Endnu en model for finansieringen af lægers efteruddannelse er i spil

Fra 1. januar 2018 er det slut for de ansatte på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC), at tage på f.eks. kongresrejser på medicinal- og medikoindustriens regning.

Det siger centrets direktør Allan Flyvbjerg i Ugeskriftets julekalender i dag.

”Jeg ved godt, at det kan virke lidt provokerende på nogen…, men jeg håber jo, at det, vi nu lægger fra land med, kunne danne inspiration og måske også diskussion andre steder i sundhedsvæsenet”, siger han.

Det, der lægges fra land, er en ny politik, som for det første indebærer en årlig vurdering af hver ansattes behov for efter- og videreuddannelse.

Dernæst indebærer politikken, at der lægges afstand til industrien, hvad angår betaling af lægers efteruddannelse, typisk kurser og kongresser. SDCCs ansatte kan således ikke længere modtage invitationer fra f.eks. lægemiddelvirksomheder til den art af aktiviteter. Ligesom i ”slet ikke”.

”Udgifter til SDCC-ansattes deltagelse i EVU (efter- og videreuddannelse, red.) og andre kompetenceudviklingsaktiviteter finansieres således som udgangspunkt af SDCC-budgetmidler, herunder bl.a. midler indhentet fra fonde, uddannelsesmidler fra Region H, mm”, står der i de rammer, som er meldt ud til de ansatte.

Til næste år afsættes der ca. fire mio. kroner til efter- og videreuddannelse, oplyser Allan Flyvbjerg. Disse midler skal hver afdeling indregne i deres eget budget. SDCC har ca. 200 fuldtidsansatte.

I centerets interesse?

Endelig indebærer den nye politik, at alle andre aktiviteter, der ikke direkte er en jobfunktion, underkastes en vurdering af, om de er ”i SDCCs interesse”, som retningslinjerne formulerer det. Det kunne f.eks. være deltagelse i et advisory board eller undervisning.

Er svaret ”ja, dette arrangement er i SDCCs interesse”, så skal eventuelle honorarer, rejsepenge, udgifter til hotel osv. til den ansatte indbetales til SDCC, hvorefter SDCC afholder udgifterne efter gældende regler i Region Hovedstaden.

”Aktiviteten må ikke kompromittere det at arbejde, man som ansat udfører på SDCC, og der må ikke være den mindste tvivl om de ansattes habilitet”, siger Allan Flyvbjerg.

Modellen er tænkt som et kompromis, der fjerner industriens fra finansiering af lægers efteruddannelse, men fortsat gør det muligt for life-science industrien at dække rejse- og hoteludgifter i forbindelse med et formaliseret samarbejde med SDCC. Det kunne f.eks. være lægemiddelafprøvning eller en ansats deltagelse i et advisory board.

På den måde forsøger SDCC at skabe transparens i industriens finansiering af sådanne aktiviteter – det skal være til at se, præcis hvor industripengene lander.

Er svaret derimod ”nej, denne her aktivitet er ikke i SDCCs interesse”, så rubriceres den som bibeskæftigelse. Og her gælder det, at bl.a. lægens habilitet skal vurderes.

Som eksempel på, hvad f.eks. en læge eller forsker kunne takke ja til som bibeskæftigelse, siger Allan Flyvbjerg:

”Det kunne være, at en af vore forskere eller læger bliver inviteret til Tyskland på en søndag for at give et foredrag for et medicinalfirma. Hvis der ikke er noget habilitetsproblem i det, og det foregår uden for arbejdstiden, er det i orden”.

Hvad nu hvis det var en onsdag?

”Hvis samme aktivitet skete i løbet af ugen, hvor lægen formodes at levere arbejde her på SDCC, så kan han eller hun ikke tjene penge hjem til sig selv samtidig med den faste løn ved SDCC, og så vil en anmodning om aktiviteten blive afvist”.

Modelforskel

SDCCs initiativ kommer i slipstrømmen på den fornyede debat om lægers forhold til medicinal- og medikoindustrien, som Medicinrådet foranledigede, da det fastlagde sine egne habilitetsregler. P.t. siger de bl.a., at læger ikke må deltage i industrifinansieret efteruddannelse, mens de sidder i Medicinsrådets fagudvalg. Det har f.eks. i Region Hovedstaden betydet, at regionen selv finansierer disse lægers eventuelle kongresrejser og kursusaktiviteter.

I Region Syddanmark har debatten affødt en "rene hænder" politik, der helt fjerner industriens sponsorering, mens Region Midtjylland er kommet med forskellige udmeldinger og fortsat arbejder på at lande en varig politik.

Region Hovedstaden, som har det mest omfattende samarbejde med industrien af de fem regioner, har haft stærk fokus på, at dette samarbejde skal kunne fortsætte. Også her arbejdes der imidlertid på en ny politik.

"Vi arbejder overordnet på at lave en generel aftale", siger Region Hovedstadens HR-direktør Martin Magelund.

Kan SDCCs model få afsmittende virkning?

"Vi arbejder i en lidt anden retning. Og vi holder fast i, at vi insisterer på at vide noget mere, samt at det ikke er forkert at samarbejde med industrien, forudsat at lægernes troværdighed ikke bliver beklikket. Det skal være muligt at samarbejde med industrien, men det kan godt være, vi strammer op på, hvordan pengene kommer ind i systemet".

Martin Magelund understreger, at når selve samarbejdet er et givent grundvilkår, må man se på gennemskueligheden:

"Der vil altid være udveksling mellem private virksomheder og det offentlige, og så må vi gøre det så transparent og åbent som muligt".

Hvornår kommer jeres nye retningslinjer?

"Vi regner med at være færdige i januar".