Der tages ikke højde for de opgaver, der rent faktisk skal løses, og hvis man får en vakant stilling, er det sjældent muligt at få den genbesat af hensyn til det samlede speciallægeloft på hospitalet, lyder det fra medlemmerne.
»Man er nødt til at se mere på, hvad det er for nogle aktiviteter, vi stadigvæk skal løse, og så være speciallæger nok til det. Vi hører nu om risiko for problemer med at overholde ventetidsgarantien og overholde kræftpakkeforløb inden for den aftalte tid«, siger formand for Overlægeforeningen/FAS, Susanne Wammen.
Hun er ligesom cheflæge Annemette Lykkebo, afdelingslæge Winnie Charlotte Mortensen og professor Susanne Dam Poulsen uforstående over for, hvorfor man har valgt kun at forholde sig til antal hoveder frem for årsværk i speciallægeloftet.
Ifølge Kommunernes- og Regionernes Løndatakontor er ca. 19% af alle speciallæger på tværs af Overlægforeningen og Yngre Læger ansat på nedsat tid.
»Det er jo ikke ensbetydende med, at de går på golfbanen i den tid, de ikke er i klinisk arbejde. For størstepartens vedkommende har de andre funktioner – oftest i det offentlige sundhedsvæsen. Særligt forskning og undervisning står for en stor del af tiden«, forklarer Susanne Wammen.
Hun siger, at det gør det tiltagende svært for cheflægerne, at de skal forholde sig til et antal personer, uden at der er forståelse for, at der er mange forskellige funktioner, som skal løses, og at det måske netop gøres bedst ved, at nogle læger arbejder på nedsat tid i afdelingen og løser andre opgaver resten af tiden.
»Sundhedsvæsenet er jo ikke alene patientbehandling. Det er også alt det, vi gør i form af uddannelse, udvikling og forskning. Det er en taburet, og hvis man hiver det ene ben væk eller sågar to, så er der ikke meget balance tilbage«.
Susanne Wammen siger, at speciallægeloftet gør, at der ikke er incitament til at give en speciallæge mulighed for at få afsat en del af sin tid til forskning – også selv om man er finansieret udefra – for det går ud over den tid, den pågældende har til rådighed til klinisk arbejde.
»Forestil dig en kræftafdeling, der har brug for at styrke bemandingen. Skal de ansætte en speciallæge, der kan arbejde 37 timer i klinikken, eller en, der arbejder 30 timer i klinikken og bruger resten af tiden på forskning i nye kræftbehandlinger? Med loftet tæller begge som en fuld ansættelse. Resultatet bliver let, at afdelingen tilskyndes til at ansætte læger, der kan arbejde fuld tid i klinikken, og dermed taber forskningen«.
Forperson for Yngre Læger, Wendy Sophie Schou, mener, at det virker »ret vilkårligt«, at speciallægeloftet bygger på gennemsnitstal for 2024 – i stedet for at tage udgangspunkt i, hvad der faktisk er brug for ude på afdelingerne
»Det er meget uhensigtsmæssigt, at et tilfældigt år bliver styrende for alle fremtidige speciallægeansættelser. Sådan planlægger man ikke et sundhedsvæsen«, siger hun i en skriftlig kommentar.
Wendy Sophie Schou bruger sig selv som konkret eksempel:
»Det er dybt problematisk, at man tæller hoveder i stedet for årsværk. Hvis jeg var speciallæge, ville jeg tælle som én fuld ansættelse, selv om jeg er frikøbt 50% som forperson for Yngre Læger. Det viser jo, hvor skævt det er«.
Yngre Læger-forpersonen er bekymret for konsekvenserne:
»Loftet kommer f.eks. især til at ramme læger, der også forsker, underviser, er frikøbt til andre opgaver, er på deltid eller af andre grunde ikke leverer 100% antal timer i klinikken. Derved risikerer vi, at det kommer til at gå ud over forskningen og kvalitetsarbejdet. Det er meget bekymrende.
