Skip to main content

"Eva Secher devaluerer psykiatere"

Psykologer kan ikke have behandlingsansvar for psykiatriske patienter, sådan som Eva Secher Mathiasen ellers siger i en artikel i Ugeskrift for Læger, mener Lægeforeningen og Dansk Psykiatrisk Selskab.
Gitte Ahle er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.
Gitte Ahle er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

26. sep. 2018
4 min.

I en artikel i Ugeskrift for Læger siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening, at psykologer kan have behandlingsansvar for psykiatriske patienter, og at de, på lige fod med psykiatere, kan henvise til andre speciallæger, hvis noget somatisk er galt.

Det er ikke korrekt, mener Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, og hun undrer sig over, at Eva Secher Mathiasen på den måde starter en fagkamp.

”Jeg forstår ikke, at Eva Secher Mathiasen finder grund til at devaluere psykiatere. Antallet af patienter stiger, og det er ikke, fordi der ikke er arbejde til os alle. Som psykiatere er vi vant til at arbejde tværfagligt, så vi kan sagtens samarbejde med specialpsykologerne, ligesom vi kan med alle de andre faggrupper i psykiatrien. Og ude i afdelingerne er det vores indtryk at samarbejdet fungerer fint,” siger Gitte Ahle.

I interviewet med Eva Secher Mathiasen kommer psykologformanden med sit syn på det nye psykiatriudspil, hvor regeringen lægger op til, at psykologer kan have ansvaret for behandlingen af psykiatriske patienter.

Også Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing undrer sig. Han mener, at det er helt ved siden af, når formanden for Dansk Psykologforening påstår, at psykologer på samme vis som psykiatere vil kunne indkredse en somatisk lidelse hos psykiatriske patienter.

”Hun ’glemmer’ fuldstændigt, at psykiatere er læger, dvs. inden deres specialisering har en lang uddannelse bag sig, som giver dem en viden om somatiske sygdomme, som psykologer ikke har. At påstå noget andet er ikke seriøst, og jeg må sige, at denne påstand fra psykologernes formand undrer mig dybt,” siger Andreas Rudkjøbing.

Psykologer kan ikke spotte somatiske sygdomme

I artiklen i Ugeskrift for Læger bliver Eva Secher Mathiasen spurgt, om psykologer kan spotte somatiske sygdomme, når de ikke er uddannet læger.

Til det svarer hun:

”Man kan jo rette samme anke til psykiaterne – de har ikke uddannelse i andre lægelige specialer og skal også henvise. At overlade ansvar til psykiaterne kan også kritiseres. Jeg forestiller mig ikke, at en psykolog skal udrede eller behandle en eventuel somatiske problemstilling. Her skal andre specialer til. Er der tale om noget neurologisk, skal patienten til neurologisk afdeling. At identificere indikationen af, at der er noget somatisk galt, kan en psykolog lige så godt gøre som en psykiater,” siger Eva Secher Mathiasen.

Gitte Ahle mener, at sammenligningen er forkert, for psykiatere kan også lave lægelige undersøgelser uden at henvise.

"Vi har seks års uddannelse, hvor vi lærer om somatiske sygdomme og et års KBU, hvor vi er ude på somatiske afdelinger. Og vi har sideuddannelse i vores hoveduddannelse i neurologi. Så vi er funderet i det somatiske. Det er først, når vi tage speciallægeuddannelse, at vi vælger spor. I vores uddannelsesforløb for at blive speciallæger, bliver vi autoriseret tre gange af Sundhedsstyrelsen. Før vi kan blive overlæger, skal vi arbejde som afdelingslæger, til vi kan overlægegodkendes,” siger hun.

Det faglige fundament i Eva Secher Mathiasens argument er, at specialpsykologer kan have behandlingsansvar, fordi de har grunduddannelse indenfor det, psykiatrien handler om, hvorimod psykiatere er funderet i det somatiske.

Har hun en pointe i det?

”Nej, for vi er naturvidenskabeligt uddannede, vi skelner det raske fra det syge, og psykologerne har en humanistisk uddannelse, som mere går ud på at beskrive udviklingen i den raske hjerne. De har ikke den lægelige baggrund, og de kan ikke varetage behandlingsansvar. De har ingen sygdomslære i det somatiske. Der sker ofte, at vi fortsætter behandling af vores patienter, også af de somatiske sygdomme,” siger hun og fortsætter:

”Det er begrædeligt, hvis man tror, at en specialpsykolog har kompetencer til at have behandlingsansvaret for ”det hele menneske”. Psykiatere arbejder ud fra den biopsykosociale model. Vi skal både tage højde for det biologiske, det psykologiske og det sociale og miljømæssige, og vi skal kunne differentialdiagnosticere overfor de somatiske sygdomme.”

Vi er altså to forskellige fag

Andreas Rudkjøbing mener heller ikke, at psykologers uddannelse handler om det samme som psykiatrien.

”Jeg har – som tidligere nævnt – stor respekt for psykologers arbejde, også i psykiatrien. Men vi er forskellige fag. Psykiatere er læger og har et kendskab til både psykiatriske og somatiske sygdomme og til lægemidler, som ikke er en del af psykologuddannelsen. At forsøge at sløre den forskel er helt uacceptabelt, og det er patienterne, der går ud over,” siger han.

Gitte Ahle ønsker at finde en tværfaglig måde at fordele opgaverne på i psykiatrien uden fagkamp.

”Vi er bekymrede for, at det skal gå ud over vores patienter, at man overser somatiske sygdomme. Vi ved, at de dør 15-20 år tidligere, og det vil vi gerne være med til at forhindre. Psykiatrien er under pres, og de sygeste patienter får ikke sufficient behandling. Ingen kan være tjent med en uværdig fagkamp. Der er langt større problemer, som skal løftes i fællesskab,” siger hun.