Skip to main content

Dødshjælpende læge politianmeldt

Pensioneret læge Svend Lings har angiveligt hjulpet syge med at begå selvmord og er nu politianmeldt. Lægeforeningen er dybt betænkelig.

Lise Møller, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen og fhv. overlæge Svend Lings - uenige om holdningen til aktiv dødshjælp. Foto: Rene Lomholt og Palle Peter Skov
Lise Møller, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen og fhv. overlæge Svend Lings - uenige om holdningen til aktiv dødshjælp. Foto: Rene Lomholt og Palle Peter Skov

Kristine Buske Nielsen, krn@dadl.dk

22. feb. 2017
2 min.

Tirsdag fortalte den pensionerede læge Svend Lings i Radio24Syv åbent om, hvordan han på ulovlig vis har hjulpet mindst ti mennesker med at tage deres eget liv.

Hans udtalelser har medført en politianmeldelse, oplyser Fyns Politi.

Svend Lings er medlem af organisationen Læger for Aktiv Dødshjælp sammen med ni andre læger, der også har hjulpet syge danskere ud af livet.

“Vi kan ikke se, hvorfor folk skal springe ud foran et tog eller skyde sig selv. Hvorfor kan folk ikke få lov til at sove ind på en ordentlig måde?” siger Svend Lings.

Aktiv dødshjælp "er en glidebane"

Lægeforeningen tager afstand fra Svend Lings og de andre lægers handlinger. Til radio 24/7 siger Lise Møller, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen, at hun føler sig skræmt af selvtægten.

Hun deltog i 2015 i en debat med Svend Lings til Ugeskrift for Læger. Her argumenterer hun for, at det er en glidebane, hvis aktiv dødshjælp skulle indføres i Danmark.

"Hvis man først indfører aktiv dødshjælp i Danmark, viser al erfaring, at man risikerer en glidebane for, hvem der skal kunne få det. Det ser vi jo i de lande, der allerede har indført det – f.eks. Belgien, hvor børn nu ligefrem kan få aktiv dødshjælp”, siger Lise Møller.

”Grænserne vil skride uanset hvad. Det er det største problem ved lovliggørelse af aktiv dødshjælp. For konsekvensen af glidebanen er, at vi får et selekteret samfund. Ligesom vi oplever, at flere ønsker at vælge også f.eks. et bestemt køn fra i graviditeten, åbnes muligheden for at de svageste kan vælges fra i den anden ende”.

Selvom politiet nu er gået ind i sagen, fortæller Svend Lings til Ekstra Bladet, at han tager politianmeldelsen med ro, og ikke ser straffen som betydningsfuld.

Aktiv dødshjælp - for eller imod?