Aktuelt
Tid til relationer og én ting ad gangen
Helle Frandsen, praktiserende læge. Foto: Jan Türk Kallesen. Kim Sønderup, praktiserende læge. Foto: Claus Boesen. Liv Wagner, speciallæge i almen medicin. Foto: Jan Türck Kallesen.
18. maj 2021
9 min.
Helle Frandsen, Køge
Praktiserende læge i 21 år, de sidste ti år som sololæge. Har flere patienter end gennemsnittet, omkring 2.000.
Hvad er den største udfordring for dig i mødet med de psykisk syge patienter, når det handler om at afdække deres eventuelle fysiske sygdomme?
»Det er ikke at komme til at overskride patienternes grænser. Jeg er privilegeret, fordi jeg kender mine patienter rigtig godt, og det gør det lettere at møde dem der, hvor de er – det er langt sværere for en ny læge. Men for os alle handler det om ikke at gøre dem til en ’underlig’ patientgruppe og tydeligt vise dem, at man respekterer dem. Man skal behandle dem som alle andre patienter, men være ekstra opmærksom på, at de fleste af dem har et dårligt selvværd, en lav selvtillid og ikke altid den store sygdomsindsigt – og det skal man kunne rumme«.
Hvad har du af særlige tilgange, metoder og hensyn, som du bringer i spil i forhold til denne patientgruppe?
»Helt lavpraktisk sørger jeg for at aftale faste årskontroller, hvor jeg er meget bevidst om det somatiske aspekt. Og kommer patienten ikke, så ringer vi og får lavet en ny aftale. De faste kontroller og samtaler betyder, at jeg kan opbygge den relation, der jo er en grundsten i almen praksis. Det er helt afgørende at lytte sig ind på, hvor patienten er lige nu. Det gør jeg med alle patienter, men med de psykisk syge er jeg meget mere forsigtig og opmærksom. Det er ofte flere lag, man skal ned igennem, og så må man snakke lidt rundt om og lirke tingene ud af dem”.
»Den her gruppe af patienter begrænser tit sig selv i for eksempel sociale sammenhænge. Det kan være fordi de er overvægtige og ikke føler sig tiltrækkende. De har måske dårlig samvittighed over, at de ikke kan holde op med at ryge. Det er ømtålelige emner for alle patienter, men særligt for denne gruppe er det helt afgørende, at man siger ’kom, selv om du ikke er ufejlbarlig’, og at man viser dem, at man står til rådighed, når de er klar til at gøre noget ved for eksempel cigaretterne. Og når man kender patienterne, kan man godt sige, at ’lad os lige tage den blodprøve, så vi kan se, om det er helt skævt’, uden at det bliver grænseoverskridende”.
Hvad skal der til, for at man som praktiserende læge kontinuerligt skal kunne sikre sig, at denne patientgruppe ikke går rundt med uopdagede somatiske sygdomme?
»De skal have en fast læge, så læge og patient kender hinanden. Og så synes jeg, at det skal være en del af den årlige samtale om den psykiske sygdom forudgående at få taget diverse prøver – lab. EKG, LFU – der skal til, for at vi kan opdage evt. somatiske sygdomme. Så er det lettere at snakke om, at ’når du tager den her slags medicin, så kan det godt være svært at få motioneret, og du kan godt tage på i vægt’. Det kan fjerne en masse bekymringer for patienterne og gøre det lettere at tale om, hvad der kunne være af fysiske sygdomme og forebyggelse af dem«.
Kim Sønderup, Frederiksberg
Praktiserende læge siden 2013 – først som vikar, så et år i New Zealand og siden 2017 i Rialtoklinikken.
Hvad er den største udfordring for dig i mødet med de psykisk syge patienter, når det handler om at afdække deres eventuelle fysiske sygdomme?
»For mange af de patienter, der har svær psykisk sygdom, er årskontrol, screening og forebyggelse af somatisk sygdom slet ikke et tema. På grund af deres psykiske tilstand, og fordi vi ofte har forskellig opfattelse af, hvad der vigtigt for patientens sundhed, kan konsultationerne være kaotiske, og patienten kan ofte ikke overkomme lægens del af konsultationen, og det betyder, at den del kan blive mangelfuld«.
»For de patienter, der har det dårligst, kan det betyde, at man aldrig rigtigt får lavet den årlige kontrol og aldrig rigtigt får talt om livsstil og de bagvedliggende ting. I stedet kan jeg ofte føle, at det bliver brandslukning, efter skaden er sket«.
Hvad har du af særlige tilgange, metoder og hensyn, som du bringer i spil i forhold til denne patientgruppe?
»Ligesom med andre patienter prøver jeg at finde et fælles fodslag om den ene eller de to vigtigste ting, der kan batte, når vi taler om forebyggelse. Med den her gruppe af patienter er jeg nødt til at sænke ambitionerne lidt og tage én ting ad gangen, også selv om jeg godt kan se, at der for eksempel er mange meget uhensigtsmæssige livstilsfaktorer, det ville være godt at tage fat på«.
»På kursusdagen havde vi besøg af en patient, som fortalte om sine oplevelser som psykisk syg, når hun henvendte sig med fysiske symptomer og sygdom. Det er skræmmende at høre, hvor meget vi farves af patientens historik med psykisk sygdom. Der var mange eksempler på ikkeoptimal tilgang til patienten, som i disse situationer blot ønskede at få hjælp ligesom alle andre, uden at hendes psykiske sygdom blev inddraget«.