Hvis man vil have flere speciallæger der, hvor manglen er størst, så skal man skabe attraktive faglige miljøer for speciallæger der, bruge gulerod og gøre det attraktivt. Man kan ikke skubbe læger rundt som brikker i et spil. Så risikerer vi bare, at læger søger væk fra det offentlige sygehusvæsen, mens privathospitalerne rekrutterer aktivt, og regionerne står tilbage uden kapacitet«.
Speciallægeloftet skal evalueres til foråret, og der kommer også en ny forårsaftale.
»Jeg håber virkelig, politikerne tager bekymringerne alvorligt. For mig at se er et loft ikke den rigtige vej at gå«, slutter Wendy Sophie Schou.
Susanne Wammen forstår godt intentionen bag speciallægeloftet, men hun ser som nævnt en række problemer i udførelsen, som går ud over arbejdsmiljø og i sidste ende patientbehandlingen.
»Tanken om, at der skal flere speciallæger til de områder, hvor der mangler i dag, er forståelig, men vi har bare ikke rigtig set den store rekrutteringsindsats i de områder. Det skyldes jo bl.a. økonomi. Det er svært at forstå, at man opretholder et speciallægeloft, hvis man ikke samtidig gør noget for at slå stillinger op der, hvor der er behov for det.
Nu er der f.eks. i Sjælland kommet økonomi til at opslå en del stillinger, men det er jo først her på bagkant. Vi har kendt speciallægeloftet i månedsvis, uden at vi har set den tilsvarende aktivitet på opslagene. Det er ret uforståeligt, at man ikke gør noget for at rekruttere, når vi hører om nyuddannede speciallæger, der ikke kan få job, fordi der er et speciallægeloft«.
Tallene i speciallægeloftet baserer sig på et gennemsnit over ansatte speciallæger på universitetshospitalerne i 2024. Det, synes Susanne Wammen, er et arbitrært tal at tage udgangspunkt i.
»Vi ved jo, at der var steder – også på de store hospitaler – der ikke havde tilstrækkelig med speciallæger i 2024, men det har man ikke taget højde for.
I sundhedsreformen ligger et ønske om, at mere skal ud i det nære, og at man samtidig reducerer aktiviteten på ambulatorierne på de store hospitaler. Men det er en lang proces, for dem, der skal kunne håndtere eventuelle opfølgninger eller aktiviteter, er jo ikke gearet til det endnu. Det hænger uløseligt sammen, og jeg synes, det er et stort problem, at vi nu på grund af speciallægeloft ser, at man skærer ned på ambulatorieaktiviteten – for det akutte kan jo ikke skæres væk – inden der står folk klar til at gribe opgaven andre steder. Der mangler simpelt hen den sammenhæng på tværs, som reformen ellers handler så meget om«.
Susanne Wammen peger også på barsels- og seniorvilkår som to områder, der er ramt af speciallægeloftet.
»Vi vil rigtig gerne kunne fastholde seniore kollegaer bl.a. ved, at de kan gå ned i tid. De bidrager i høj grad til at sikre udvikling og uddannelse på grund af deres faglige viden, kunnen og erfaring. Det samme gælder en kollega, som måske har brug for at komme ned i tid på grund af sygdom. Hvis cheflægen ikke kan tilbyde det på grund af loftet, så risikerer vi, at han eller hun må stoppe med at arbejde før tid. Og i forhold til, at både den barslende og en barselsvikar tæller med i normeringen, og man derfor ofte må droppe vikaren, så har vi altså også en ligestillingsproblematik i forhold de barslende – det er da et problem«.
Og så har formanden også et ganske bekymret øje på, at psykiatrien efter planen også snart skal være underlagt speciallægeloft.
»Jeg har næsten ondt i maven over det. For jeg synes, vi i forvejen er så trængt på psykiatrien i forhold til speciallæger. Vi hører om speciallæger, der er ved at bukke under, fordi de jo gerne vil deres speciale og deres patienter, men reduceres til at være dem, der skal lave tvangsbehandlinger og medicinudskrivninger og ikke får lov til at løfte alle de andre spændende behandlingsmetoder, der også er i psykiatrien. Det bidrager kun til den onde spiral«.
