Skip to main content

Dømt til bordellet - 1. del

Syfilis var epidemisk i 1800-tallets sidste årtier, og myndighederne tog skrappe midler i brug for at bekæmpe smitten. Som f.eks. at tvangsanbringe »løsagtige« kvinder i bordeller, hvor politi og sundhedsmyndigheder kunne føre streng kontrol.

Husrække i bordelgaden Holmensgade, ca. 1900. Det Kgl. Biblioteks Billedsamling.
Husrække i bordelgaden Holmensgade, ca. 1900. Det Kgl. Biblioteks Billedsamling.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

9. aug. 2022
6 min.

I 1800-tallets sidste årtier voksede Københavns befolkning. Fra landet og provinsen rejste unge mennesker til hovedstaden for at finde arbejde og skabe sig en tilværelse. For flertallet af de unge kvinder var der to muligheder: hårdt fabriksarbejde til en ussel løn eller arbejde som tjenestepige, hvilket var endnu ringere betalt.

En del af de unge kvinder endte i prostitution. Ikke alle kunne holde til det tunge slid på fabrikken. Tjenestepiger blev ofte fyret over en bagatel. Det skete også, at herren eller en søn af huset forgreb sig og gjorde en pige gravid. For at undgå skandalen kunne man slippe af krogen ved at bortvise hende. Påskuddet kunne være en tyverianklage, som var opfundet til lejligheden. Og uden en anbefaling var der intet håb om andet arbejde.

I mange tilfælde fandt en tjenestepige ganske enkelt ud af, at der faktisk kunne være gode penge at tjene som prostitueret.

»Offentligt Fruentimmer«

En ung kvinde kunne også glide umærkeligt ind i prostitutionen. Der skulle ikke meget til: En enlig, ung kvinde, som kunne lide en bytur, fik meget nemt etiketten »løsagtig«. Her befandt man sig allerede på grænselandet til prostitution, og hun fik en advarsel mod at fortsætte. Trodsede hun advarslen, faldt der en bøde, og næste gang fire dages fængsel på vand og brød, som politimesteren kunne idømme hende administrativt, uden rettergang. Samtidig blev hun indskrevet i politiets protokol som »Offentligt Fruentimmer«. Dermed var hun officielt prostitueret. Politiet anviste hende bolig i et af byens bordeller, så man havde styr på, hvor hun opholdt sig. Det, som hidtil havde været et forbudt erhverv for hende, blev nu hendes påtvungne levevej.

Baggrunden for det var Rigsdagens lov af 1874 »Om Foranstaltninger til at modarbeide den veneriske Smittes Udbredelse«. Denne lov indførte den såkaldte »reglementerede prostitution«, som lovliggjorde prostitution, når den foregik under politimæssig kontrol. Hensigten var at bremse udbredelsen af syfilis og gonorré, idet man betragtede de prostituerede som de primære smittespredere.

Veneriske sygdomme havde længe været på fremmarch i København og landets mindre byer, og Lægeforeningen var fra begyndelsen af 1860’erne optaget af en debat om, hvordan denne epidemi kunne bremses. Ifølge lægerne skyldtes smittespredningen især den skjulte prostitution, der foregik uden for politiets og sundhedsmyndighedernes kontrol. Debatten foregik på de årlige lægemøder og i Ugeskrift for Læger, hvor debattørerne er anonymiseret pga. sagens delikate natur. Der blev slået til lyd for at indrette lovlige bordeller, hvor pigerne – godvilligt eller med tvang – kunne henvises til at drive deres erhverv under regulerede forhold og med regelmæssige, obligatoriske lægeundersøgelser.

»Væsner, der staae uden for Samfundet«

Kvinderne er i fokus, men enkelte mener dog, at de mandlige kunder også har et ansvar, når de bogstaveligt talt slæber smitten med hjem i familiens skød, og når de i øvrigt udnytter deres velstand til at forføre »de Fattige og Enfoldige« piger.

Nogle tager prostitutionskunderne i forsvar: Mange mænd er jo ikke så heldige at blive gift, og mænd har nu engang har visse behov. For dem er prostitutionen »en Nødvendighed (og har) derved et berettiget Krav paa Tilladelse til at existere og kan og bør da ikke afskaffes«. En distriktslæge er enig: For hvis man hindrer den frie adgang til prostituerede, vil det – og især i havne- og garnisonsbyer – føre til flere voldtægtsforbrydelser.

Lægeforeningens stiftere og to første formænd står for to modsatte synspunkter: Frederik Mourier mener, at idéen om at samle »Skjøgerne« i bestemte huse under myndighedstilsyn dels vil være umoralsk og fornedrende for regeringen og dels vil »føre Samfundet til Ødelæggelse og Tilintetgjørelse«.

