»Er det nødvendigt at være røntgenlæge for at beskrive røntgenbilleder«?

»Prøv at se den her skulder«, speciallæge i ortopædkirurgi Henrik Erichsen peger på et røntgenbillede af en ledkapsel.

Jeg kniber øjnene sammen og læner mig ind over skrivebordet. Inden jeg når at opdage noget anderledes ved skulderen, fortsætter Henrik Erichsen imødekommende: »Der er slet ikke nogen afstand, kan du se – det er udtalt slidgigt«.

Han dikterer et notat til den henvisende praktiserende læge.

»Ledspalten er udslettet, og ledfladerne er skleroserede, så her vil patienten nok blive anbefalet at få lavet en ny skulder, men det er jo ikke mit arbejde at skulle anbefale noget. Jeg beskriver bare, hvad jeg ser«, siger Henrik Erichsen.

Efter en lang karriere, hvor operationer af især hofter og knæ har fyldt det meste, og hvor han i de sidste år af sin karriere var på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital, gik Henrik Erichsen i 2021 på pension. Men et halvt år inde i sit otium, kedede han sig og tog kontakt til Billeddiagnostisk Afdeling på Nordsjællands Hospital – det er her, vi er i dag. En uge senere var han ansat.

Fraktur eller ej?

Røntgenbilleder har Henrik Erichsen set mange af i sin karriere, men nu er det med en anden detaljegrad, han tilgår opgaven:

»I ortopædkirurgien går det meget hurtigere, og man ser kun efter f.eks. brud. Her skal jeg i min beskrivelse være mere detaljeret. Det skulle jeg lige ind i. Halshvirvelsøjlen krævede også lige et yderligere kursus, så nu kan jeg kigge på hele skelettet«.

Oplæringen tog ca. tre måneder. Herfra har Henrik Erichsen arbejdet selvstændigt og haft ansvaret for at beskrive en stor del af røntgenbillederne bestilt af almen praksis. Han arbejder tre dage om ugen.

Det var cheflæge Mette Marklund, som hurtigt slog til, da Henrik Erichsen henvendte sig. Mette Marklund havde nemlig i et stykke tid tænkt over, hvordan hun kunne få endnu flere kompetencer i spil på sin afdeling.

»Det har været en kæmpe succes og meget lærerigt for os. Henrik kommer med stor viden fra det ortopædkirurgiske speciale. Han kan fortælle os, hvordan vores beskrivelser bliver modtaget i den anden ende og komme med relevant feedback, så vi kan forfine dem. Samtidig er han superdygtig og effektiv til at beskrive knogler og aflaster virkelig den funktion hos os. Bordet er simpelthen ryddet«, siger hun.

Det er typisk slid- og leddegigt, ældre brud og følger efter skader, der kommer forbi Henrik Erichsens bord, men der er også maligne tilstande imellem. Det kan være en patient med smerter i bækkenet, hvor det viser sig, at knoglerne er fyldt med metastaser.

Kontrasten fra den hektiske akutmodtagelse på Hvidovre Hospital til det stille aflange kontor med to skriveborde og nøgne vægge gemt godt væk for enden af konferencelokalet kunne næsten ikke være større. Og jo, det er da »anderledes«, siger 79-årige Henrik Erichsen, men han er glad for arbejdet, og særligt passer det ham godt at slippe for nat- og weekendarbejde.

»Jeg har været læge siden 1972, så jeg har det fint med det her nu. Her er ikke noget stress. Det jeg ikke når i dag, når jeg i morgen. Jeg har typisk en uge, fra patienten er undersøgt, og til patienten kommer igen hos egen læge og skal have svar. Det kan jeg sagtens nå«.

Det er faktisk en underdrivelse.

Henrik Erichsen når typisk 150 beskrivelser pr. arbejdsdag, og så beskriver han indimellem for et andet hospital i Hovedstaden, når de har behov for det. Han er faktisk så effektiv, at cheflæge Mette Marklund er i dialog med flere andre hospitaler om, at Henrik Erichsen også skal beskrive nogle af deres billeder, så han kan fylde sin tid ud.

Cheflægen har også foreslået ham at blive kompetenceudviklet i CT af skelettet.

»Henrik er godt i gang, og beskriver allerede en del CT-skanninger, som to ortopædradiologiske overlæger ser igennem og retter, inden beskrivelserne bliver godkendt. Håbet er, at Henrik i løbet af nogle måneder kan skrive disse undersøgelser selvstændigt. Dertil kommer, at han også indimellem afholder den ortopædkirurgiske konference fra den radiologiske stol«, siger Mette Marklund.

