Lægen går hjem, men hospitalet følger med

Romanen skildrer en ung læges arbejde på en psykiatrisk afdeling. Hans søvnløse nattevagter kryber ind under huden på ham selv og på læseren. Hans arbejde flyder sammen med hans hverdag, hans forpligtelser fylder ham, og hans svære opgaver bliver til en sindsstemning.

En række situationer vil være kendt af enhver læge. De uophørlige afbrydelser fra vagttelefonen, opgaven at reducere et menneskes liv til et journalnotat, fremmedgørelsen ved at udføre ligsyn. Og under alle disse velkendte opgaver løber den grundlæggende angst. Angsten for sin egen utilstrækkelighed. Angsten for at begå fejl.

Den bundløse fortvivlelse, når angsten får konkret form og bliver til en beslutning med fatale konsekvenser.

Kun en kort besked i telefonen igangsætter den kaskade af begivenheder, der får blodet til at flyde ud på linoleumsgulvet og ned i risten i badeværelset. Beskrivelsen af den forpinte unge læge er hudløs, og den får nakkehårene til at rejse sig på enhver, der har tilbragt en nattevagt i angst og afmagt.

Allerede fra første linje drages paralleller mellem lægens egen situation og de patienter, han skal behandle. Indespærrede mellem de intethvide vægge og uden reel indflydelse på begivenhederne omkring dem. Distancerede og handlingslammede, mens venteværelser og sengestuer fyldes op. Lægen kan gå hjem, men hospitalet følger med.

Hans angst er rodfæstet i barndommen. Beskrivelsen af morens depression er knugende. Mekanisk udpeger hun en julegave i Matas-kataloget, pligtskyldigt køber sønnen den til hende, og støt og roligt hober de uåbnede parfumeflasker sig op på badeværelset. Kun hendes glæde ved blomster kaster farver ind i fortællingen. Hendes truende selvmord og sønnens behov for at beskytte hende kaster skygger langt ind i hans voksenliv og hans lægegerning.

Anders Meidahls billedsprog rammer plet. For eksempel når han beskriver, at patienterne på affektivt afsnit bevæger sig som figurer under vand. Fortællerens interesse for botanik løfter sig til regelret poesi, når han foreslår, at plantebetegnelser burde anvendes på mennesker: »Fladkravet personlighedsstruktur. Fjerfligede tvangshandlinger. Skruestillede ruminationer med rundtakket form«.

Romanen udstikker en række subplot, som desværre ikke bliver forløst. En kort kærlighedshistorie og en studiekammerats selvmord. En seksualitet, der ikke kan anerkendes af faren. Og dilemmaet om at behandle en kollegas hustru. Alle disse små dramaer forbliver ufortalte. Det er ærgerligt for læseoplevelsen, men det afspejler virkeligheden. Uforløst og uafsluttet. Og så antyder disse indlejrede fortællinger, at vi heldigvis kan vente flere romaner fra Anders Meidahls hånd.