Andreas Black vil derimod samle de løsagtige kvinder i bordeller, hvor myndighederne ikke behøver at forholde sig til dem som individer: thi når de bor i bordeller, »betragtes de som Gjenstande, ikke som Personer«, og man behøver kun at henholde sig bordelværten eller -værtinden. Ja, faktisk er det ganske nyttigt at betragte de prostituerede kvinder »som Væsner, der staae uden for Samfundet (og er) Personer, som ethvert skikkeligt Menneske ikke har noget at gjøre med«. Black vil derfor lovliggøre bordeller, men under strengt lægetilsyn.

Blacks kynisme forekommer Mourier »umenneskelig«. Kvinderne er ikke kommet i uføre af lyst eller tilbøjelighed, men »ere tvungne ind paa den Vei af Nøden«, og ofte er det deres eneste mulighed »for at forsørge sit barn og maaske gamle og svage Forældre eller smaa og hjælpeløse Sødskende«. Interessant nok omtaler Mourier i øvrigt konsekvent den veneriske patient i hankøn.

Tvungen kviksølvbehandling

Syfilisepidemien fortsatte med uformindsket kraft i de næste ti år, og de københavnske syfilislæger talte varmt for muligheden af at tvangsindskrive kvinder, der flere gange var grebet i løsagtighed, til en reguleret prostitution. Politiet havde siden 1863 haft lovhjemmel til administrativt at fastsætte straffen for de kvinder, der »imod politiets advarsel« ernærede sig ved utugt. Underforstået: Det var politiet, der skulle kontrollere og regulere den offentlige prostitution. Men først med den egentlige prostitutionslov i 1874, blev der lovhjemmel til at tvangsindskrive kvinder til den offentlige prostitution. Tredje gang kom den »løsagtige« kvinde i den sorte gryde.

Som »bordelleret« kvinde – som det hed i tidens bureaukratjargon – var kvinden udstødt af samfundet og tvunget til at ernære sig ved prostitution, hvad enten hun ønskede det eller ej.

De indskrevne kvinder var inddelt i to klasser: De, som havde tilladelse til at bo for sig selv, så længe deres opførsel kunne godkendes – og de, som var indsat i et »offentligt hus«. Begge klasser kunne døgnet rundt regne med uanmeldt besøg fra politiet. De skulle have politiinspektørens tilladelse til at skifte bopæl. De måtte ikke have børn over fire år boende hos sig.

Kvinderne skulle hver uge stille hos politilægen og lade sig undersøge for kønssygdomme. Var man smittet, blev man tvangsindlagt til behandling med kviksølv på de fattiges sygehus, Almindelig Hospital i Amaliegade, eller hos dr. Rudolph Bergh på Vestre Hospital.

»Ingen smittedæmpende effekt«

De lovlige bordeller lå i Lille Brøndstræde, Vognmagergade, Skt. Gjertrudsstræde, Tornebuskegade, Helsingørsgade, Smedens Gang, Holmensgade, Dybensgade, Hummergade, Knabrostræde, Magstræde, Gaasegade og Farvergade. Her måtte de faldne kvinder bo og drive deres virksomhed, men de måtte ikke trække på gaden og vise sig frem i vinduer eller gadedøre. Et offentligt fruentimmer havde også forbud mod at vise sig på steder, hvor agtværdige borgere færdedes. Således var Strøget, Tivoli og Amalienborg slotsplads off limits.

Sælsomt nok kunne løsagtige kvinder tvangsindskrives til prostitution, selv om de var venerisk smittede. De skulle blot indlægges, til symptomerne gik væk. Derved rekrutterede politiet i praksis smittefarlige kvinder til den offentlige prostitution.

Der førtes ingen konsekvent statistik, som kan fortælle, hvor mange prostituerede kvinder der blev behandlet for kønssygdomme i perioden, så det er svært at afgøre, om den reglementerede prostitution, som det var hensigten, gjorde noget for at begrænse smittespredningen. Lægen Edvard Ehlers, (1863-1937), som var professor i hud- og kønssygdomme, forsøgte at undersøge effekten på baggrund af de anmeldte tilfælde i 1874-1892. Ifølge Ehlers kan der ikke dokumenteres nogen smittedæmpende effekt af den regulerede prostitution. Tværtimod ses der en tendens til en egentlig syfilisepidemi i årene 1885-1887, som i 1886 kulminerede med 2.122 registrerede tilfælde. Man må formode, at mørketallet var en del højere. De øvrige år varierede antallet mellem 700 og 900, hvoraf de offentlige fruentimmere udgjorde 3,2 pct.

Det beviste ifølge abolitionisterne, at den reglementerede prostitution ikke virkede efter sin hensigt. Reglementaristerne, som især var repræsenteret ved lægerne Sophus Engelsted og Rudolph Bergh, pegede til gengæld på, at den mangelfulde statistik gjorde det vanskeligt at udlede noget som helst.

Artiklen fortsættes i det næste nummer af Ugeskrift for Læger

Læs også: ”Bergh og de tatoverede damer” (Ugeskrift for Læger nr. 14/2021)