En ny tids læger

På Frederiksborg Slot finder man et lille gruppeportræt med titlen »Et Aftenselskab«. Det viser syv unge medicinstuderende og kandidater, som en forårsaften i 1836 var samlet i et værelse på Frederiks Hospitals kandidatgang. Hospitalet ligger i Bredgade i København i de bygninger, som i dag huser Design Museum Denmark. Billedets eneste lyskilde var en bowle med brændende punch.

Oprindeligt har billedet nok været lysere, men bag patina og fernis aner man et kranium i baggrunden. I spejlet på væggen skimter man en tjenestepige, der forskrækket stikker hovedet ind ad døren.

Kunstneren er Wilhelm Marstrand (1810-1873). Med sine 25 år var han jævnaldrende med de unge mænd på billedet, men var allerede en succesfuld kunstner, som kendte sit værd. Han var derfor ikke helt billig, men Emil Hornemann, på hvis værelse det hele foregik, var af velhavende professorfamilie og havde af egen lomme lagt ud til Marstrands forskud. Marstrand havde en strålende karriere foran sig, ligesom flere af de unge læger på billedet stod på spring til store karrierer.

Videnskabeligt ungdomsoprør

Vi tager Carl Johan Henrik Kayser (1811-1870) som den første. Kayser (siddende til højre med en lang pibe) var nemlig med til at grundlægge Ugeskrift for Læger i 1839, tre år efter puncheselskabet. Planen var at introducere den danske lægeverden for de nye videnskabelige strømninger, som de unge læger mødte under deres obligatoriske studierejser, og som især blomstrede i Paris. Man kan nemt forestille sig, at det er den slags tanker, selskabet diskuterede i skæret af den flammende punch.

De unge læger på billedet befandt sig i opposition til det medicinske establishment, som var repræsenteret ved Det Kongelige Medicinske Selskab, og Ugeskrift for Læger så sig selv som en udfordrer til det andet medicinske tidsskrift, Bibliothek for Læger, som var grundlagt i 1809 og for de unge læger repræsenterede en forældet medicinsk tænkning.

Kayser var som flere af sin generations læger optaget af det nye fænomen statistik som en mulig indgang til at videnskabeliggøre medicinen, og Kayser oversatte bl.a. en fransk bog, »Om Lovene for Statistikkens Anvendelse i Medicinen«. Tallene må have bidt ham, for senere kastede han sig over nationaløkonomi. Han forlod lægefaget og blev professor i statistik og nationaløkonomi, og da enevælden med grundloven i 1849 var slået ind på vejen til folkestyre, gik Kayser som mange andre ind i politik. I 1852 blev han indvalgt i Folketinget for det nationalliberale parti.

Medicinens elendighed

Kayser var ven med Carl Emil Fenger (1814 -1884), der ses som nummer to fra højre med ansigtet vendt mod os. De var også rejsekammerater under den flerårige studierejse, som åbnede deres øjne for de nye idéer, der rørte sig i medicinen. Ved siden af medicin- og kirurgistudierne beskæftigede Fenger sig også med naturvidenskaberne og indså, hvor langt medicinen stod tilbage. Da de i 1839 vendte hjem fra rejsen, var Kayser som nævnt medgrundlægger af Ugeskrift for Læger, og den 25-årige Fenger bidrog i Ugeskrift for Læger med en artikel om, at lægevidenskaben endnu manglede at frembringe en Galileo eller en Newton. Det skete i en artikel, hvor Fenger introducerede medicinsk statistik – han kaldte det »den numeriske metode« – for lægeverdenen. Fenger pegede på de kolossale fremskridt, som var sket inden for en række naturvidenskaber siden det 17. århundrede og skrev, at »Medicinen er nu det, som hine Videnskaber var for 100 Aar siden, en samling af usammenhængende Sætninger, hvoraf den største Deel i dag staar og i morgen kastes i Ovnen«.

De politiske omvæltninger fik Fenger til, ligesom Kayser, at kaste sig ind i politik. Allerede i 1849 blev han valgt ind i Folketinget – ligeledes for de nationalliberale. Her blev han en skarptsleben formand for finansudvalget, som ikke lod sig løbe om hjørner med. Sideløbende passede han en karriere som overlæge ved Frederiks Hospital, klinisk underviser og professor, aktiv i det lægevidenskabelige selskab Filiatrien med mere.

I 1856 blev han direktør for den nye Landbohøjskole. Tre gange var han finansminister, og han afsluttede sin karriere som medlem af Københavns Borgerrepræsentation samt finans- og hospitalsborgmester.

I øvrigt blev Fenger en afgørende støtte for Nielsine Nielsen, da hun i 1880’erne kæmpede for at få adgang til at tage studentereksamen for at studere medicin. Indtil da var kvinder udelukket fra uddannelse ud over grundskolen. Nielsine Nielsen blev Danmarks første kvindelige akademiker.

