5.30. Står op hjemme i Faxe Ladeplads.
6.30. Kører til matriklen i Næstved, hvor vores brystkræftpatienter behandles.
7.20. Møder på arbejde. Sammen med et par forskningssygeplejersker og lægelige kolleger vender jeg verdenssituationen og arbejdsgangen omkring helgenom.
8.00. Morgenkonference. Vi spiser fastelavnsboller og fejrer, at senfølgeteamet har vundet en ærespris fra Kræftens Bekæmpelse. Vi er enormt stolte af overlæge Lena Saltbæk og hendes team af ildsjæle.
8.40. Smalltalker med sygeplejerskerne i ambulatoriet. I dag skal vi se mange af vores unge patienter med brystkræft. Jeg deltager i et samarbejdsforum på tværs af matrikler og faggrupper, der arbejder på tilbud til patienter under 39 år, og som står for undervisning af personalet i mødet med de unge kræftpatienter. Jeg er også ved at uddanne mig til børneambassadør ved Kræftens Bekæmpelse.
9.00. Vores faste ugentlige møde i mammateamet. De ugentlige møder bruger vi primært til at tale om organisation og idéer samt dele nyt inden for hvert vores nicheområde inden for onkologien. Mit nicheområde er genetiske udredninger samt personlig medicin, som jeg er ved at tage en master i.
I dag diskuterer vi tre komplekse patienter og deres behandling. Den ene patient var jeg med til at drøfte i sidste uge på det nationale tumorboard: en national ugentlig konference med deltagere fra alle kræftafdelingerne herhjemme samt deltagere fra patologiske og genomiske afdelinger. En af de andre onkologiske afdelinger kan måske tilbyde patienten en eksperimentel behandling, men der er andre muligheder, og vi vil gerne give patienten det bedst mulige vidensgrundlag, når hun skal træffe en beslutning.
9.30. Dagens første patient er en kvinde i 50’erne med dissemineret pancreascancer, Hun skal informeres om omfattende genetisk undersøgelse med henblik på personlig medicin. Det er primært eksperimentelt, men enkelte behandlinger er standard. Det er Nationalt Genom Center, der står for organiseringen. Jeg informerer hende grundigt om den genetiske undersøgelse, da den kan give anledning til sekundære fund om f.eks. arvelige sygdomme, som kan have konsekvenser – ikke bare for patienten, men også for resten af familien.
10.00. De to næste patienter er begge kvinder i 30’erne, der får kemoterapi som Immunterapiforbehandling før operation for deres brystkræft. Begge kvinder er smilende og bruger humor.
»Hun er uhelbredeligt syg, men sygdommen er i ro lige nu. Hun får antistoffer og har været i behandling i lang tid. Hun har sin mand og børn med. Familien er landet i deres nye livssituation«.Lise Søndergaard, speciallæge i onkologi, SUH
Det overrasker ofte nye i faget, at tonen kan være let ved konsultationerne, men vi ser ofte, at kvinderne i det lange behandlingsforløb kan pendulere mellem dyb krise og optimisme. Det er vigtigt for dem at blive set som hele mennesker og have et nogenlunde normalt liv, hvor de ikke kun taler om kræft, men også om almindelige ting. Patienterne letter ofte selv stemningen, og hvis de har behov for det, er vi altid med på at skabe plads til smil og andet end snak om alvorlig sygdom. Ingen kan holde til at være uafbrudt i den pessimistiske fase i årevis.
11.30. En kvinde i 30’erne med dissemineret brystkræft kommer til svar på CT-skanning. Hun er uhelbredeligt syg, men sygdommen er i ro lige nu. Hun får antistoffer og har været i behandling i lang tid. Hun har sin mand og børn med. Familien er landet i deres nye livssituation. Jeg spørger mere ind til børnene, støtten fra skolen osv. Alle de ting, som er vigtige, når der er en i familien, der er kræftsyg.
Jeg er sammen med andre kolleger ved at uddanne mig til børneambassadør, netop med henblik på at vi bliver bedre til at rumme børn som pårørende i vores afdeling. Vi ved, at det er en fordel, at børnene bliver inddraget, for hvis man af misforstået hensyn ikke taler med dem, kan mange børn lave deres egen forestillingsverden, som kan være skadelig for dem. Er der tale om en uhelbredeligt syg forælder, som dør, kan børnene miste tilliden til de tilbageværende voksne, hvis sandheden er blevet holdt skjult for dem.
11.50. Ringer til patient og fortæller hende, at det desværre ikke ser ud til, at hun kan få effekt af immunterapi. Vi taler om øvrige behandlingsmuligheder, og hun får en ny tid.
12.10. Frokost, forudgået af flødeboller på sygeplejerskernes hovedkontor. Det er ikke sundt, men det var fristende. Og det er altid så hyggeligt at tale med de sygeplejefaglige kollegaer.
12.30. Midaldrende patient i efterbehandling efter brystkræft. Hun får stråler og antihormon og er meget bekymret for tilbagefald. Der vil altid være en risiko for tilbagefald, men jeg viser hende statistik for, hvor meget behandlingerne kan mindske risikoen.
14.00. Efter et par andre patienter er der møde i en af arbejdsgrupperne under vores tværfaglige gruppe om børn som pårørende. Lise fra senfølgeklinikken har lavet et udkast til en retningslinje, som vi gennemgår.
15.30. Kører hjem.
16.30. Hygge med familien, indkøb, madpakkesmøring og aftensmad.
19.30. Jeg maler på sten med vores yngste dreng på seks år, mens storebror på ti år og min mand ser Sommerdahl sammen. Min store dreng vil gerne være kriminalbetjent, når han bliver stor.
20.30.Vi putter ungerne.
21.00. Jeg læser en artikel, som min studiemakker på master i personlig medicin har sendt. Hun er anæstesilæge på Herlev, og vi er ved at finde et emne til vores master, som vi kan arbejde sammen om på tværs af vores specialer.
21.50 .Jeg tænder for fjernsynet, og den spændende actionfilm virker som vanligt som en sovepille.
Lidt før 22.00 Falder i søvn
