Efter tre spontane aborter: »Læger skal huske, at selv de små indgreb er store i patientens liv«

Hver gang læge Azadeh Houshmand-Øregaard blev skannet, kunne både hun og jordemoderen godt se, at barnet ikke ­voksede, som det skulle. Men der var hjerteblink, og ingen turde sige højt, at det nok ville ende med en abort. For den var jo ­levende derinde.

Uvisheden i flere uger var hård, især fordi hverdagen fortsatte, og Azadeh Houshmand-­Øregaard skulle leve og fungere, imens hun vidste, at der var noget, der ikke helt var, som det skulle være inde i maven.

»Jeg var i limbo. Der var stadig hjerteblink. Jeg mærkede hele tiden efter i min krop. Er kvalmen væk, er brystspændingerne væk, bløder jeg, er det gået til?«

I tre uger mødte Azadeh Houshmand-­Øregaard ind hos gynækologen hyppigt, og hver gang så det hele en lille smule mere uklart ud, indtil det tidligt i december 2020 stod klart, at fosteret var gået til i løbet af graviditetens første uger.

»Jeg blev delvist lettet, for nu var der i det mindste en afklaring. Men jeg blev også ked af det. Jeg græd, det var hårdt, og jeg tænkte også, at jeg var uheldig at opleve det for tredje gang, men samtidig ved jeg også som læge, at det kan man sagtens. Nogle aborterer jo otte gange og gennemgår langvarige forløb for at blive gravide. Jeg er heller ikke helt ung«, fortæller Azadeh Houshmand-­Øregaard fra sit spisebord i sit hjem i Hellerup og hviler armen på en Tripp Trapp-­barne­stol.

Der er børnebilleder på væggen, køjeseng på værelset, gyngestativ i haven. Tegnegrej i vindueskarmen og børnesko ved indgangen.

For Azadeh Houshmand-Øregaard har fået børn. Hele tre børn på ni, syv og tre år. Men hun har været gravid dobbelt så mange gange – tre gange blev det bare ikke til noget.

Og alle tre gange, én gang i 2017 og to gange i 2020, har hun set ulykkeligt til, imens læger og jordemødre har konkluderet, at livet i maven var forbi.

For selvom Azadeh Houshmand-Øregaard har tre børn, og hun har prøvet at abortere før, var det en sorg for hende at abortere igen tredje gang. Men hun følte ikke, at der var meget plads eller tid til at være ked af det, da hun fik beskeden om, at livet i maven var slut, eller da hun kort efter fik fjernet ­fostrene ved kirurgiske aborter.

Hun mener, at læger skal huske, at selv de mindste indgreb kan være kæmpestore i ­patientens liv. Og kommunikation og empati er altafgørende.

»Kig patienten i øjnene, forklar, hvad der skal ske. Det tager ét minut. Mød patienterne der, hvor de er«.

For Azadeh Houshmand-Øregaard op­levede selv, hvordan det er at være patient, når tiden i sundhedsvæsenet er knap.

Hvorfor er det vigtigt at tale om?

»Som en læge, der ikke længere sidder i klinikken og har været inde som patient, kan jeg mærke, hvor vigtigt det er at se hver ­eneste patient for den, de er, og se det, de gennemgår. Bevare det menneskelige og ikke blive for hård og rå. Operationsdagen er en vigtig dag for patienten, selvom det er hverdag for lægen«.

Sårbarhed

Azadeh Houshmand-Øregaard arbejder i dag med udvikling af produkter mod fedme i Novo Nordisks medicinske afdeling. Arbejdet er forskningstungt og fokuseret på data. Hun leverer hjernekraft og skal konstant være analyserende og forholde sig kritisk til data.

Men hun har også en anden side, som ikke kommer til udtryk i Novo Nordisk. Den side rummer noget følelsesmæssigt og ­blødere, og den får hun til dels udlevet ­igennem instagramprofilen Mælkevejen, en ­medicinsk profil, hvor hun deler evidens­baseret viden om amning, rådgiver sine ­omkring 10.000 følgere og gør op med amme­stuesnak og myter.

Hun har som eneste læge i Danmark ­certifikatet IBCLC, som står for International Board of Certified Lactation Consultants – et kvalitetsstempel, der viser, at hendes viden om amning er opdateret, og at hun vejleder evidensbaseret.

I Danmark er uddannelsen primært for­beholdt jordemødre og sundhedsplejersker, men i andre lande som f.eks. USA er der også mange læger, der har uddannelsen og certificeringen.

Azadeh Houshmand-Øregaard deler også personlige ammeoplevelser med egne børn på sin profil, og hun deler også sine tanker om sine aborter og behandling i sundhedsvæsenet.

