Argumentet om den manglende evidens for telemedicin kan være en bekvem måde at undgå forandring på, siger forskere fra verdens største telemedicinske forskningscenter.
Tromsø – I det nordlige Norge, ca. 350 km. nord for polarcirklen, ligger verdens største center for forskning i telemedicin: Nasjonalt senter for e-helseforskning.
Her i midnatssolens, nordlysets og de store vidders land er det let at forstå telemedicinens tiltrækning. Læger her har patienter, der bruger hele og halve dage på at komme til konsultation – nogle gange med båd eller for den sags skyld fly.
Det gælder også en af byens praktiserende læger, danske Nils Kolstrup, som desuden er forsker på det lokale universitet samt det telemedicinske center. Her beskæftiger han sig primært med elektroniske løsninger til patienter med lettere psykiske diagnoser, men han bruger også teknikken i sin praksis.
"Jeg har en liste på 1.050 patienter og bruger videokonsultation med en række af dem, primært nogle, der bor langt væk. Man må se på, hvornår snakker du udelukkende med en patient, og hvornår gør du noget fysisk i en konsultation?", siger han.
"I hvert tilfælde i 10-20 pct. af konsultationerne rører jeg jo ikke ved patienterne, andet end at jeg giver dem et håndtryk. Og er der noget, vi skal have ordnet – revalidering, sygemelding, recepter, snakke om bivirkninger eller hele det vanskelige liv, som jo er en stor del af vores arbejde i øjeblikket – der behøver man ikke sidde over for en patient på et kontor".
Er det anderledes, end hvis du havde haft kontakten via e-mail eller telefon?
"Ja, du får hele den nonverbale del af samtalen med. Og du kan se deres hjem og kan orientere dig i, hvordan der ser ud. Det giver en enorm masse information om mange vigtige ting i den patients liv. Det giver dig et perspektiv på den patient, som du ikke ser, når de kommer nyvaskede og med fine smykker på og sætter sig foran dig i konsultationen".
Videokonsultationer kan ikke erstatte almindelige konsultationer. Overhovedet ikke. Men når det er forsvarligt at bruge videokonsultationer, behøver patienten ikke at komme til lægekontoret og sidde og vente på bare at snakke med lægen. Og du kan som læge få nogle tillægseffekter, som kan være spændende. Nils Kolstrup, praktiserende læge og forsker på Nasjonalt senter for e-helseforskning i Tromsø
Nils Kolstrup har en vis forståelse for den skepsis, der findes hos nogle af de danske læger, hvad angår evidensen.
"Der står jeg på videnskabeligt tynd grund. Det har vi egentlig ikke forsket ordentligt på for at være helt ærlig. Men i USA, som meget mere bruger videokonsultationer, end vi gør, er de kommet så langt, at de har lavet retningslinjer. Dem har jeg læst, og jeg synes, de er fornuftige. Det ligger bl.a. i dem, at du skal have en face-to-face med patienten først. Det tror jeg er enormt vigtigt, så du bliver "Nils, jeg kender fra konsultationen"", siger han.
"Videokonsultationer kan ikke erstatte almindelige konsultationer. Overhovedet ikke. Men når det er forsvarligt at bruge videokonsultationer, behøver patienten ikke at komme til lægekontoret og sidde og vente på bare at snakke med lægen. Og du kan som læge få nogle tillægseffekter, som kan være spændende".
Nils Kolstrups erfaringer flugter med den tankegang, som også udfordrer lægernes hang til evidens: at telemedicin ikke primært er beregnet på at forbedre patienternes behandling, men deres komfort. Tendensen ligger i tidsånden.
"Jeg tror, at patienterne i fremtiden vil have flere løsninger i hjemmet, og til når de er på farten. Du vil helst ikke ind i et hus, der hedder et sygehus, vel? Du vil have, at det skal komme til dig, være fleksibelt og at du kan vælge, hvornår du vil have noget med det at gøre", siger konstitueret centerleder Line Linstad.
"Det må helst ikke trænge for meget ind i dit daglige liv. Det er klart, at f.eks. KOL er en alvorlig sygdom, men som menneske er du jo mere end sygdommen. Jeg tror, at driveren i dette her er patienten i kombination med økonomi", siger hun.
Hun peger på, at der efterhånden er en del pilotprojekter – også større projekter – som har vist, at behandlingen i det mindste ikke bliver dårligere.
"Der findes en del evidens for, at kvaliteten bliver lige så god, og at patienterne er fornøjede. Men jeg tænker, at man får vel egentlig aldrig nok evidens. Og for at få evidens, når det gælder at spare eller ligefrem tjene penge, så er du afhængig af at få et stort volumen", siger hun.
Problemet er her at få pilotprojekterne ud i almen drift, og derfor holder forskerne i Tromsø et vågent øje med Danmark. Heroppefra ses Danmark som et foregangsland, fordi danskerne ikke nøjes med at udforske og afprøve, men faktisk sætter projekter i drift.
Selve implementeringen bliver det også interessant at følge, ikke mindst i det omfang, den vedrører læger.
"Læger, der argumenterer mod telemedicin med, at der ikke er dokumentation nok, kan have ret i det, men samtidig er det også et vældigt godt argument for ikke at ville ændre måden at gøre noget på", siger hun.
"Sundhedsvæsenet er en stiv struktur – ikke mindst på sygehusene".
Læs også: Telemedicin udfordrer begrebet evidens
