Er speciallægeloftet »dødsstødet« til forskning, seniorordning og barselsvikar?

Hun kan sådan set godt forstå baggrunden for, hvorfor speciallægeloftet skal være der, men hun mener ikke, at rammen og betingelserne er skruet hensigtsmæssigt sammen.

Annemette Lykkebo er cheflæge på Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på OUH, og hun støder ind i de udfordringer, loftet giver stort set hele tiden.

»Jeg tror ikke helt, man gør sig klart, hvad det egentlig har af betydning for os, for der er nogle uhensigtsmæssigheder i måden, det bliver håndhævet på«, siger hun og kommer med flere eksempler, som alle kredser om det grundlæggende problem: at der ikke tælles i årsværk, men i hoveder.

For det giver udfordringer for Annemette Lykkebo.

Som når en speciallæge går på barsel, og der ikke kan ansættes en vikar, fordi lægen på barsel stadig tæller med i den samlede normering. Dem har afdelingen to af netop nu.

På afdelingen deltager 29 speciallæger i vagten. Dagligt er tre læger på vagt og tre på vej hjem fra vagt.

»Derfor betyder det meget for vagthyppigheden, at vi skal undvære to kollegaer, der er på barsel, og som normalt deltager i et vagtberedskab. Det er klart, at det bliver et problem også i forhold til at sikre et fortsat godt arbejdsmiljø for de tilbageværende, når vi ikke kan ansætte en barselsvikar. Da der hverken bliver færre gravide eller færre patienter, betyder det, at de tilbageværende må løbe hurtigere«, fortæller Annemette Lykkebo.

I alt er der 60 speciallæger på hendes afdeling; 25 af dem er på fuldtid; 15 har delt ansættelse mellem klinik og universitet eller andet sygehus. Den kliniske tid er samlet set 56% svarende til otte speciallæger.

En læge er f.eks. ansat 20% på afdelingen og resten af tiden på et andet sygehus.

»Hun tæller som én person begge steder«, konstaterer Annemette Lykkebo og tilføjer:

»Hvis du har læger, der er på nedsat tid, enten fordi de laver forskning, eller fordi de af andre årsager har et ønske om at være på nedsat tid, så tæller de også som én person, fordi man tæller hoveder og ikke årsværk. Det, synes jeg, er et problem«.

Senioraftaler

Annemette Lykkebo fortæller også, at man på OUH indtil nu har haft mulighed for at lave individuelle senioraftaler med de ældre kollegaer med særlige kompetencer i klinikken, som ønskede at gå ned i tid. I hendes afdeling har hun 18 speciallæger på nedsat tid, herunder seniorordning. De arbejder mellem 18,5 og 30 timer om ugen.

»Vi har i mange år prioriteret at fastholde vores ældre kollegaer sådan her, men uanset timeantal tæller de også som én normering. Det betyder jo, at det bliver rigtig vanskeligt for mig, når en medarbejder kommer og beder mig om en seniorordning eller at gå ned i tid, fordi jeg ikke kan erstatte den kollega med en anden kollega. Det er smadderærgerligt, for alle har haft god glæde af, at vi har kunnet fastholde nogle af de erfarne kollegaer på den her måde«.

Har du konkret tænkt, at du bliver nødt til at vælge dem, der kan være 100% i klinikken?

»Det bliver jeg jo tvunget til fremadrettet at gøre. Det er ikke noget, jeg har praktiseret i de år, jeg i øvrigt har været cheflæge, men det er jo de omstændigheder, der er lige nu, som gør, at man bliver nødt til at tænke sådan og tage de hensyn«.

Når bemandingen bliver presset pga. speciallægeloftet, er det typisk ambulatoriearbejdet, der kommer til at halte, fortæller hun.

»Vi kan ikke justere på det akutte, så det er kun vores ambulatorieaktivitet, der kan nedjusteres. Men samtidig er vi også underlagt udredning- og behandlingsgaranti. Jeg tror, alle cheflæger, som er berørt af speciallægeloftet, sidder og bokser med det her lige nu. Der er nogle krav og garantier, som politikerne beder os om at leve op til. Det synes de fleste af os sådan set også er rimeligt nok, og det vil vi gerne gøre, men det bliver også bare svært, når vi pludselig skal være færre til at løse den samlede opgave. Lige inden for gyn/obs oplever vi også et stigende fødselstal, og det presser os også yderligere«.