Lungemediciner bidrager også

For nylig fik Henrik Erichsen endnu en kollega – nemlig lungemediciner Ida Steffensen.

Hun havde set cheflæge Mette Marklunds jobopslag, hvor der bl.a. stod:

»Er det nødvendigt at være røntgenlæge for at beskrive røntgenbilleder? Ikke altid. Med gode øjne, et kvikt hoved og grundig oplæring kan man faktisk blive en god hjælp i specialet. Derfor leder vi lige nu efter en lungemediciner eller en thoraxkirurg, der enten har fortrudt sin pensionering, har mod på en delestilling eller måske har lyst til at bruge resten af sit arbejdsliv på billeddiagnostik af lungerne og som omvendt kan lære sine røntgenkolleger et par kliniske fif«.

»Jeg så, at man søgte hjælp til thoraxradiologi. Da jeg er speciallæge i lungemedicin, tidligere har undervist i emnet og uddannet mig internationalt i dette, tænkte jeg, at det var noget for mig«, fortæller Ida Steffensen.

Hun var netop som 65-årig gået ned i tid på sit arbejde som overlæge på Medicinsk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital. Men timerne passede ikke helt med hendes planer, så det virkede oplagt også at kunne bruge sine kompetencer med thoraxrøntgen og mønstergenkendelse på Nordsjællands Hospital.

»Som ,gammel’ lungemediciner med en bred vifte af erfaring inden for de forskellige lungemedicinske funktioner, mener jeg, at jeg kan bidrage på Billeddiagnostisk Afdeling. Er der tegn på lungebetændelse eller lungehindebetændelse, er lungen faldet sammen, er der tegn på vand i lungevævet, er der tegn på ældre forandringer, eller er der noget, der tyder på cancer? Det er sådan noget, vi kigger efter som lungemedicinere, og vi afgør, om patienten skal have supplerende CT – og hvilken slags – eller om man kan gå direkte til behandling eller afslutte uden kontrol«, siger Ida Steffensen og fortsætter:

»Men det er klart, jeg skal have en kompetencejustering her, og det er jeg i fuld gang med. Det mener jeg aldrig, at man bliver for gammel til, og jeg håber også at kunne bidrage til yngre lægers uddannelse«.

Ida Steffensen har nu fordelt sin tid, så hun er to tredjedele af tiden på Herlev og Gentofte Hospital og en tredjedel på Nordsjællands Hospital.

Mere kan uddelegeres

Lidt længere nede ad gangen fra Henrik Erichsen og Ida Steffensens skriveborde, nærmere bestemt på cheflæge Mette Marklunds kontor, vil hun gerne have bredt samtalen ud, så det ikke bliver endnu en historie om mangel på radiologer.

»Vi har da rekrutteringsudfordringer, og det er da en væsentlig del af det, der startede denne proces. Men vi prøver kreativt at arbejde med, hvilke personer og faggrupper der kan løse forskellige opgaver. Det har været en spændende erkendelse af, at man kan gøre ting på nye måder, så selvom vi havde nok radiologer, er jeg sikker på, jeg stadig ville arbejde på denne måde, for det giver nogle nye perspektiver og et helt særligt engagement hos de personer, der får de her opgaver«, siger Mette Marklund.

Ifølge hende skal man ikke være så nervøs for at løse opgaver på en ny måde eller med andre fagligheder. I hendes afdeling er der også ansat to personer med autisme, beskrivende radiografer, radiografer, der laver ultralydskanninger, udenlandske læger, der afventer autorisation, foruden Henrik Erichsen og Ida Steffensen.

»Vi råber gerne højt om denne måde at løse arbejdet på, for i vores øjne er det ikke en nødløsning. Det gør helt sikkert noget positivt ved vores arbejde, at vi – indefra – får indblik i kliniske forhold«, fortæller Mette Marklund og fortsætter:

»Henrik og Ida løser hver deres bid af en radiologs arbejde. Det er en stor fordel, for så kan vores radiologer lave den del af arbejdet, som er endnu mere specialiseret, og som de hellere vil lave. Jeg synes, man i højere grad skal se arbejdet på en afdeling som et puslespil af opgaver. Forskellige mennesker med forskellige kompetencer kan løse forskellige dele af puslespillet til stor tilfredshed. På den måde bliver der også plads til, at flere kan komme ind og løse sundhedsopgaver, for de behøver ikke matche det hele. Til gengæld får folk lov til at passe de funktioner, de glade for«.

