Livets små stød

Derfor slog reklamen for Ane Riels første novellesamling straks an hos denne anmelder: »Her er alvor, eventyr, melankoli, galskab, poesi og humor – men selv bag det muntre lurer en ulykke: et tab, et svigt, en angst, en sorg«.

Fuld af forventning startede jeg læsningen. Den første fortælling »Appelsiner«, som også har givet inspiration til billedet på bogens omslag, rummer et næsten filmisk billede af en ulykke i slowmotion.

Vi er på en landevej et sted i Italien. En ældre par i en ladvogn fyldt med appelsiner er forulykket. Novellens fortæller befinder sig i en bus, der passerer ulykken i et andet spor. Han er midt i en åndfuld samtale med en medpassager, da han i ét nu ser de lysende appelsiner rulle af sted på vejen.

Samtidigt beskrives det døende par og deres endeligt, og der gisnes om, hvilke liv der så pludseligt afbrydes en tilfældig, smuk morgen. Meget bekvemt er medpassageren hjernekirurg fra Hillerød og kan på profetisk vis kommentere den ældre mands tilstand og forestående død, baseret på en stråle, der står op fra hans hullede kranium, mens manden stadig – angiveligt i chok – løber rundt for at samle sine appelsiner op. Hvor præcis min kæde hoppede af, er svært at sige. Men i hvert fald begyndte jeg en slags automatisk, ufrivillig faktatjekprocedure, som jeg tænker er en erhvervsskade.

Den slår ned ved læsning af værker, hvor forfattere uden tilstrækkelig research begiver sig ind på lægeligt område: hvor sandsynligt er det lige, at et menneske kan samle appelsiner op, mens der står en (blod?)stråle fra hans kranium? Især når dette menneske samtidig har en defekt i sit kranium så stor, at den kan iagttages fra en bus et stykke derfra? Og hvor sandsynligt er det, at en hjernekirurg bor i Hillerød og ville tage på bustur til Italien? Kort sagt, jeg tvivlede på, at dette ville føre et godt sted hen.

Når bogen alligevel får fire stjerner, skyldes det, at de følgende kapitler tydeligt kapper forbindelsen til det faktatjekbare og begiver sig over i et mere blomstrende og befriende vanvittigt univers. Som for eksempel novellen om assurandøren, der i al ubemærkethed afliver sin kleptomanhustru. Eller beskrivelsen af, hvordan Nørre Lemstrups Kvindelige Litteraturselskab nærmest uforvarende falder over selvhjælpsbogen »At flyve med drager«, der én for én bringer dem i stand til at svæve.

Min personlige favorit er »Knud-Arne Dreyers gådefulde liv«. Dette til trods for at handlingen igen bevæger sig ind på det lægelige felt, men som denne gang håndteres virtuost: Dreyer har pådraget sig en »insisterende hoste«, som han anser for dødelig, selv om hans (kvindelige) læge forgæves forsøger at overbevise ham om, at det »højst er en uskadelig virus«. Knud-Arne Dreyer, som er en excentrisk og egenrådig natur, har nemlig noteret sig at hans nabo, Berthelsen, havde præcis den samme hoste, og han er død.

Novellens øvrige elementer skal ikke røbes her, men de er på én gang groteske og alligevel ikke helt så usandsynlige, som de burde være i en verden, hvor Josef Fritzl i 24 år holdt sin datter som sexslave i kælderen.

Kort sagt, læs bogen, og bliv godt underholdt. Og sæt den indre lægefaktatjekker på pause ved læsningen af »Appelsiner«.