»Det er ikke, fordi jeg mener, vi skal droppe helhedsbilledet, og jeg synes, at kendskabet og relationen til patienten er det, der gør en forskel i almen praksis, men det var interessant at høre patienten fortælle, at hun i disse situationer ikke ønskede, at vi havde kendskab til hendes psykiske sygdom«.
Hvad skal der til, for at man som praktiserende læge kontinuerligt skal kunne sikre sig, at denne patientgruppe ikke går rundt med uopdagede somatiske sygdomme?
»Under akkreditering havde vi her i klinikken fokus på opsporing af sårbare patientgrupper. Vi ville gerne lære dem at kende og skabe en god relation i vores forholdsvis nye klinik. Arbejdet med at opbygge en god relation til og alliance med de her patienter er tidskrævende«.
»Jeg tror, at en længere systematiseret og struktureret konsultation med fokus på somatiske sygdomme, som vi skal afprøve i SOFIA-projektet, vil kunne give rum og tid til at nå igennem en fælles prioriteret agenda i konsultationen«.
»Og så kunne vi som læger prioritere at bruge mere tid på kommunikationstræning – særligt i forhold til denne type patienter«.
Liv Wagner, Mørkøv
Speciallæge i almen medicin siden 2014, ansat tre dage om uge i Mørkøv Lægehus. Vokset op i et lægehus, hvor begge forældre var almenmedicinere.
Hvad er den største udfordring for dig i mødet med de psykisk syge patienter, når det handler om at afdække deres eventuelle fysiske sygdomme?
»Det er to ting. For det første handler det om tid – og i den forbindelse om økonomi, fordi vi i praksis bliver aflønnet, som vi gør, og det har konsekvenser for den tid, vi bruger på den enkelte patient. Jeg har fra starten valgt at være ansat i praksis i stedet for at have egen praksis, fordi jeg på den måde kan bruge mere tid på de her patienter, når jeg ikke også skal bruge tid på driften. Men trods gode arbejdsvilkår har jeg dage, hvor jeg er håbløst bagud, for det er en svær opgave at sidde med disse patienter, og tiden løber ofte fra mig«.
»For det andet – og det er det sværeste – så har de her mennesker på både det personlige plan og i forhold til systemet alle sammen en række negative oplevelser. De er skrøbelige og sårbare og har meget svært ved at tro på, at man vil dem det bedste. Får de bare den mindste fornemmelse af, at man ikke vil dem, trækker de følehornene til sig. Brændt barn skyr ilden, og mange patienter søger af derfor slet ikke læge, selvom de har det dårligt«.
Hvad har du af særlige tilgange, metoder og hensyn, som du bringer i spil i forhold til denne patientgruppe?
»Når jeg er alene med patienten, glemmer jeg alt om tid og er bare nysgerrig på patienten. Og dér tror jeg godt, at patienterne med det samme kan mærke, at jeg ikke har nogle forbehold eller berøringsangst. For mig er det sådan, at jo mere kompliceret deres sygdomsbillede er, jo mere opmærksom og nysgerrig bliver jeg på dem«.
»Og så bruger jeg en symptommand til alle mine komplicerede patienter – altså sådan en helt enkel tegning af en person, hvor patienten så kan markere de steder, hvor han eller hun synes, der er noget galt. Den bliver ligesom vores kontrakt på, hvad vi tage fat på. Efter konsultationen får de den med hjem, så de kan skrive mere på og få tænkt deres gener igennem derhjemme, så de bedre kan snakke om dem, når de er hos mig. Og så får de en ny tid med det samme – det skal ikke være noget med, at ’så kan du bare ringe, når du har brug for det’«.
»Så vi tager én ting ad gangen, og så må det tage den tid, det tager, før vi går videre. Det er en måde at vise patienten, at jeg tager alle symptomerne alvorligt, og at ’jeg vil dig’. Det tager nogle gange lang tid. Jeg har haft en patient, som jeg gennem to år så hver fjerde til sjette uge, før vi var gennem listen. Men det, at man kommer til bunds, er også med til at dæmpe deres angst for symptomerne – noget, de ellers kan gå og tumle rigtig meget med derhjemme«.
Hvad skal der til, for at man som praktiserende læge kontinuerligt skal kunne sikre sig, at denne patientgruppe ikke går rundt med uopdagede somatiske sygdomme?
»Der skal differentieres i ydelsesbetalingen, så man i praksis kan nøjes med at have færre patienter. Som det er i dag, skal man sige ja til en vis mængde patienter uanset sammensætningen, og det betyder, at selvom man måske gerne går ned i indtægt, fordi denne patientgruppe har ens interesse, så er det for mange læger svært at tage den tid, det tager, for så øger det blot ventetiden i klinikken. Det vil koste samfundet nogle penge, ja, men for mig at se, er det nogle af de penge, der vil være givet allerbedst ud. De her mennesker er nogle af dem, vi kan rykke allermest, når det handler om helbred og livskvalitet«.
»Tid og penge alene gør ikke, at det så bare er nemt at arbejde med disse patienter. Det er det ikke, og mange læger har rigtig svært ved at få en god kontakt til dem, selvom de rigtig gerne vil og prøver ihærdigt. Men det er selvfølgelig vigtigt at skabe forudsætningerne for, at det kan gøres«.