Politisk er det blevet besluttet at øge aktiviteten inden for fertilitetsbehandling, og der følger nationale midler med.

»Fordi vi er underlagt speciallægeloftet, men skal øge på det område, så skal sygehusets øvrige afdelinger bøde, fordi der så er andre steder, man skal skære i speciallægestillinger. Det synes jeg er urimeligt«, siger Annemette Lykkebo.

Hvad kunne du tænke dig var anderledes?

»Det her med barselsorlov! Jeg kan slet ikke forstå, at det forholder sig sådan, at medarbejdere på barselsorlov skal tælle, for det betyder jo, at vi ikke kan ansætte en vikar. Så synes jeg også, det er rigtig svært, at de medarbejdere, der arbejder på deltid, f.eks. fordi de arbejder på to matrikler, tæller 100% med begge steder. Og så er jeg rigtig ærgerlig over, at det bliver svært fremadrettet at imødekomme ønsket om at gå på seniorordning eller nedsat tid, f.eks. på grund af familiære forhold. Jeg kunne godt tænke mig, at man i højere grad tog nogle af de her læger ud af ligningen og så i stedet kiggede på antal samlede kliniske årsværk«.

Det er vigtigt for Annemette Lykkebo at understrege, at hun har forståelse for, at der skal gøres noget for, at der kommer flere speciallæger på de mindre sygehuse. Men:

»Det er ikke uproblematisk for de sygehuse, der er underlagt det her. Den regulering, der på nuværende tidspunkt lægger et pres, der udfordrer arbejdsmiljøet og trivslen«.

Spareplaner og speciallægeloft samtidig

Et andet sted på OUH på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling oplever afdelingslæge Winnie Charlotte Mortensen også, at speciallægeloftet påvirker arbejdsmiljøet. Hun har været på afdelingen i tre år og har oplevet, at der særligt i de seneste 1,5-2 år er blevet meget travlt.

De ansatte på OUH fik i november besked om, at der skal nedlægges 250 stillinger – fire på Winnie Charlotte Mortensens afdeling – begrundelsen var primært dårligt økonomi, men også et faldende aktivitetsniveau. 
At der skulle være et faldende aktivitetsniveau overrasker hende:

»Det er vi mange, der er meget uforstående over for. Vi føler, vi løber stærkere. Der er dage, hvor jeg knap nok har tid til at gå på toilettet. Måske er det rigtigt, at vi har færre patienter, men de patienter, vi har, er superkomplekse. De tager mere tid og kræver, at vi er her noget mere, end det gør på de mindre sygehuse. Patienterne får flere og flere komorbiditeter, og det er de mest syge og komplekse, der sendes til universitetshospitalerne«.

Hun har svært ved at se, hvordan det skal hænge sammen, særligt i forhold til bemanding af vagten. På en typisk vagt møder Winnie Charlotte Mortensen ind kl. 15. Fra kl. 18 begynder det akutte at tage over. Kl. 18-23 er der ret travlt på operationsgangen, siger hun.

»Nogle gange er der også operationsaktivitet det meste af natten, og det kan godt være rigtig dårlige patienter, som jeg nogle gange må løbe fra, hvis der kommer traumekald eller grad 1-kejsersnit, hvor bagvagten også skal være til stede«, forklarer hun og fortsætter:

»Som speciallæge dækker jeg hele anæstesien undtagen thorax-anæstesi, neuro-anæstesi og intensiv, jeg har en HU-læge som forvagt, og der er en bagvagt mere indtil kl. 22.30. Det er nogle dage lige til øllet. OUH er en stor matrikel, hvor man er meget langt fra hinanden. Hvis jeg f.eks. skal over til den bygning, hvor de laver kejsersnit, skal jeg løbe, og det tager mig godt fem minutter afhængigt af, hvor hurtigt jeg skal løbe og hvorfra. Så hos os står forvagterne, også på grund af de fysiske rammer, ret alene, hvis der sker noget«.

Dødsstødet til forskning

På grund af både spareplaner og speciallægeloft er der ikke udsigt til aflastning af Winnie Charlotte Mortensen og hendes kollegaer, for de må ikke slå nye stillinger op. Hun forudser, at det går ud over uddannelsen af de yngre læger.

