Skip to main content

Dømt til bordellet – del 2

For at bekæmpe den udbredte syfilis havde politikerne i 1876 gennemført en lov, som tillod at tvangsanbringe »løsagtige kvinder« i bordeller, hvor man kunne føre kontrol med dem. Det eneste, loven opnåede, var at korrumpere Københavns politi.

Virkelighedens bordel. Foto fra Holmensgade i København, ca. 1900. Det Kgl. Biblioteks Billedsamling.
Virkelighedens bordel. Foto fra Holmensgade i København, ca. 1900. Det Kgl. Biblioteks Billedsamling.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

22. aug. 2022
6 min.

 

Dette er anden og sidste del af »Dømt til bordellet«. Første del kan læses her: Dømt til bordellet - 1. del

Omkring 1900 havde politiet i København indskrevet 650 »offentlige Fruentimmer«, som de prostituerede benævntes. 550 mødte fast til undersøgelse på Vestre Hospital, som i 1904 blev omdøbt til Rudolph Berghs Hospital.

Den reglementerede prostitution var – også blandt lægerne – et hedt debatemne. »Abolitionisterne« ville afskaffe den reglementerede prostitution, og »reglementaristerne« ville bevare den. Modstanderne pegede på, at det var et brud på Junigrundloven af 1849 og magtens tredeling, når en lokal politichef administrativt kunne fratage en kvinde hendes grundlovssikrede frihedsrettigheder uden at stille hende for en dommer.

Også det moralske aspekt kom under kritik: Ikke nok med, at man tvangsindskrev kvinderne til prostitution; man var også med til at fremme usædelige og udenomsægteskabelige forhold.

Et socialt problem

I 1896-1897 blussede debatten endnu engang op i Ugeskrift for Læger. Debatten bar præg af en både moraliserende og dehumaniserende tone – også fra lægeside. En positiv undtagelse var Edvard Ehlers (1863-1937). Han anså prostitution for et socialt problem – ikke et anliggende for politi og retsvæsen. Ehlers var professor i hud- og kønssygdomme og havde gennem en årrække undersøgt Københavns prostituerede, men også sat sig grundigt ind i forholdene i andre europæiske storbyer. I en artikelserie i Ugeskrift for Læger sammenholdt han forholdene i København med prostitutionsvæsenet i europæiske storbyer som London, Berlin, Paris, Prag og Budapest. Han røbede en detailviden, som må skyldes studiebesøg i byerne, og måske også i nogle af etablissementerne.

Ehlers skelnede mellem flere typer prostitution:

Butiksprostitutionen i de små sidegader, hvor butikker med et symbolsk udvalg af varer kun er et skalkeskjul. Den indforståede kunde opfordres til at besøge baglokalet, hvor han »bag Disken kan finde et bedre Udvalg«.

Tegnerens forestilling om et bordel. Ill. i fransk magasin, 1890’erne.

Beværtningsprostitutionen med dens kvindelige serveringspersonale er en trussel mod ungdommen, som her kan »møde sine 2 farligste Modstandere, Syphilis og Alkohol« og komme på skæbnesvangre afveje. Ved små borde køber gæsterne drinks til pigerne – »Saftevand til Likørpriser«. Ved lukketid følges de arm i arm til en adresse i nærheden, hvor forretningen afvikles.

I storbyer som Berlin, Wien eller Dresden, hvor bordellerne er afskaffet, flokkes prostituerede i caféer og danselokaler, helt uden mulighed for kontrol og ofte i selskab med en ældre kvinde, som de er økonomisk afhængige af. I Paris udgør disse caféer ligefrem en trussel mod de mere kontrollerbare bordeller. For politiet har nok at se til med de 5.000 pariserinder, som bor i de regulerede bordeller, hvor der føres tilsyn.

Natcaféer og dansebuler

Uvæsenet med den slags »natcafeer« havde også vist sig i København, hos Riises Kafé på Vimmelskaftet, som i 1890 havde fået natbevilling. En uniformeret dørmand, som skulle sikre velanstændigheden, var en dårlig vittighed: »Paa vore Spørgsmaal til Patienterne, om hvor de vare smittede, var det staaende Svar: ’hos en af Riises Piger’«, sukker Ehlers.

Prostitutionen i offentlige Danselokaler giver politiet hovedbrud i alle større byer, skriver Ehlers. Her samles man »under et imaginært Paaskud, Dansen«, og hvad enten det er »den vilde Pariserkankan« eller en doven Czardas har dansen kun ét formål: at pirre og ophidse. Og »det kan jo ikke nægtes, at den nordiske, konventionelle Runddans ikke har meget seksuelt pirrende ved sig« i sammenligning med »den obskøne ægyptiske Mavedans«.

