Fakta og vurdering
»Stakkel« er lille perle. »Stakkel« er en smuk og ulækker, eventyrlig og fantastisk og velskrevet og letlæst, men kompleks bog af den norske forfatter og kunstner Mathias Faldbakken. Kunne jeg skrive som Faldbakken, ville jeg måske overveje at blive forfatter (men også kun måske, for at være læge er nu det bedste).
I »Stakkel« møder vi drengen Oskar, som egentlig er en ung mand, men som af de mennesker, han bor iblandt, kun bliver kalden Drengen. Han bor på Olav Blums gård. Man forstår, at historien foregår i moderne tid, men det, der foregår på gården, er gammeldags og ude af tid og sted. Og også lidt mystisk.
En dag på vej hjem fra arbejdet på den nærliggende slette ser Drengen et underligt, ubestemmeligt og ildelugtende menneskelignende væsen i skoven. Det er viklet ind i stinkende bandager, der er groet ind i huden. Oskar fanger dette væsen, og det viser sig at være en vild og underudviklet ung pige, muligvis mishandlet og helt sikkert understimuleret. Som historien skrider frem, får man glimtvist også oplysninger om, at Oskar selv har levet et liv, før han kom på Blums gård, hvor han også blev misrøgtet.
Historien skrider frem med lige dele eventyr, humor, groteskhed og poesi. Og for ikke at røbe for meget kan blot siges, at kærlighed, naturligvis, også er et bærende element.
De to unge kommer til Oslo, en by, som Faldbakken ironiserer dybt over. Han skriver bl.a.: »Der var dannelse og skarpsindighed blandt indbyggerne, det kunne man se i deres ansigter, men over alles øjne var strøget en kræmmeragtig fernis. En kronisk produktivitetsmodus. De uendelige aspirationers feber lå i luften«.
»Stakkel« er ikke en hyggebog, men en bog, der kun kan anbefales. Jeg vil se frem til flere bøger fra Faldbakkens pen.
