Fem år er lang tid i ethvert barns liv – men det er ekstra lang tid, hvis barnet har psykiske vanskeligheder, som ikke bliver udredt og behandlet. Ikke desto mindre er fem år den tid, det for mere end halvdelen af de udredte børn tager fra de voksnes første bekymring for barnet til udredningen i børne- og ungepsykiatrien. Og i den tid kan problemerne vokse sig større og give barnet en dårlig start på skolelivet og svære betingelser i ungdomslivet.
Men hvorfor går der så lang tid? Det har læge Anna Sofie Hansen fra Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri i Region Nordjylland sammen med kolleger undersøgt som en del af sin nyligt forsvarede ph.d.-afhandling »Pathways into child and adolescent psychiatry«, der blev forsvaret i slutningen af august.
»Over halvdelen af de børn og unge, der bliver udredt i psykiatrien, har haft psykiske vanskeligheder i mere end fem år, og jo yngre barnet er, jo længere tid er der som regel gået. De børn, der begynder at vise tegnene allerede i børnehavealderen, risikerer at gå i lang tid, inden de får hjælp. Det kan måske skyldes, at man som voksen omkring barnet tilskriver de tegn, barnet viser, som nogle udviklingstræk og som en del af barnets personlighed. Men det kan også skyldes, at der er de her hop og brud i omgivelserne – for eksempel skiftet fra børnehave til skole – hvor processen så at sige starter forfra«, siger Anna Sofie Hansen.
I undersøgelsen har hun og forskerkollegerne interviewet forældrene til eller de primære omsorgspersoner for 250 henviste børn, og det korte svar på, hvorfor der går så lang tid, er, at forældrene føler, at de står over for et meget kompliceret system og indimellem føler sig overhørt og negligeret. Anna Sofie Hansen uddyber:
»Helt overordnet har forældrene svært ved at gennemskue, hvordan systemet er indrettet, hvem de skal kontakte – hvilken dør, de skal gå ind af. Og så synes en del, at det er svært at henvende sig, fordi de kan være i tvivl om, hvorvidt deres barn har psykiske problemer, eller om der er tale om noget, der bare er en del af barnets udvikling. Og de har svært ved at finde viden om det: 60 procent af de familier, vi har talt med – og det er jo familier, der er blevet henvist til psykiatrien – siger, at de har haft svært ved at finde informationer om mulighed for at få hjælp og støtte. Og det tal, må vi tro, er endnu højere for de familier, som ikke kommer videre og aldrig når igennem til at få hjælp i psykiatrien«.
Selv de børn, der henvises med tegn på depression og angst, har også i gennemsnit udvist symptomer på psykisk mistrivsel i over tre år, konstateres det i undersøgelsen.
Tøven og afvisning
Mange forældre fortæller i undersøgelsen, at de har ventet med at søge hjælp, fordi det har været en overvindelse at se i øjnene, at de ikke selv kunne løse barnets problemer:
»Fyrre procent af forældre i undersøgelsen har tøvet med at søge hjælp, og det skyldes blandt andet, at det at søge professionel hjælp til sit barn kan give dem følelsen af, at de ikke selv har slået til. Nogle er bange for, at barnet bliver fjernet fra hjemmet, og mange er bange for, at omverdenen vil dømme dem som dårlige forældre. Det gælder især for forældre til børn, der senere får en ADHD-diagnose. Der er fortsat en følelse af stigmatisering«, konstaterer Anna Sofie Hansen.
»Desuden er det sådan, at familierne i forløbet op til henvisningen møder rigtig mange forskellige fagprofessionelle i forhold til barnets trivsel. Pædagoger, lærere, ofte flere lærere, PPR-psykologen, der måske går på barsel, så man skal starte forfra med en ny, samtidig med at mange parallelt måske også har en kommunal sag kørende.
Men der er også en del forældre, der føler, at de ikke bliver taget alvorligt af den fagprofessionelle. De har måske mødt en pædagog, en lærer, en PPR-psykolog eller/og psykiater, som de ikke føler har lyttet til dem. Det gælder faktisk 50 procent af de familier, vi har talt med. De har mødt fagprofessionelle, hvor de har følt sig negligeret, og hvor de har følt, at deres observationer som forældre ikke er blevet tillagt tilstrækkelig betydning og vægt. Her kan ingen af os i systemet sige os fri – her bærer vi alle et ansvar for at ændre på den oplevelse hos familierne«, siger Anna Sofie Hansen.
Svær opgave for praktiserende læger
Den praktiserende læge er den første speciallæge, familierne møder, og i undersøgelsen har familierne haft kontakt med deres læge inden for de sidste to år før henvisningen til psykiatrien. Men den praktiserende læge er på en svær opgave i forhold til at afdække omfanget og dybden af barnets psykiske vanskeligheder, siger Anna Sofie Hansen.