Mette Marklund peger på specialer som gastro- og lungemedicin, thorax- og lungekirurgi samt reumatologi som oplagte områder at få ombord på en radiologisk afdeling.

»Specialerne overlapper jo, og jeg tror, man kan indrette sig smartere, end vi traditionelt har organiseret os. For mig er det ikke vigtigt, om man er speciallæge eller ufaglært, så længe man har talentet til at løse en konkret opgave på lige så højt niveau som bedste specialiststandard. Det er jo det, vores autorisation også giver mulighed for«, siger Marklund.

»Jeg oplever, at mange ser deres autorisation som noget, der giver dem hævd på et område og glemmer, at de også har retten til at uddelegere de fleste af deres arbejdsområder til andre. Jeg mener, vi har en forpligtelse til at udvide skaren af personer, der kan bidrage«.

Smart i dag – udstillet i morgen

Bag ved Mette Marklund tårner et stort billede op af en amerikansk spøgelsesby med teksten »Come inside and see the way it used to be«.

Billedet har hun selv taget på en rejse i USA.

»Hvad er det for et billede?«

Mette Marklund retter sig begejstret op i stolen:

»Det er et billede af en by, der var ekstremt velfungerende og moderne på sin tid. Fra den ene dag til den anden flyttede alle folk, fordi de nærliggende miner løb tør for sølv. Da jeg i forbindelse med en ferie besøgte den nu udstillede by, var vi herhjemme i fuld gang med at planlægge byggeriet af et nyt hospital. Vi holdt en masse møder, og på Roskilde Sygehus så jeg en udstilling af ,meget gammelt lægeudstyr’ – i den ene glasmontre lå der altså udstyr, jeg selv har brugt i mit arbejde for få år siden.

For mig blev denne by og dette billede en god påmindelse om, at det, vi tænker, lige nu er toppen af poppen – det kan være et moderne sygehus eller vores opgaveløsning – det er uddateret lige om lidt. Vi skal være åbne over for nye måder at arbejde på, for det, du gør i dag, ligger måske i en montre i morgen. Udviklingen går så stærkt. Det minder det billede mig om hver dag«.

Gynækolog på røngtenafdelingen i Aabenraa

Mette Marklund taler gerne højt om sin måde at løse opgaverne på, og hun kender kun et andet sted, hvor man på samme måde har ansat en anden type speciallæge.

Det er på afdeling Røntgen og Skanning på Sygehus Sønderjylland, hvor man har en gynækolog ansat.

Historien bag er, at man på afdelingen i flere år har rekrutteret græske radiologer for at løse udfordringen med den store mangel på radiologer i Danmark. En af dem havde sin kone med. Hun var uddannet gynækolog, men kompetencerne fra Grækenland matchede ikke umiddelbart dem, man manglede på gynækologisk afdeling.

Til gengæld passede evnerne i høj grad ind på cheflæge Henrik Skjellerup Struckmanns radiologiske afdeling:

»Hun havde lavet ultralyd i gynækologien, og hun havde også erfaring med kirurgi og biopsier, så vi oplærte hende via et målrettet program. I dag er hun ansat som overlæge på afdelingen og varetager på højtspecialiseret niveau alle vores ultralydopgaver både med kontrast og specialundersøgelser. Så ansættelsen gav på alle mulige måder mening for os som afdeling«, fortæller Henrik Skjellerup Struckmann.

Han har dog i modsætning til Mette Marklund i Nordsjælland ikke tænkt sig at lede aktivt efter læger med andre specialer.

Det skyldes primært, at hans afdeling er mindre og desuden spredt på tre matrikler – Sønderborg, Aabenraa og Tønder – og derfor kræver flere generalistkompetencer, hvor man på Nordsjællands Hospital i højere grad kan subspecialisere sig:

»Vi er nødt til at have nogle ,brede’ radiologer. Vi har en vagtforpligtelse, og vi har to store matrikler, Aabenraa og Sønderborg, der skal dækkes. Men jeg synes da, det er et interessant perspektiv, Mette har. Hvis man har en speciallæge inden for noget, der kunne bruges i radiologien, er det jo oplagt, for det giver jo en helt anden forståelse for det samarbejde, vi har med vores klinikere. Forholdene hos os er bare ikke til at gå meget mere ad den vej, men jeg kan sagtens se det for mig på større hospitaler«, siger Henrik Skjellerup Struckmann og fortsætter:

»Ansættelsen af vores gynækolog har været en solstrålehistorie og en rigtig god løsning, som vi ikke ville have været foruden«.