»Vi er på hele tiden, når vi er på arbejde, og det betyder noget i forhold til overskuddet til at give uddannelse videre. Det, synes jeg, er en ærgerlig tendens. Vores arbejdsmiljø kommer til at blive presset på det her, og vi får udbrændte læger, for vi har ikke det overskud, der skal til for lige at tage et åndehul. Det er der simpelthen ikke tid til, som det er nu«.

Hun peger ligesom Annemette Lykkebo på, at deltidsstillinger og forskning kommer til at blive særligt ramt af speciallægeloftet.

»Som jeg ser det, kommer nyansatte ikke til at blive ansat på deltid. De bliver ikke frikøbt til forskning, for hvis man f.eks. er 20% væk til forskning, så mangler man i klinikken i den tid. Det dur ikke. Speciallægeloftet er dødsstødet til deltid og frikøb til at lave andre ting«.

Med de bebudede spareplaner oveni er bekymringerne hos medarbejderne efterhånden synlige, fornemmer Winnie Charlotte Mortensen..

»Der er en sitrende fornemmelse i hele organisationen af, at folk er bange for at miste deres arbejde. De HU-læger, som er tæt på at blive speciallæger, er bange for, at der ikke er en stilling til dem, når de bliver færdige. Når vi holder øje med stillinger, så er der jo ingen stillinger ude i landet heller«.

»Jeg ved godt, de siger, at der er mange, der går på pension, og der er naturlig afgang, så derfor skal der som sådan ikke være fyringer. Men vi ved alle sammen godt, at det er sket to gange på Rigshospitalet, og det kommer til at ske på OUH også. Og dem, de kommer først efter, er dem, som har deltid, det er dem, som har frikøb til noget som helst andet end klinik, da man fra regionernes side har besluttet, at en læge er en læge og tæller som ét hoved, uanset om man er på fuldtid eller deltid. Hvis man nu talte årsværk, så kunne der være et incitament for afdelingen til at beholde/ansætte dem, der enten er forskningsaktive, aktive i det præhospitale eller af anden årsag er på deltid«.

Speciallægeloftet i sin nuværende form blev aftalt og indført i forbindelse med den politiske »forårsaftale« i maj 2025 om implementering af sundhedsreformen. Det er planen, at regeringen og Danske Regioner følger op og drøfter de aftalte lofter her til foråret.

Arbejder 10%, men tæller 100%

Forskningsaktiviteten er presset på de store hospitaler på grund af speciallægeloftet, fortæller formand for professorsammenslutningen på Rigshospitalet.

Susanne Dam Poulsen har allerede oplevet, at speciallægeloftet har spændt ben for kommende forskningsaktiviteter.

Hun er professor i infektionsmedicin på Afdeling for Infektionssygdomme, Hjertecentret og Københavns Universitet og formand for professorsammenslutningen på Rigshospitalet.

»Jeg tror, alle er enige om, at der bliver nødt til at være en anden fordeling af speciallæger. Det er på ingen måde det, vi anfægter. Problemet er måden, speciallægeloftet bliver rullet ud på. Den påvirker muligheden for at drive forskning, særligt fordi man tæller speciallægehoveder og ikke årsværk«, siger hun og lægger sig dermed i koret af kritikere af den måde, man har valgt at opgøre speciallæger i forhold til loftet.

Fra Region Hovedstaden lyder begrundelsen således:

»Loftet skal få lægerne til at søge mod de sygehuse, hvor det i dag er svært at rekruttere, og skal skabe større geografisk lighed i adgangen til sundhedstilbud på tværs af landet. Derfor er fokus på antallet af speciallæger«.

Susanne Dam Poulsen arbejder selv halvdelen af tiden i klinikken og er lige kommet ud af levertransplantationsambulatoriet, hvor hun i samarbejde med mave-tarm-kirurgerne ser patienter med infektioner. 
»Jeg har en god kollega, som er ansat i en 10%-stilling. Hun har tidligere drevet en højtspecialiserede funktion, men nærmer sig pensionsalderen, så hun varetager nu et ambulatorie én dag hver anden uge. Men hun tæller 100% i normeringen«, eksemplificerer hun.

