»Filmen ,Rose’ er vellykket og en god skildring af at leve med sygdommen skizofreni«

En stærk, menneskelig og opmuntrende rejse: Sofie Gråbøl i rollen som Inger er uforglemmelig i rollen som søsteren, der lider af skizofreni. Filmen »Rose« havde premiere den 22. februar 2022 og kan ses i de danske biografer fra den 24. februar 2022 .

Filmen er hverken en sociologisk eller faglig film om skizofreni eller en dokumentarfilm. Det er en følelsesladet film, som både viser de alvorlige, men også glædelige og humoristiske sider af Inger, der lider af skizofreni, og som tager på busrejse til Paris med sin søster og svoger.

Manuskriptet er baseret på instruktørens personlige familiehistorie. Da han var 15 år, kom hans ældste søster tilbage til Danmark fra Paris, hvor hun var blevet dybt forelsket i en franskmand. Hun begyndte at høre stemmer og udviklede senere skizofreni, da hun kom hjem. I 1997 tog hun på en bustur fra Nordjylland til den franske hovedstad med sin søster og sin svoger, og det er netop den tur tilbage til Paris i bussen, som vi ser i filmen.

Den handler om Ingers rejse tilbage til den by, hvor hun i sine unge dage længe var dybt forelsket i en franskmand før sygdommens begyndelse, og om hendes rejse sammen med søsteren Ellen (Lene Maria Christensen), hendes svoger Vagn (Anders W. Berthelsen) og deres gensidige møde med de andre rejsedeltagere – en rejse, hvor alle er tvunget til at være sammen og interagere med hinanden. I den joviale stemning i starten af turen styret af buschauffør Bus-Ole (Peter Gantzler) overrasker Inger med det samme alle ved at præsentere sig som skizofren; tonen er derved lagt, og der udfolder sig en mangfoldighed af reaktioner. Viceskoleinspektøren Skelbæk (Søren Malling) bliver rystet og tydeligvis utilpas, måske endda bange, hvorimod hans søn er nysgerrig og fascineres af Ingers fortælling om hendes liv og vilde forhold til sin tidligere franske kæreste.

Busrejsen til Paris er i sig selv en komisk situation, hvor vi oplever, hvordan de forskellige personligheder møder hinanden og ikke kan flygte fra hinanden. Under hele filmen går Inger fra at være i sin egen verden til at være i fuld kontakt med de andre mennesker og omverdenen. Hun overrasker de andre, da hun ikke følger de samme implicitte sociale spilleregler: Hun siger de ting højt, som vi ellers ikke deler med andre, og hun giver sin ærlige mening til kende, der får de andre til at stoppe op eller føle sig utilpasse. Hendes væremåde og handlinger er ikke tilsigtede, det er blot sådan, at Inger er i en given situation.

Inger har ligeledes, som det hedder på fransk, en »savoir-faire« og en »savoir-vivre«, når hun byder hele rejseholdet på aperitif og vin den første aften i Paris på hotellet »Les Grands Hommes«. Her passer Inger perfekt ind i en kontekst af elegance og kulturelle færdigheder. Hun mestrer fuldstændig det franske sprog som den eneste i gruppen og åbner en verden for de andre.

Senere i filmen kommer en morsom scene ved D-Day-museet, hvor Inger ender med at rede udflugten ved at overtale vagterne til at genåbne museet. Rollerne er byttet om, og Inger påpeger over for museumsvagterne viceskoleinspektøren, der opfører sig upassende vred foran det lukkede museum. Hun fortæller dem på en fortrolig måde, at han lider af skizofreni, og at det er hans eneste chance for at se museet den dag.

I andre scener ser vi, hvordan Inger lider, og hvordan hun lukker sig mere ind i sig selv.

Hele filmen igennem er der mange rørende øjeblikke, hvor hendes søster og svoger behandler hende med værdighed og kærlighed og holder fast i hende i deres rejse, når hun selv ikke kan. Med få ord beskriver hun, hvordan hun oplevede at miste sig selv, da hun blev syg: »Jeg glemte, hvem jeg var. Jeg glemte, hvem jeg ville være«. Hun begyndte at høre stemmer. Det kom efter Paris, efter en kærlighedshistorie med en franskmand, Jacques. Det endte dramatisk for Inger.

»Jeg har lyst til kvæle dig«

På intet tidspunkt i filmen bliver der talt om »skizofreni« eller »de sindslidende« i psykiatrien eller i samfundet. Man ser Inger, som fortæller om sin kærlighedshistorie, som interager med andre, som synger »La vie en rose«, som følger sin hemmelige plan i Paris, men man ser også, at Inger lider og trækker sig ind i sin private verden, at hun har svært ved at vaske sig, og at hun siger ting som: »Jeg har lyst til kvæle dig«.

Det er igennem hendes vekslende og nogle gange uforudsigelige måder at være på, at man får et indtryk af, hvordan det er at være en person, der lider af skizofreni. Inger veksler fra at være i fuld og livlig kontakt med sine omgivelser til at være lukket inde i sig selv, pludselig invaderet af en lyst til at dø, som bringer hende i fare. Det er alle disse forskellige aspekter, der viser den mangfoldighed af oplevelser, som en person med skizofreni har.

Inger er sig selv, selvom sygdommen for mange år siden gjorde, at hun »glemte hvem hun var«. Filmen handler om Inger, ikke om skizofreni.

»Rose« er en vellykket film og en god skildring af at leve med sygdommen skizofreni. Nogle vil måske synes, at visse scener er overspillede, og at Inger kan fremstå stigmatiseret. Dog er det netop det, hun ikke er.

Alle filmens roller fremstår lidt karikerede på et eller andet tidspunkt, muligvis pga. intensiteten i antallet af begivenheder under rejsen. Det ville være underligt, og måske endnu mere stigmatiserende, hvis Inger undgik at falde ind i nogle stereotyper. Hun ville fremstå anderledes end de andre, hvis hun ikke var en del af komedien. Her er ikke plads til at lave en psykopatologisk gennemgang af filmen, og dette ville også ødelægge ånden i »Rose«.

Til sidst må man understrege Sofie Gråbøls strålende skuespil, men også alle de andre skuespillere, der bidrager til en hjertelig og varm atmosfære. Det er ikke en romantisk, idealiseret eller sort repræsentation af skizofreni. Som psykiater vil man gerne vil se denne fil med sine nærmeste; det er en let og alvorlig historie, der bliver fortalt om et menneske.

Vigtigt for alle og ikke mindst for fagfolk er det at huske personen, der oplever sygdommen og symptomerne. Når man ved, at Niels Arden Oplev fortæller om sin søster, får filmen en ekstra dimension.

Læs også:

En film om at gribe en ny chance i livet

»Måske er det bare svært at lave science-dokumentarer«

»Filmen er en smuk og sanselig beskrivelse af de helende bånd mellem mennesker«