individuelle og ofte sammenvævede problemstillinger og deres og andre interessenters oplevelser af mødet mellem patienterne og den praktiserende læge og det øvrige sundhedsvæsen. Det er sket gennem en lang række interviews med for eksempel medarbejdere på psykiatriske bosteder, men først og fremmest gennem dybdegående interviews med 22 psykiatriske patienter og et halvandet år langt feltarbejde med ti informanter, som blev fulgt i alle deres kontakter med sundhedsvæsenet.
Det har nu resulteret i en konsultationsmodel, der nu i anden fase af studiet skal afprøves i praksis. Ti praktiserende læger fra Region Hovedstaden og Region Sjælland medvirker, og opstarten skete på en kursusdag, hvor lægerne fik indblik i viden og erfaringer fra den første fase, og hvor en psykisk syg patient fortalte om sine erfaringer med sundhedsvæsenet.
Langt tilløb til lægebesøg
Feltarbejdet med de ti informanter er gennemført af Iben Emilie Christensen, der er sociolog og tilknyttet SOFIA-studiet som ph.d.-studerende. De ti informanter var tre mænd og syv kvinder fra Region Midtjylland mellem 23 og 65 år, og de var diagnosticeret med skizofreni, bipolare lidelser eller svære depressioner.
Patienternes symptomoplevelser kan være meget voldsomme, men de har meget vanskeligt ved at skelne mellem krop og sind, og de har derfor også meget svært ved selv at vurdere graden af alvorlighed og dermed afgøre, hvornår de skal gå til læge. Psykisk syge har derfor ofte langvarige symptomer og smerter, inden de går til læge, fortalte Iben Emilie Christensen på kursusdagen.
De psykisk syge patienter er næsten konstant på selvdiagnostisk arbejde. De foretager hele tiden fortolkninger af de symptomer, de mærker, og de er konstant angste for at overse symptomer. Og fordi de har svært at skelne mellem årsagerne, har de mange overvejelser over, hvem de skal henvende sig til: deres psykiater eller deres praktiserende læge. De har mange negative oplevelser af at blive afvist, og mange af dem føler sig som uværdige patienter, og de har ofte ingen at tale om symptomerne med.
Som det også var tilfældet for den patient, der på kursusdagen fortalte om sine erfaringer, viser feltarbejdet, at mange psykisk syge har tidligere dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet, og det former deres nutidige opfattelse. De har dårlige oplevelser af opdelingen mellem somatik og psykiatri – de vil gerne opleves og behandles som hele mennesker. Men her rammes de ofte af diagnostic overshadowing, hvor den psykiske sygdom skygger for, at der bliver stillet den rigtige somatiske diagnose.
Både patienten på kursusdagen og feltarbejdet pegede på, at den psykisk syge kan opleve et lægebesøg med en empatisk og lyttende læge helt modsat lægens intention. Den psykisk syge oplever, at de ikke bliver »set«, fordi lægen ikke foretog en fysisk undersøgelse. Omvendt kan en hospitalslæge, der måske »taler hen over hovedet« på patienten, men til gengæld undersøger patienten med fysisk berøring, opleves som en, »der troede på mig«.
Og netop det at blive set, troet på og respekteret, er afgørende, sagde patienten til lægerne på kursusdagen:
»Men jeg har desværre oplevet en manglende respekt, man ikke ville opleve, hvis man ikke er psykisk syg, og det gør mig ked af det, at der er den forskel, og jeg synes, det er tankevækkende«, sagde hun.
Kontinuitet er afgørende
Selvom den forlængede konsultation er det konkrete redskab, lægerne i SOFIA-projektet skal arbejde med, er den først og fremmest vigtig, fordi den skaber en ramme, der giver den praktiserende læge bedre muligheder i arbejdet med de psykisk syge patienter, siger projekt Anne Møller:
»Tid er selvfølgelig en faktor i sig selv, men kontinuitet og anerkendelse er det helt centrale. Lægerne skal have mulighed for at skabe en relation til de her patienter, og de skal kunne møde dem med anerkendelse og respekt. Vi må se i øjnene, at vi i almen praksis har et problem med at kunne give de psykiske syge patienter den kontinuitet, der skal til, og vi har svært ved at sikre, at de her patienter overhovedet kommer til lægen med de symptomer, de har«, siger hun og konstaterer, at SOFIA-modellen ikke er tilstrækkelig for alle patienter med psykisk sygdom.
»Der er helt sikkert en gruppe af de allerhårdest ramte patienter, som vi ikke kan fange med den her metode – dem, der sidder nede på bænken, og som vi kun ser i akutmodtagelserne – men nu prøver vi at lave en model, der kan give lægerne et redskab til bedre at møde de patienter, de har en eller anden grad af kontakt med. Og her er tiden en faktor, der kan skabe de rammer, der er nødvendige for at kunne det«.
At tid er penge, er også en sandhed i denne sammenhæng, påpeger Anne Møller:
»Økonomien er den store udfordring. Arbejdet med den her patientgruppe er tidskrævende, og der skal jo hænge sammen for den enkelte praktiserende læge. Men det skal jo ikke være sådan, at kontinuiteten for patienterne skal være afhængig af, hvordan den enkelte praksis kan få tingene til at hænge sammen«.
»Samtidig ser vi også, at læger, der har mange tunge patienter, indimellem knækker halsen på det. Så der skal skabes en bedre sammenhæng mellem ydelsesbetalingen og de forskellige patientgrupper. Det slider både på patienter og læger, at der er den her skævhed, og det må være interessant for både politikere og regioner at få løftet indsatsen over for denne patientgruppe – og her håber vi, at vores konkrete projekt kan bidrage med viden«, siger hun.
Læs mere om SOFIA-studiet her.