»Det betyder jo bare, at hver gang en cheflæge har en dygtig forsker, som enten gerne vil være lektor med fokus på forskning eller professor, så er cheflægen nødt til at få sine fuldtidsansatte klinikere til at løbe hurtigere, eller også – og det ser vi desværre allerede eksempler på – må cheflægen sige, at vi ikke kan have flere forskere i afdelingen, fordi det koster på, hvor mange læger vi har i klinikken«.

Susanne Dam Poulsen mener, at det er en fejl at se forskning og klinik som to helt adskilte størrelser. Hun peger på, at forskernes arbejde direkte påvirker patientbehandlingen:

»For bare at tage et eksempel, så inden for mit eget lille speciale var det forskere her fra Rigshospitalet, som for nogle år siden var med til at påvise, at alle hiv-smittede skulle have hiv-behandling med det samme frem for at vente til de blev immundefekte. Hidtil havde vi afventet, fordi vi var bekymrede for, at patienterne skulle få resistens eller bivirkninger«, siger hun og fortsætter:

»Der blev så lavet et meget stort studie drevet fra Danmark, der viste, at der var en overlevelsesfordel ved, at alle skulle have behandling med det samme. En procedure man nu har indført i hele verdenen. Det har været med til at redde millioner af liv, og senere har vi også fundet ud af, at hvis man har velbehandlet hiv, så smitter man ikke andre. Så det, at vi behandler alle, gør også, at meget færre bliver smittet. Det er jo supervigtigt og kommer rigtig mange patienter til gode«.

Susanne Dam Poulsen peger på, at forskerne har mange vigtige funktioner ud over at drive den sundhedsvidenskabelige forskning. Såsom at bedømme resultater af forskning udført i andre lande og vurdere, hvad der giver mening at implementere i klinikken i Danmark, når der er evidens for at ændre i behandlingen.

»Vi har en bekymring for fødekæden, der skal sikre de kommende generation af forskere, hvis man på grund af speciallægeloft må nedprioritere forskningen. Hvem skal så drive og implementere forskning, innovation og undervisning om tyve år, hvis det på nuværende tidspunkt bliver umuligt at få en karrierevej inden for lægevidenskab, hvor forskning er en del af det? For det er jo professorer og lektorer, der står for undervisningen af studerende og supervision af ph.d.-studerende«, advarer hun.

»Vi har helt klart en bekymring om, at det bliver sværere at vedligeholde og sikre den karrierevej, hvor man har forskning eller undervisning som en del af sit daglige arbejde«.

Kan forskningen ikke bare rykke ud til de mindre sygehuse?

»Jeg er helt sikker på, at noget forskning kommer til at flytte ud til de mindre sygehuse, hvis det er der, hvor mulighederne er. Der er også lagt op til, at vi i højere grad skal samarbejde på tværs af de hospitaler, der kommer til at ligge i det nye Region Østdanmark, og det byder vi helt klart velkomment. Men omvendt må vi også sige, at et forskningsmiljø ikke er noget, der kommer fra den ene dag til den anden; det er noget, man bygger op over rigtig mange år. Så man skal passe på de forskningsmiljøer, der er. Jeg tror også, at man får lettere ved at bygge noget op på steder, hvor der ikke allerede er noget, ved at have samarbejder med etablerede miljøer, men det kræver så, at man ikke ødelægger de etablerede miljøer«.

Hun peger også på, at noget forskning inden for gruppen af patienter med sjældne eller komplicerede sygdomme, som hører under højtspecialiseret behandling, kun kan foregå på Rigshospitalet og få andre steder i Danmark.

»Disse grupper findes kun på et eller få hospitaler – i Østdanmark er de meget ofte centraliseret på Rigshospitalet. Det er afgørende, at der fortsat findes ressourcer til at sikre forskning og udvikling inden for de områder, som altså kun kan løftes på hospitaler med højtspecialiserede funktioner«, understreger hun.

Susanne Dam Poulsen og resten af professorsammenslutningens ønske er, at man tæller speciallægeækvivalenter eller fultidsspeciallæger frem for at tælle hoveder.

»Så får man et meget mere reelt billede af, hvor meget klinikertid man bruger på et givet antal patienter«.

Ugeskrift for Læger har bedt indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) samt Danske Regioner om at kommentere lægernes kritik af opgørelsesmetoden i forårspakkens speciallægeloft. Sophie Løhde har ikke kunnet svare på grund af ferie, mens Danske Regioner ikke ønsker at kommentere på nuværende tidspunkt.