Skip to main content

Flere influenzavacciner - men »det løser langtfra behovet«

Nødlageret af influenzavacciner er taget i brug, men de praktiserende læger er fortsat bekymrede for risikogrupperne. Hele forløbet har været en farce, lyder det fra PLO. Vaccinationsfirma taler for, at vaccinerne snart bør tilbydes andre end målgruppen.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Bodil Jessen boj@dadl.dk

16. nov. 2020
4 min.

På trods af at Sundhedsstyrelsen i sidste uge meldte ud, at 70 procent af målgruppen for influenzavaccine er blevet vaccineret, imødeser PLO fortsat influenzasæsonen med en vis uro.

Statens Serum Institut (SSI) åbnede 4. november for nødlageret på 100.000 influenzavacciner, men Jonatan Schloss, direktør for PLO, siger, at de praktiserende læger stadig melder om mangel på vacciner.

»De praktiserende læger er bange for, at de står tilbage med en stor gruppe af kronikere, som ikke er blevet vaccineret. Når man har aflyst vaccinationer på et helt plejehjem, så kan man da godt blive bekymret for, hvordan det kommer til at gå. Det er fint, at mange ældre er blevet vaccineret, men det er knap så fint, hvis det drejer sig om de raske ældre, mens de syge fortsat mangler at blive vaccineret. Og det er typisk de raske, der stiller sig i kø på apoteket for at blive vaccineret i begyndelsen af sæsonen«, siger Jonatan Schloss.

Han oplyser, at PLO ikke har statistik over, hvor mange af de kronisk syge patienter der mangler at blive vaccineret.

Med SSI’s åbning af nødlageret fik læger og apoteker mulighed for at bestille ekstraleverancer, dog ikke mere end 30 vacciner pr. kunde – uanset klinikstørrelse.

»Behovet er langt større, særligt i de større klinikker. En klinik med fire læger og 6.000 patienter har kun haft mulighed for at bestille 30 ekstra doser. Det er selvfølgelig bedre end nul, men det løser langtfra behovet«, siger Jonatan Schloss og fortsætter:

»De praktiserende læger sidder tilbage med den opfattelse, at hele forløbet har været en farce. Men jeg oplever, at de resignerer nu. Det var den sæson. Så må det gå, som det går«.

Oplever de praktiserende læger fortsat efterspørgsel?

»Ja, men det klinger af nu. Folk følger jo med i medierne, og lægerne indkalder heller ikke patienterne mere, som de gjorde i starten. Ligesom hos lægerne er der også en del resignation hos patienterne«, siger Jonatan Schloss.

Vi er ved at nå mætningspunktet

Man kan fortsat blive vaccineret på en række af landets apoteker. På apoteket.dk fremgår det, at cirka 300 apoteker fortsat har vacciner til målgruppen.

»Men vi ved ikke, hvor mange det enkelte apotek har. Nogle har kun få tilbage, og jeg forventer ikke, at der nogen, der ligger inde med kæmpelagre. Danmarks Apotekerforening har udarbejdet et dynamisk danmarkskort, hvor borgere kan se, hvilke apoteker der stadig tilbyder vaccination mod influenza og pneumokok. Kortet opdateres hver nat. Det er en god service, som vi håber, borgere, patientorganisationer og for eksempel Ældre Sagen er glade for«, siger direktør Søren Hellener fra Apovac, der leverer til apotekerne.

Han oplyser, at SSI den 13. november åbnede for mulighed for genbestilling af influenzavacciner, hvor det altså bliver muligt for både læger og apoteker at bestille flere doser end de 30 ekstra, de først var blevet stillet i udsigt.

»Der har muligvis ikke været helt så stor efterspørgsel, som det ellers var ventet. Vi kan mærke, at tempoet er gået ned, og mætningspunktet er ved at være nået. Det virker, som om de fleste af dem, der ønskede at blive vaccineret, allerede har været der«, siger Søren Hellener.

Han oplyser, at vaccinationsaktiviteten på apotekerne i øjeblikket er mindre end en tiendedel af niveauet i de første uger. Dette er et helt normalt mønster, som blot ligger på et højere niveau i år end tidligere år.

Apovac har virksomhedsaftaler, der er stillet i bero, efter Sundhedsstyrelsen 9. oktober meldte ud, at influenzavaccinerne først og fremmest skulle anvendes på målgruppen af ældre, kronikere og sundhedspersonale. Søren Hellener håber nu, at vaccinationsgraden i målgruppen er kommet så højt op, at der snart kan åbnes for andre grupper, der ønsker at blive vaccineret.

»Kadencen er faldet betydeligt, og jeg går ikke ud fra, at der er nogen, der mener, at de ubrugte vacciner ikke skal anvendes. Det giver ingen mening, at vi pludselig står tilbage med vacciner, som ikke er blevet brugt. Det beskytter jo også de svage, hvis influenza holdes nede i den del af befolkningen, der er uden for målgruppen, for de raske interagerer jo også med de ældre og sårbare«, siger Søren Hellener.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra SSI.

LÆS MERE

Kamp om influenzavacciner: »Man må prioritere de syge over de raske«