»Jeg vil gerne vise, at selvom alt på overfladen ser godt ud, at man er læge, har tre børn, et godt job og en mand, der også er læge, så kan der være ting under overfladen, der ikke er perfekte. Jeg vil gerne åbne op og være ærlig. Jeg føler ikke, at det er tabu på den måde, at andre ser skævt til en, hvis man aborterer, men det er noget, man helst ikke snakker om. Sådan bør det ikke være. Vi skal turde at vise sårbarhed, både som ­mennesker og som læger«, mener hun.

Og det er også derfor, at hun siger ja tak til invitationen om at medvirke i et interview i Ugeskrift for Læger.

»Jeg synes, det er ekstremt vigtigt at vise sårbarhed. Det er først, når man viser sår­barhed over for sine kolleger, at man får opbygget tillid. I erhvervslivet snakker man om velfungerende teams, og sårbarhed og tillid er fundamentet for et godt team. Sårbarhed kan være mange ting, det er ikke, fordi vi alle skal græde på arbejdet. Det er også ­sårbarhed at erkende, at man ikke ved noget om et bestemt emne. Og bede om hjælp. Vi har som læger meget travlt med at vise alt det, vi kan, alt det, vi ved, og alt det, vi kan klare. Der er ikke plads til sårbarhed«.

Azadeh Houshmand-Øregaard synes ikke, at den opfattelse er fordrende for noget som helst.

»Det undrer mig, at vi lider så meget af tarzansyndrom, når man tænker på, at vi tit møder mennesker der, hvor de er allermest sårbare, når deres helbred er på spil. Det er, som om vi har lukket af for vores egen sårbarhed for at kunne rumme alle andres«, ­siger hun.

Bekymret for slimhinde

Azadeh Houshmand-Øregaard arbejder altså i dag langt fra klinikken, men hun har bl.a. en ph.d.-grad og en delvis introstilling i ­gynækologi og obstetrik bag sig og kan selv huske, at kirurgiske aborter er små, rutineprægede indgreb.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsens abortregister viser, at der i 2018 blev foretaget 3.215 kirurgiske og 10.724 medicinske aborter i Danmark. Sundhedsdatastyrelsen har ikke nyere tal, da de er ved at omlægge et register, skriver de i en mail til Ugeskrift for Læger.

Det tager omkring ti minutter og kan føles som det rene samlebåndsarbejde, siger ­Azadeh Houshmand-Øregaard.

Konsekvenserne af det oplevede hun på egen krop.

»Der var en vis bagatellisering. Det har jeg oplevet to ud af de tre gange. Det er business as usual, og lægerne skal videre i dagens program. Men sådan er det ikke for patienten. Det er en stor ting for mig. Jeg troede faktisk, at jeg var gravid. Lige fra skanningen viser, at der intet hjerteblink er, er der en sorg, som ikke altid bliver håndteret lige godt af personalet«.

Azadeh Houshmand-Øregaard ved, at jo flere kirurgiske aborter man får, des større sandsynlighed er der for, at man danner arvæv i livmoderen, som kan være et problem ved en evt. fremtidig graviditet.

Bl.a. derfor ville hun gerne have, at det var en erfaren, der udførte indgrebet. Ikke yngste mand. Det spurgte hun om, og det var i orden med afdelingen, fortæller ­Azadeh Houshmand-Øregaard.

Hurtig bedøvelse

Operationsdagen står klart i hukommelsen.

Da hun kommer ind på operationsstuen og hilser på den læge, der skal lave ind­grebet, går det meget stærkt. Hun når ikke engang af fange lægens navn. Lægen siger, at hun skal lave indgrebet, og at der er en anden læge med på stuen, der skal se med, og så bliver Azadeh Houshmand-Øregaard lagt i bedøvelse.

»Jeg når ikke engang at sige, at jeg har den her bekymring for min slimhinde. Jeg bliver lagt i bedøvelse med det samme. Jeg kan huske, at det sidste jeg tænker er, at jeg skal nå at sige noget, men lægen har allerede vendt sig væk igen og står ved computeren og snakker med den anden læge. Der var ­ingen tid til at snakke med hende. Det var en meget ubehagelig oplevelse«.

Når man er i fuld bedøvelse, overgiver man kontrollen over sin krop til nogle andre, siger Azadeh Houshmand-Øregaard.

»Jeg har selv stået i den anden ende og ­lavet de her procedurer på kvinder, og dengang var jeg måske heller ikke selv klar over, hvor stor en ting det er for patienten. Men for den person, der ligger på briksen, er det altså en stor ting. Man overgiver kontrollen og ved ikke, hvad der foregår, imens man er væk«.

