»På den måde er det imponerende, at man er blevet enige om en fireårig aftale, og at resultatet faktisk er blevet så relativt godt«, siger Lui Näslund Koch.
»Så er jeg selvfølgelig glad for, at når jeg slår op i aftalen, så er noget af det allerførste, jeg læser, at den model, vi har for almen praksis med praktiserende læger, skal være fundamentet i sundhedsvæsenet«.
Lui Näslund Koch er forperson for Yngre Lægers Almen Praksis-udvalg – og selv speciallæge i almen medicin om et halvt år. Og han forsikrer, at den nye Aftale27 mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn konfirmerer hans egen lyst til at blive praktiserende læge.
»Med de nye konsulationstyper ser jeg et udvidet spillerum for, at vi kan bruge vores faglighed i vurderingen af, hvilke patienter vi skal bruge vores tid på. Det giver super god mening. Det samme gør det, at vi på den længere bane, når det differentierede basishonorar stiger for alle, kan bruge længere tid på vores patienter uden at gå ned i indtjening«, siger Lui Näslund Koch.
Han er foruden den ro, en fireårig aftale forhåbentlig giver til almen praksis, også glad for, at der er sat økonomi af til, at der skal være mindst 5.000 praktiserende læger. Og han roser tilgangen til at få dem spredt ud i landet.
»Det, at man faktisk kommer med en regulær økonomisk gulerod – og at vi ikke snakker tvang – når det handler om at trække kolleger de steder hen i landet, hvor der er langt mellem praktiserende læger, er også rigtig fornuftigt«.
Alt er dog ikke løst med aftalen, understreger Lui Näslund Koch. Patienttyngden og de differentierede patienttal, »som jo ikke er en model, der skal bruges på den enkelte kliniks niveau«, skal drøftes videre. Ligesom han kommer til at holde nøje øje med, hvilken aftale der kommer for ansatte læger. Noget, der skal være enighed om senest 1. december.
»Det er noget, som er helt afgørende for vores medlemmer. Der er mange yngre læger, som er på vej til at blive speciallæger, som gerne vil eje deres egen klinik, men som gerne i en kortere eller længere periode vil være ansat, før de tager virksomhedsansvaret som klinikejere. Der er også et hensyn til, at knap 50% af de praktiserende læger i dag har tegn på udbrændthed, og en del af løsningen på det er, at man kan få hjælp ved at ansætte læger«.
Spørger man formand for Forum for Yngre Almen Medicinere (FYAM) Tabitha Krogh, og det gør vi, så er der også glæde at spore over den nye aftale for almen praksis.
Hun hæfter sig ved tre (gode) ting: aftalens periode på fire år, den nye honorarmodel og fokus på det tværsektorielelle samarbejde. Vi tager dem et ad gangen.
»Jeg tænker virkelig, at det, at man forpligter sig over en længere periode med en fireårig aftale, kan være med til at skabe noget nødvendig ro hos nogle af de kolleger, som er tæt på at være færdige som speciallæger, og som har været i tvivl, om de rent faktisk turde investere i egen praksis«, siger Tabitha Krogh, der understreger, at hvis aftalen skal lykkes, så skal rekrutteringen lykkes, så man når op på de 5.000 praktiserende læger.
Om den nye honorarmodel, der imødekommer en kritik fra patienter om, at der er for kort tid og kun mulighed for én problemstilling ad gangen ved konsultationer, er Tabitha Krogh ganske begejstret.
»Det er positivt, at man i den nye honorarmodel har imødekommet, at der er noget, der kræver længere tid. Det her med at kunne differentiere behandlingen af patienterne og faktisk sætte lang tid af til en patient – og blive honoreret tilsvarende – tror jeg, kommer til at skabe en kæmpe forskel for den måde, vi arbejder på i almen praksis«, siger Tabitha Krogh.
»Jeg ser for mig, at det bliver mere meningsfuldt at arbejde i almen praksis. På den måde, det er skruet sammen i dag, kan der være et økonomisk incitament til at lave nogle flere undersøgelser i konsultationen. Med den nye aftale tror jeg, at valg af undersøgelser og behandlinger i endnu højere grad vil blive drevet af faglighed frem for økonomi. Det er i hvert fald det, jeg håber, at det kan bidrage til«.
Og FYAM-formandens tredje punkt: fokus på det tværsektorielle samarbejde, hvor der f.eks. indføres en særskilt honorering af lægefaglige konferencer med sygehuslæger og privat praksis.
»Det synes jeg, er så vigtigt, fordi der er mange patienter, som har en oplevelse af, at de bliver kastebolde i systemet og kører rundt fra det ene til det andet«, siger Tabitha Krogh.
»Med bedre redskaber til at kunne snakke sammen med vores kolleger tror jeg faktisk, at vi på sigt kan spare noget tid. Det kan godt være, at man i starten af et forløb bruger længere tid, men det kan vindes igen ved at forebygge, at patienten bliver kastet rundt i systemet og starter forfra om og om igen«.
