Fængslende roman om polioepidemien og Budapests mysterier

Jeg modtog denne roman til anmeldelse dagen efter, at verdens længstlevende polioramte jernlungepatient, Paul Alexander, døde 78 år gammel i USA. Han fik paralytisk polio i 1952 i Dallas, hvor en polioepidemi rasede ligesom i Danmark. Den store epidemi i 1952 i København er før beskrevet af den engelske læge og historiker Paul Warwicker og dokumenteret filmisk af Niels Frandsen, selv polioramt.

På Blegdamshospitalet var der kun én jernlunge (helkropstankrespirator) og seks mindre kyradsrespiratorer. Løsningen blev trakeostomi og overtryksventilation, håndholdt, mod epidemiens slutning maskinelt. Det reddede livet på ca. 80% af de 345 med livstruende respirationslammelse blandt knap 3.000 indlagte.

Kirstine Reffstrup refererer også til disse to kilder i sin roman, der har to hovedpersoner: Den ene er spærret inde på Blegdamshospitalets epidemiafdeling i 1952 og den anden på et drengehjem nær Budapest 1900-1913. Hoveparten af handlingen foregår, mens begge er 13 år gamle. Mod slutningen af romanen nærmer de to hovedpersoner sig hinanden mere og mere trods tidsforskel på 40 år og afstand på 1.300 km.

Kort fortalt har vi i København en ung pige, Agnes, som just har foldet vingerne ud, dvs. fået sin menarche. Brat vikles hun ind i polioens lammede nervetrådes spind for at ende som en puppe i en jernlunge.

Nær Budapest i en dyb skov i et mystisk hus møder vi den navnløse Dreng, efterladt som nyfødt af en ulykkelig mor. Han opfostres af to søstre, Tara og Maria, sammen med mange andre små og store drenge. Tara minder om fortidens plejemor (»overdragen«, som vi som yngre læger i det skjulte kaldte prototypen) modsat den blide, tuberkuløse Maria.

Da Dreng når puberteten, skal han sove sammen med de store drenge og må skjule sit køn, som nærmest har form som et æg.

Forbindelsen mellem Agnes og Dreng kommer i anslaget til beskrivelsen af Taras hus: »Jeg trækker vejret gennem århundredet« og i kapitlet »Sjælefabrikken« om universitetet i Virginia, hvor psykiatere har forsket i børns fortællinger om genfødsel. »Sjælefabrikken« bliver også tilnavn for Blegdamshospitalet.

Dobbeltheden finder vi ligeledes i »Natsværmerne«, som både er insekter omkring lys i mørket og nattevagterne omkring de polioramte. I september ser Agnes Dreng – sin sjæleven eller dobbeltgænger – i sit sidespejl på jernlungen. Det antydes, at det måske skyldes æteren, hun bedøves med, når smerter eller uro bliver for meget.

Da Dreng flygter fra huset til Budapests natteliv, hvor han/hun springer ud, bryder Første Verdenskrig ud. Samtidig tømmes Blegdamshospitalet. Agnes’ indre stemme siger: »De kører mig på enestue. Jeg kalder maskinen mor. Hver eneste bevægelse skubber mig længere frem mod lyset, mod en ny tid. En tid hvor jeg kan gå ud af min krop og ind i den anden. Jeg er fyldt af dens kærlighed«. Men historien slutter ikke her …

Ligesom i Grimms eventyr går både Agnes og Dreng grueligt meget ondt igennem.

Livmødre, æg, hinder, pupper, udklækning og sommerfugle er gentagne surreelle og (trans)seksuelle metaforer og stemninger, som er med til at gøre det til en fortryllende roman. Den angår os alle, ikke kun anæstesiologer, infektionsmedicinere, psykiatere og sexologer.

Som vor store digter Harald Voetmann udtrykker det i en samtale med Politiken – i en anden anledning – den 16.3.24: »Det smertelige og bizarre er stadig en del af livet, selvom det måske synes fjernet fra det meste af vores hverdag i vores del af verdenen. Men det er stadig inde ved en kerne af, hvad det vil sige overhovedet at være menneske. Altså de ekstreme situationer, og det at være prisgivet sin krop med alt, hvad det medfører«.