Der er en anden, yngre læge med på stuen, som hverken hilser eller kigger ­Azadeh Houshmand-Øregaard i øjnene, ­husker hun. Han står bare ved sin computer. Den erfarne læge siger, at det er hende, der skal lave indgrebet, og at den anden læge er under uddannelse til gynækolog/obstetriker, men Azadeh Houshmand-Øregaard forstår ikke, hvorfor der er to læger på stuen, og hvorfor den yngre læge ikke hilser på hende.

»Jeg prøver at få øjenkontakt. Jeg forstår ikke, hvad hans rolle er. Det går meget stærkt. Det er mærkeligt, at han ikke kigger på mig.«

Hvem har opereret?

Da Azadeh Houshmand-Øregaard kom ud af bedøvelsen, var alt gået godt. Men hun ville gerne vide, hvorfor de var to på stuen. Det er ikke normalt at være to på stuen til så lille et indgreb, mener hun.

På operationsbeskrivelsen står så, at det er den yngre læge, der har lavet indgrebet, og ikke den erfarne.

»Det var grænseoverskridende for mig at vide, at han havde lavet indgrebet, men slet ikke havde hilst på mig. Hvis du skal lave et indgreb eller skære i en patient, så hilser du på patienten og præsenterer dig selv. Det er helt basal lægekunst. Så jeg blev faktisk ­rigtig sur og ked af det«.

Azadeh Houshmand-Øregaard prøvede at komme til at snakke med de to læger. Hun ville gerne høre, hvad der var sket, og ­hvorfor det var den yngre læge der stod på operationsbeskrivelsen, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi de var taget hjem.

Hun siger i dag, at det havde været i ­orden, hvis den yngre læge havde lavet indgrebet, og den erfarne havde superviseret – hvis bare hun havde fået det at vide fra ­starten. Læger skal også lære. Men at få at vide, at det var den erfarne læge, der skulle operere, for så at se den yngre læges navn som operatør på operationsbeskrivelsen, føltes som et slags tillidsbrud, og var grænseoverskridende for hende.

Mail midt om natten

Da Azadeh Houshmand-Øregaard kom hjem, gik hele oplevelsen hende på, og hun kunne ikke sove. Tankerne drønede rundt, og den allestedsnærværende følelse var, at lægerne ikke kunne være bekendt at love én ting og så gøre noget andet efter bedøvelsen.

Hun kunne ikke slippe tanken, og derfor skrev hun en mail til den ledende overlæge på afdelingen, da det var den eneste mail­adresse på en læge, hun kunne finde på afdelingens hjemmeside.

»Jeg var så frustreret og kunne ikke falde i søvn. Når jeg tænker på det nu, og hvis en anden fortalte historien til mig, ville jeg ­måske tænke, at det ikke er en stor ting. Men man forstår det ikke, før man har været i ­bedøvelse, og før man har prøvet at være i en anden persons hænder. Man har tillid og ­forventer, at tingene foregår, som man har fået at vide«.

Ugeskrift for Læger har læst mailen, som er sendt klokken 23.32 en aften i december 2020. Den beskriver forløbet, at Azadeh Houshmand-Øregaard havde bedt om at få en erfaren læge til at lave indgrebet, at ­lægerne ikke hilste på stuen, at hun ikke ­nåede at sige de ting, hun ville, før bedøvelsen satte ind, og ikke mindst forvirringen om hvem der egentlig var operatør.

Næste morgen blev Azadeh Houshmand-­Øregaard ringet op af begge de to ­læger på forskellige tidspunkter.

»De sagde begge to, at de havde fået ­mailen tilsendt fra den ledende overlæge. Så jeg tror, at den ledende overlæge havde ­taget det alvorligt. Vi fik snakket, og den yngre læge kunne godt forstå mig. Han sagde, at han også havde tænkt over, at han ikke kiggede på mig, men det var med vilje, fordi han ville signalere, at det ikke var ham, der var operatør – så det var ­meningen, jeg bare skulle ignorere ham. Han sagde, at det var en fejl, at han stod på operations­beskrivelsen. Det var ikke ham, der havde ­lavet det, han havde bare set på, og på et tidspunkt overtog han kortvarigt for at mærke, hvordan cervix er på en kvinde med tre vaginale fødsler bag sig«, siger Azadeh Houshmand-Øregaard.

Er det noget særligt, fordi det er en abort, eller ville det være det samme, hvis det var en blindtarm?

»Måske er det ekstra sårbart, da der også er et element af sorg. Og pga. bekymringen om komplikationer i livmoderen, som kan påvirke en fremtidig graviditet – men der er jo risiko for komplikationer ved alle indgreb. Forskellen er bare, at man som læge måske kender de komplikationer bedre. Måske er der det ekstra element, men ved alle indgreb er det vigtigt at se patienten i øjnene«.

Så det var ikke, fordi du var særligt følsom, fordi du havde fået besked om, at fosteret ikke levede?

