DSAM: Selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker kan aflaste almen praksis

Skal sygeplejersker have mulighed for at ordinere antibiotika til lokalbehandling, bestille blodprøver og visse vaccinationer og anlægge sonder og katedre?

Det spørgsmål har været til debat, efter at regeringen har stillet et lovforslag om selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker.

I lovforslaget står, at sygeplejersken skal orientere patientens egen eller behandlende læge om ordinationer og behandlinger. Lægen kan så efterfølgende omgøre og indstille sygeplejerskens ordinationer og behandlinger, hvis lægen vurderer, at disse er uhensigtsmæssige, lyder det i lovforslaget.

DSAM bakker ellers lovforslaget op, dog med forbehold, fordi forslaget bør indhegnes.

Selskabet skriver i høringssvaret, at lovforslaget er en anelse uklart, i forhold til hvorvidt en praktiserende læge kan drages til ansvar for sygeplejerskers virksomhed. Også når sygeplejersken ikke er ansat i lægens egen praksis.

Formand Bolette Friderichsen siger, at lægerne ikke kan tage ansvar for noget, som sygeplejerskerne gør, og som de ikke har bedt dem om. Og hvis det bliver sådan, er lægerne i risiko for at drukne, mener hun.

»Det kommer til at tage en masse lægetid at gennemgå noget, sygeplejersker har sat i værk, og sætte det i sammenhæng med, hvad vi i øvrigt ved om patienten. Vi går ind for lovforslaget, hvis det bliver inden for nogle områder, som sygeplejerskerne selv kan magte, og som de er uddannet til og selv tager ansvar for«.

Men sygeplejersker er netop ikke uddannet til at stille indikation eller aflæse prøvesvar?

»Nej. Det skal ikke være en åben ladeport for, at de kan ordinere hvad som helst. Der vil formentlig komme forslag i en senere høring, hvor vi skal tage mere konkret stilling til, hvilke blodprøver de skal tage. De skal ikke have mulighed for at tage det hele, for så kan vi pludselig komme til at screene for meget«.

DSAM er desuden bekymret for, om de praktiserende læger får ansvar for, hvad kommunale sygeplejersker sætter i værk. Er en sygeplejerske ansat hos en praktiserende læge, er lægen driftsherre, men:

»Vi har ikke instruktionsbeføjelser over for de kommunale sygeplejersker, og det er ubehageligt at skulle tage ansvar for noget, man ikke har indflydelse på«.

De skriver i høringssvaret, at det er uklart, om en praktiserende læge kan holdes ansvarlig for en sygeplejerskes virksomhed i de tilfælde, hvor lægen ikke er driftsherre, ved ikke at reagere på den orientering, som sygeplejersken jf. lovudkastet skal sende.

»DSAM mener ikke, at en deling af ansvaret for en sygeplejerskes virksomhed uden for lægens egen praksis skal kunne ske ved at orientere den praktiserende læge. Det ansvar bør alene bæres af sygeplejersken og dennes (anden) driftsherre«, lyder det i høringssvaret.

Kan aflaste almen praksis

Når DSAM bakker lovforslaget op, skyldes det, at et selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker kan aflaste almen praksis i nogle tilfælde. Bolette Friderichsen forholder sig kun til primærsektor, understreger hun.

»Hvis sygeplejersker f.eks. gerne må tage en hæmoglobin A1C på de patienter, der har fået stillet diagnose, kan de selv lægge blodprøvetagningen ind, når det passer i deres arbejdsgang. Det kunne være en reel hjælp i mange dele af landet«.

Så er det vel også reelt lægen, der sætter det i værk, hvis I fortæller dem, hvilke prøver der er gode at tage?

»Ja, det er lægen, der stiller indikationen, men det er ikke lægen, der reelt bestiller den. Det er sygeplejersken. Og det er også hende, der tager veneblodprøven. Det hele inden for nogle rammer, som lægen stikker ud, så vi ikke får den situation, hvor de i bedste mening opsporer en masse ting, som ikke skal opspores«.

En bekymring i den forbindelse er, at der opstår overdiagnostik og overbehandling.

»Når det handler om diagnostik, skal vi være varsomme med at give dem en åben dør. Alene det at bestemme, hvornår man skal stikse urin, og især hvornår man ikke skal, kan give udfordringer. Svaret kan give forvirring«.

Desuden kan man finde en masse ral ved at tage blodprøver i vildskab, siger Bolette Friderichsen. Rædselsscenariet er, at patienterne hver tredje måned får prøver for at teste alle organer, bare fordi det er muligt.

»Det skal virksomhedsområdet ikke bruges til, og sygeplejersker skal ikke begynde at diagnosticere og udrede. Hvis der er nogle konkrete tilstande, vi gerne vil følge, kan vi godt lave en aftale omkring det, og jeg kan også se situationer, hvor sygeplejersker tager nyretal, hvis patienterne er sat i behandling med Xarelto, fordi de ved, at vi skal holde øje med nyrefunktionen. Det kunne måske godt smutte for sygehuslægen. Vi bruger i almen praksis krudt på et læse epikriser og tjekke, om der er bestilt blodprøver. Det ville være en hjælp, hvis sygeplejersker kunne det, og hvis det er aftalt med lægen«.

Hvis det alligevel skal aftales med lægen, hvilken forskel gør lovforslaget så konkret?

»At sygeplejerskerne selv kan bestemme, når blodprøve skal tages. De kan sætte det i værk uden at spørge os, og det har vi aftalt for specifikke tilstande. Det giver også god mening, at de må bruge håndkøbsmedicin. Jeg behøver ikke rodes ind i det, hvis de vurderer, at et sår har brug for chlorhexidin. Sygeplejerskerne har også bedre styr på Movicol eller Klyx til patienter, om det skal være 240 eller 120 ml. Det er spild af både min og sygeplejerskens tid, at jeg skal skrive det i FMK, når hun har bedre forstand på det. Og jeg slipper for at blive inddraget, hver gang en sygeplejerske vurderer, at der skal podes fra et sår. Vi vil gerne begrænse mængderne af støj, der ikke fremmer behandlingen, men bare er en masse rygge fri-snak«.

Lægeforeningen er mere kritisk. Læs interview med formand Camilla Rathcke her, hvor også STPS og Sundhedsministeriet forholder sig til spørgsmålet om ansvar.