Hygiejniske og sociale reformer

Fenger var i 1853 med til at stifte Lægeforeningen til Koleraepidemiens Bekæmpelse. Det skete i tæt samarbejde med Emil Hornemann (1810-1890), som ses i halvprofil og med pibe i billedets centrum. Allerede fra 1841 kæmpede Hornemann indædt for at forbedre Københavns ubeskriveligt ringe hygiejniske forhold. I 1850 advarede han om, at byens svineri med åbne møddinger, drikkevand, der var forurenet af udsivende latrinindhold og manglende kloakker, ville føre til en epidemi af kolera. Advarslen blev ignoreret, og konsekvenserne viste sig i 1853, da en koleraepidemi slog næsten 5.000 af hovedstadens indbyggere ihjel. Hornemann blev drivkraften i opførelsen af Lægeforeningens Boliger (»Brumleby«) på Østerfælled, hvor arbejderne fra byens overbefolkede og sygdomsbefængte slum kunne flytte ud i landlige omgivelser med frisk luft, lys og rent vand. Fadæsen med koleraepidemien førte på lidt længere sigt til, at der omsider kom gang i diskussionen om at kloakere og gøre noget ved Københavns drikkevandsforsyning. Samtidig var det første skub givet til udsanering af byens værste slumgader.

Hornemann blev også Danmarks første arbejdsmediciner. Under et studieophold i England havde han set den grimme bagsiden af industrialiseringen, herunder det ødelæggende børnearbejde. Hjemme i Danmark tog han fat på at beskrive børnearbejdet i danske industrivirksomheder og gav dermed stødet til Danmarks første arbejdsmiljølov i 1878.

Modstridende patientsyn

Da Marstrand malede billedet, var Andreas Buntzen (yderst til venstre, i profil) endnu medicinstuderende. Men han havde en stor karriere foran sig: Ved siden af en flot karriere som overkirurg og klinisk professor gjorde Andreas Buntzen (1811-1880) sig især gældende som medgrundlægger og hovedredaktør af det lægevidenskabelige tidsskrift Hospitalstidende. Som lederskribent udkæmpede han en slags fejde med Carl Emil Fenger. Buntzen, som var i familie med litteraten J.L. Heiberg, var præget af den litterære kreds’ filosofiske anskuelser og kritiserede Fengers fokusering på tal og statistik. Ifølge Fenger var lægens dømmekraft og »det kliniske blik« stærkt overvurderet. Man skulle, groft sagt, på basis af statistik opstille generelle regler for patientbehandlingen. Imod den indstilling advarede Buntzen i Hospitalstidende mod at se den enkelte patient blot som et nummer i rækken, mens »individet forsvandt for Betragtningen«. De to betragtningsmåder er fortsat aktuelle i debatten.

Et gebis til H.C. Andersen

Lorents Bertelsen Bramsen (1808-1880) blev kirurgisk kandidat i dette forår. Han valgte dog at blive tandlæge og udmærkede sig bl.a. ved at forsyne H.C. Andersen med et gebis. H.C. Andersen skrev i sin dagbog for 5. februar 1864: »Var hos Bramsen for at få nye tænder«. Samme dag bemærkede digteren, at der var rygter om, at den danske forsvarslinje ved Dannevirke var gennembrudt, og at et skib var ankommet i København med sårede og døde. 3. marts 1864, mens kampene rasede ved Dybbøl, noterede H.C. Andersen i sin dagbog: »I dag fik jeg hjem i æske fra Bramsen mine nye tænder. En ny indskrivelse i de gamle mænds rolle og med mine ungdommelige følelser derfor latterlige personlighed«.

Der fandtes endnu ikke en tandlægeprofession i Danmark – tænder var et interesseområde for nogle få læger. Bramsens kolleger omtalte ham med det formentlig kærligt mente øgenavn »Tandbørsten«.

Længst til højre står kandidat Ole Strøm (1813-1871) og øser den brændende punch op til selskabet. Efter et par år på Frederiks Hospital rejste han til Ribe som praktiserende læge, men allerede to år senere fandt man Ole Strøm tilbage på Sjælland som praktiserende læge i Vordingborg. Efter nogle år der blev han udnævnt til distriktslæge.

Jacob Vilhelm Satterup (1804-1839) ses kun som en mørk silhuet i forgrunden, hvilket i uhyggelig grad er profetisk: Som kirurgisk kandidat var han kortvarigt kompagnikirurg hos det lauenborgske jægerkorps i Kiel, hvorefter han ville prøve lykken i »Ny-Holland« – dvs. Australien. Han nåede dog kun til Cape Town i Sydafrika, hvor han døde af sygdom, 35 år gammel.

Efterspil i Dresden

Et halvt år efter den hyggelige punchaften var Fenger og Kayser som nævnt på studierejse. I Dresden løb de på Marstrand, der brokkede sig over, at han kun havde fået halvdelen af sin betaling. Maleren spurgte, hvornår de havde tænkt sig at betale resten.

Det var som nævnt Hornemann, der lagde værelse til puncheselskabet, og det var ham, der betalte Wilhelm Marstrands forskud. Det er også Hornemann, der senere blev registreret som billedets ejer, så man må formode, at de øvrige deltagere aldrig betalte deres eventuelle andel af Marstrands honorar (eller også havde Hornemann bare selv ønsket at få gruppeportrættet lavet. Han kom fra en velaflagt professorfamilie og havde to år tidligere, i 1834, bestilt sit eget portræt hos Marstrand). Efter Hornemanns død i 1890 købte Frederiksborgmuseet i 1898 billedet af en kunsthandler i København.