»Jeg havde fået beskeden et par dage ­inden, så jeg var kommet mig over chokket. Men jeg kan ikke udelukke at jeg var særlig følsom. Men i enhver sygdomssituation, hvor man skal opereres, er man lidt sprød og bekymret for sit helbred. Jeg tror, det er sådan for alle. Og måske især på en gynækologisk afdeling«.

Travl afdeling

Azadeh Houshmand-Øregaard kan dog godt forstå, at det kan blive rutinepræget, hvis ­læger laver mange indgreb på en dag og ­måske lige misser at sige »hej«. Det er, hvad der sker på en travl afdeling, medgiver hun.

Men der var flere ting end bare et manglende »hej«, der generede hende ved for­løbet, og som gjorde, at hun kontaktede den ledende overlæge.

Måske havde lægerne en dårlig dag, og ­måske var det et enkeltstående tilfælde?

»Ja, og måske havde de travlt, men jeg har også oplevet bagatelliseringen i andre sammenhænge – f.eks. som pårørende til min mors sygdomsforløb med kræft. Og jeg følte, at det var et tillidsbrud, at de havde sagt én ting inden operationen, men gjort noget ­andet, mens jeg var i bedøvelse. Jeg havde brug for at få det ud. Den yngre læge, der ringede til mig, sagde, at han faktisk var glad for, at jeg havde skrevet, fordi læger får så lidt feedback på, hvad der er godt og skidt. Han ville tage mine ord med sig, og der var ingen sure miner. Jeg kunne komme videre«.

Hvad er det, du har set fra patientsiden, som er vigtig for andre læger at forstå?

»Vigtigheden af kommunikation. Vise ­patienten, at du ser dem og forstår dem og hører den bekymring, de sidder med, lige­gyldig hvor åndssvag du synes, den er. Hvis lægerne var kommet forbi min seng, da jeg vågnede op, for at hilse og havde brugt fem minutter, kunne jeg have spurgt til, hvorfor den yngre læge stod på operationsbeskrivelsen, og så var der hverken behov for mail ­eller frustration. Jeg ved udmærket godt, at det handler om mangel på tid og ressourcer i sundhedsvæsenet, men det går ud over ­patienten, der ikke føler sig set og hørt og forstået«.

Andre snakker om, at patienter bliver mere krævende, skal have mere info og selv kommer med facit til behandlingen. Kan du forstå, hvis lægerne bare prøver at passe deres arbejde?

»Jeg er enig i, at patienterne kan være for krævende, men jeg synes ikke, at jeg har dikteret min behandling. Jeg har bare bedt om information. Og det synes jeg altid, at patienterne er i deres fulde ret til at få, og de har ret til at kræve, at aftaler bliver overholdt – eller informeres, hvis aftaler ikke bliver overholdt. For i sidste ende er det deres krop«.

Information til læger

Ifølge Azadeh Houshmand-Øregaard vidste de to læger også godt, at hun var læge, og derfor havde det været rart med mere information.

»Jeg siger ikke, at læger skal have sær­behandling i sundhedsvæsenet, men man skal respektere, når patienten er læge og har større behov for information. Måske har jeg mere behov for at forstå og vide, hvad der er sket, imens jeg har været i bedøvelse, fordi jeg også har stået på den anden side på stuen«.

Og det handler ikke om, at du ikke er ­tilfreds med blot at blive set som patient i den situation, men også gerne vil understrege, at du er læge?

»Jeg vil gerne ses som menneske og ikke en ,case’ eller diagnose. Og måske er det ­kernen i det hele. Som læge har jeg oplevet, hvordan en patient kan blive reduceret til en diagnose og ikke bliver opfattet som en ­person«.

Du er ikke selv i klinikken i dag. Mener du alligevel, at du kan udtale dig om, hvordan ­læger skal agere i klinikken?

»Nej, det er jeg ikke, og det kan godt være provokerende, at jeg sidder her i mit hjemme­­kontor og udtaler mig uden at have føling med, hvor travlt der er i klinikken. Men jeg har været i klinikken, og jeg har en mand, der arbejder i klinikken til daglig. Jeg er udmærket klar over, at der er pres på. Jeg ved, at det kan være svært at være en god læge under de arbejdsforhold. Men jeg synes godt, jeg kan udtale mig, fordi jeg har erfaring og både har oplevet det på egen hånd og egen krop«.

Ugeskrift for Læger har valgt at anonymisere, hvilket hospital og hvilke læger der behandlede Azadeh Houshmand-Øregaard. Hun ønsker nemlig ikke at hænge nogen ud, og det er ikke hensigten med historien, siger hun. Det kunne være sket på et hvilket som helst hospital.

LÆS OGSÅ

Nyt forskningsprojekt undersøger årsager til tabte graviditeter

Læs mere på Azadeh Houshmand-Øregaards blog Mælkevejen