Skip to main content

Opbakning til PLOs forhandlere

De praktiserende lægers forhandlinger om en ny aftale med regionerne trækker ud, og i kulissen spøger sågar et lovindgreb. Men kurs og strategi er rigtig, mener PLOs repræsentantskab.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

22. apr. 2017
2 min.

Både PLO og RLTN (Regionernes Lønnings- og Takst Nævn) har holdt kortene tæt til kroppen i de efterhånden månedlange forhandlinger om en ny aftale til afløsning for den nuværende overenskomst, som stammer fra 2014.

Men på repræsentantskabsmødet – PLOs højeste besluttende organ – i dag løftede PLO-formand Christian Freitag en flig for bestyrelsens og forhandlingsudvalgets mål og strategi i forhandlingerne. De er pr. definition fortsat fortrolige, men repræsentantskabet blev bedt om at tage stilling til to hovedspørgsmål:

  1. Er den såkaldte vækststrategi rigtig – dvs. at ny økonomi ikke kun kommer fra de sædvanlige håndgreb i overenskomstsammenhæng men også i et omfang, der er genstand for forhandlinger, kobles til nye opgaver?

  2. Er det bedst fortsat at gå efter en forhandlingsløsning, så længe der er håb om at nå en aftale ad den vej?

Svaret på begge spørgsmål blev et ja – og endda af en fuldtonet art, der ikke altid har været normen i PLO-sammenhæng. Der var i debatten meget få kritiske spørgsmål og kommentarer, mens støtteerklæringerne nærmest stod i kø.

Selv ikke udsigten til et eventuelt lovindgreb og dermed rammer under "en lovs åg", som det blev formuleret, gav uro i rækkerne.

Formand for PLO Syddanmark, Jørgen Skadborg, formulerede det måske klarest:

”Jeg mener, at tiden arbejder for os mere end for modparten. Truslen (om et lovindgreb, red.) er mere rettet mod samfundet end mod os, nemlig i form af en drastisk øget omkostning for samfundet”, som han sagde.

Formand Christian Freitag takkede for opbakningen, og dermed lukkedes debatten om OK17 inden for den afsatte tid.

Dernæst var selvsamme Christian Freitag på valg. Ikke overraskende var der ingen modkandidater, og han blev genvalgt enstemmigt og med applaus for en toårig periode.

Læs også: "Få hundrede millioner" skiller PLO fra lovindgreb