Skip to main content

”Få hundrede millioner” skiller PLO fra lovindgreb

Et nyt lovindgreb gældende fra 1. september truer de praktiserende læger, hvis det ikke lykkes PLO og regionerne snart at forhandle en ny overenskomst på plads.

Formand for PLO Christian Freitag: "Det er klart, at PLO synes at det er meget problematisk, hvis der kommer en lov, der går ind og ændrer en enkelt paragraf i den nuværende aftale".
Formand for PLO Christian Freitag: "Det er klart, at PLO synes at det er meget problematisk, hvis der kommer en lov, der går ind og ændrer en enkelt paragraf i den nuværende aftale".

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

22. apr. 2017
6 min.

Et nyt lovindgreb over for almen praksis – denne gang af økonomisk karakter – kan blive resultatet, hvis forhandlingerne om en ny overenskomst mellem PLO og RLTN (Regionernes Lønnings- og Takst Nævn) ikke snart munder ud i en ny aftale. Et sådant indgreb vil i givet fald komme til at gælde fra 1. september i år.

Det fremgik af PLO-formand Christian Freitags mundtlige beretning ved PLOs repræsentantskabsmøde i Sønderborg i dag.

Regeringens tanker om et nyt lovindgreb er ikke meldt offentligt ud, men hos PLO hersker der ingen tvivl.

Vi har ”indtil flere gange, fra forskellig side, fået fortalt, at hvis ikke PLO hurtigt nærmer sig RLTNs tilbud, så vil der komme et nyt lovindgreb. Et lovindgreb, der fastlægger et nyt økonomiloft over almen praksis, gældende pr. 1. september 2017, vel at mærke gældende for den nuværende OK14”, sagde Christian Freitag.

Det hænger sammen med, at den nuværende overenskomsts økonomiloft udløber 1. september, hvis en ny aftale ikke er på plads inden da. Også selv om OK-14s andre bestemmelser løber videre.

Når et eventuelt lovindgreb vil fokusere på økonomien, skyldes det naturligvis, at det netop er på det punkt, at forhandlingerne p.t. er uafklarede. Hverken PLO eller RLTN ønsker at sætte præcise tal på, hvor meget der skiller parterne, men ifølge Christian Freitag er der tale om ”nogle relativt få hundrede millioner”. Nogle få procent af almen praksis’ samlede økonomi og nogle få promiller af regionernes samlede budgetter.

Faktaboks

Fakta

Christian Freitag vælger at se den pressede forhandlingssituation som et incitament.

”Jeg har kritiseret OK14 en del, men på dette punkt indeholder den selvfølgelig en klar fordel for PLO. Vi er nemlig lige nu i en situation, hvor både PLO og RLTN er stærkt motiveret for at få afløst OK14 af en anden og bedre aftale”, som han sagde.

Ikke desto mindre rettede han en appel til den lovgivende magt:

”Jeg ved ikke præcist hvor ønsket om et lovindgreb kommer fra, men det er klart, at PLO synes at det er meget problematisk, hvis der kommer en lov, der går ind og ændrer en enkelt paragraf i den nuværende aftale, vel at mærke en meget væsentlig paragraf – den, der handler om økonomirammen. En ændring, der klart forringer den ene parts vilkår og forbedrer den anden parts vilkår - i øvrigt på ubestemt tid”, sagde han.

Ikke mindst i et lidt længere perspektiv vil det i PLOs optik være særdeles problematisk.

Myndighederne ”får presset de praktiserende læger økonomisk i al tid fremover”, som han sagde.

Konsekvensen ville være et stærkt svækket PLO.

”Jeg behøver vist ikke udpensle, hvordan det vil kunne påvirke fremtidige forhandlinger mellem RLTN og PLO, hvis den ene part hver gang har mulighed for at bede om en lov, hvis ikke PLO accepterer den økonomi, der tilbydes”, sagde formanden.

Så tænk jer godt om, lød budskabet. Lav en ”meget, meget grundig business-case, som det jo hedder i dag”.

En fundamental ændring af almen praksis’ rammevilkår vil ikke kun efter PLOs mening gøre sektoren langt dyrere, end den er i dag. En sådan ændring vil også afholde mange unge fra at føle sig tiltrukket af primærsektorens selvstændighedskultur.

Og da slet ikke, hvis det bedre kan betale sig i rent økonomisk forstand at lade sig ansætte i f.eks. en regionsklinik til vikarlønninger, som det er svært for praktiserende læger i egen praksis at konkurrere med.

Regionerne: Vi beder ikke om lovindgreb

Både PLO og RLTN har gennem hele forløbet stort set overholdt en musketered på, at de to parter ikke forhandlede i pressen men holdt samtalerne fortroligt. Og heller ikke Anders Kühnau (S), formand for RLTN, vil f.eks. sætte tal på, hvad der skiller parterne økonomisk.

”Vi er stadig i dialog med PLO, så vi har ikke opgivet håbet om at lande en aftale”, siger han.

Efter hans mening er det dog ikke alene økonomien, der er uafklaret.

”Der er også andre emner. Det er en svær situation, og der er ting, vi ikke enige om. Men der er også mange ting vi er enige om”, siger han.

Vil det ikke være en falliterklæring for RLTN, hvis det ender med et lovindgreb?

”Jeg vil helst ikke forholde mig til et lovindgreb. Jeg er optaget af at lande en aftale. Det bruger jeg energi på. Et lovindgreb er vi jo ikke herre over. Det er noget, regeringen og Folketinget bestemmer”.

I kan jo bede om et indgreb?

”Vi beder ikke om et lovindgreb, så længe der er håb om en forhandlingsløsning".

Læs også: Opbakning til PLOs forhandlere

Læs også: Optræk til konflikt på Færøerne

Læs også: Formandens skriftlige beretning