Både Paris og Budapest har flotte og paladsagtige bordeller med optræden af vellønnede dansere, som er kendisser med kunstnernavne som La Goulue og Grille d’egout, og som ikke prostituerer sig, »medmindre der skulde blive sat særlig høj Pris paa dem«. Berlin har ingen egentlige bordeller, men her er dansebuler som Sterneckers Bürgersäle, Ballhaus, Coursaal og Krystalpalast, hvor der drikkes og danses tæt i en tung atmosfære af tobaksrøg. Wien har kun et enkelt af disse etablissementer. Det hedder Eldorado.

14-17-årige massagepiger

I 1896 står Avertissementsprostitutionen i fuld flor, efter at flere dagblade var begyndt at optage småannoncer:

»En ung, smuk Frue beder en gentil Herre om et Laan paa 10 Kr. at tilbagebetale efter Overenskomst«.

»6 unge Herrer ønske at stifte Bekendtskab med 6 unge Damer, reelle Hensigter forbeholdes«.

»Skulde to intelligente, ikke for unge Herrer have Lyst til at korrespondere med to unge Damer, der ere lidt kede af Tilværelsen, bedes de indlægge Billet mrkt ,1160’ paa Bladets Kontor«.

Udtrykkene »frisindet« og »intelligent« er kodeord med en betydning, som ifølge Ehlers »ikke findes opført i Molbechs Ordbog«. Massageprostitutionen er en underafdeling af annonceprostitutionen, og Ehlers refererer eksempler fra London og Paris, hvor »Klinikker for Hygiejnisk Massage« er regulære bordeller, hvor 14-17-årige piger betjener ældre, »velklædte og agtværdige« herrer.

Politi i ledtog med bordelejere

Midt i 1890’erne har man haft den reglementerede prostitution i mere end 20 år. Spørgsmålet er ifølge Ehlers, om det skal fortsætte. Det mener hovedparten af den danske lægestand ifølge Ehlers, at den skal. Selv hælder han til, at man nok burde tolerere en prostitution, som man kunne føre kontrol med, sådan som det var tanken med loven af 1874. Men »med de hjemlige Begivenheder for Øje« tvivler han på, at det er en god idé at lade politiet alene stå for kontrollen.

De begivenheder, Ehlers sigter til, er »Den Store Sædelighedsskandale« i 1895, hvor sædelighedspolitiets forhadte chef, politiinspektør H. F. Korn, skød sig i sit kælderkontor under domhuset på Nytorv. Rygterne løb, og pressen kastede sig over sagen, der også involverede Korns næstkommanderende, overbetjent P. Meyer. Politiets interne undersøgelse frifandt mistænkelig hurtigt Korn og Meyer, men pressen gravede videre trods politiets benspænd og trusler mod redaktørerne. Gradvist kom det for dagen, at Korn, Meyer og andre politifolk i »Sædeligheden« stod bag eller tolererede massiv korruption, afpresning, magtmisbrug og alfonseri i egne rækker, og at Korn havde modtaget betydelige pengesummer for at forsyne bordeller med »løsagtige« kvinder. Flere betjente idømtes lange fængselsstraffe. Overbetjent Meyer måtte tage sin afsked. Og Korn skød sig.

Virkningsløs lov ophæves

Ehlers havde således god grund til betænkeligheder ved at lade politiet stå for kontrollen.

Tankerne bag den reglementerede prostitution havde været pragmatisk: Prostitution kan ikke udryddes. Derfor er det bedst, at staten kontrollerer den og tvinger dens udøvere til regelmæssig lægekontrol. Problemet var blot, at statistikken modsagde dette argument. Det var slemt nok, at den reglementerede prostitution krænkede kvinders grundlovssikrede borgerrettigheder. Lige så slemt var det, at den havde korrumperet det politi, der skulle være garant for statens kontrol. Og nu viste tallene så, at det afgørende argument for loven af 1874 – at bremse udbredelsen af kønssygdomme – ikke holdt: Det var umuligt at få øje på en målbar nedgang i antallet af venerisk smittede.

I kølvandet på sædelighedsskandalen blev den reglementerede prostitution fra 1895 indskrænket, så kvinder ikke længere kunne tvinges til at tage ophold i et bordel. i 1901 ophævedes retten til overhovedet at drive et bordel, og omsider, i 1906, 32 år efter vedtagelsen, ophævede Rigsdagen endeligt den famøse lov.