»Fire ud af fem af de familier, vi har mødt, har inden for de sidste to år op til henvisningen været i kontakt med deres praktiserende læge, men det er klart, at det her er en stor udfordring for de praktiserende læger. Dels har man som praktiserende læge begrænset tid til at kunne afdække, om barnet eller den unge har problemer, der skal handles på, og dels viser internationale undersøgelser, at de praktiserende læger mangler instrumenter, der er målrettet til at beskrive psykiatriske symptomer hos børn«.
Som en del af undersøgelsen har Anna Sofie Hansen og hendes kolleger set på, om et selvrapporterende diagnostisk interview (DAWBA) brugt som et tillæg til lægens henvisning påvirker visitering – og forskerne ser en tendens til, at det fører til færre afviste henvisninger, dog uden at det er statistisk signifikant.
På baggrund af det studie er hun og kollegerne nu i gang med forberedelserne til et nyt studie i Region Nordjylland, hvor de vil undersøge, om samme spørgeskema sammen med konsultativ sparring fra børne- og ungdomspsykiatrien kan være et hjælpsomt beslutningsstøtteværktøj for de praktiserende læger, når de skal afgøre, om et barn skal henvises.
Metoden med at sende patienter hjem og selvrapportere og skrive symptomer ned bruges i andre sammenhænge ved for eksempel hovedpinedagbog, søvndagbog etc.
Men for nuværende skal den praktiserende læge sørge for at bruge de faste undersøgelser til at sætte fokus på eventuelle psykiske vanskeligheder, siger Anna Sofie Hansen:
»Der vil altid være familier, man ikke kan få øje på, og hvis ikke familien ønsker hjælp, så er det svært for den praktiserende læge. Man kan bruge børneundersøgelserne til at komme ind på de her ting og få fortalt, at der er muligheder for at få hjælp«.
Ud af siloerne
Men det er ikke altid let at overskue hjælpemulighederne – heller ikke for den praktiserende læge, og det kan være svært at hjælpe forældrene med at navigere i »systemet«, fordi kommunikationsvejene mellem de forskellige instanser langtfra er optimale, påpeger Anna Sofie Hansen.
»Set fra forældrenes side kan hjælpemulighederne være svære at overskue, fordi næsten hver kommune har sit eget tilbud til familierne, men de fleste praktiserende læger ser patienter fra en enkelt kommune, og derfor kan de hjælpe familierne ved at have styr på de kommunale tilbud og ved at afdramatisere, hvad det vil sige at få hjælp fra kommunen. Mange familier ved for eksempel ikke, hvad PPR er for en størrelse, og hvilken hjælp man kan få der.
Men de praktiserende læger er også udfordret af, at de forskellige dele af systemet ikke taler sammen, og ofte er det familierne selv, der må bære viden om sagen videre mellem de forskellige instanser. Det er ikke de praktiserende lægers ansvar, men vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan skabe bedre kommunikationsveje. Jeg ved godt, at der gøres meget rundtomkring i kommunerne, men som det er nu, er det i de fleste kommuner meget begrænset, hvordan man som praktiserende læge kan kontakte PPR, og selv i kommunerne foregår indsatserne i høj grad opdelt«, siger hun.
Hvis børn med psykiske vanskeligheder skal hjælpes hurtigere, end det er tilfældet, skal der derfor skabes nye samarbejdsformer:
»Jeg tror, det vil være en god idé med et tættere samarbejde mellem børne- og ungdomspsykiatrien og de praktiserende læger. De praktiserende læger står i Region Nordjylland for over 50 procent af alle henvisninger, men det er en svær opgave, og der tror jeg, at muligheden for systematisk konsultativ sparring kan være en vej at gå«, siger Anna Sofie Hansen – og peger på, at alle fagprofessionelle aktører omkring børnene og familierne skal rykke sig.
»Vi skal allesammen ud af vores siloer – også os i børne- og ungdomspsykiatrien. Vi skal gøre os tilgængelige og dele viden, og vi skal vide, hvordan vi hver især arbejder. Vi skal målrette indsatserne i primærsektoren, så vi i højere grad sikrer, at vi bruger ressourcerne på evidensbaserede indsatser«.
Undersøgelsen, der er Anna Sofie Hansens ph.d.-afhandling, er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Child and Adolescent Psychiatry and Mental Healtth: https://capmh.biomedcentral.com/articles/10.1186/s13034-021-00357-7
Læs også: »I forhold til de her små børn er der tale om et systemsvigt«
