Skip to main content

Kamp om influenzavacciner: »Man må prioritere de syge over de raske«

De praktiserende læger er tæt på at melde udsolgt i influenzavacciner på et tidspunkt, hvor de langt fra har fået vaccineret alle deres ældre og sårbare patienter. I øjeblikket må kun risikogrupper blive vaccineret, og jagten er gået ind på at finde de ubrugte vacciner, som er blevet opkøbt af andre aktører. Statens Serum Institut har stoppet for nye bestillinger af vacciner og opbygger nu et nødlager på 50.000 influenzavacciner.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

22. okt. 2020
7 min.

Patienterne bliver kede af det, frustrerede eller vrede. De praktiserende læger må i øjeblikket ringe rundt til deres patienter og fortælle, at de desværre er nødt til at aflyse ellers planlagte aftaler om at vaccinere patienterne mod influenza. Aflysningerne rammer både planlagte vaccinationer af beboere på plejehjem og af patienter, som for eksempel har kroniske sygdomme eller er i immunsupprimerende behandling.

En stor del af landets praktiserende læger er løbet tør for influenzavaccinationer, og på grund af den overvældende interesse for at blive vaccineret i år er det ikke muligt at tilkøbe nye forsyninger af vacciner. Samtidig har Statens Serum Institut (SSI) meldt ud, at der er tale om en mangelsituation på verdensplan, og de forventer derfor ikke at kunne levere flere vacciner senere i år.

»Det ser ikke godt ud. Vi har spurgt i vores facebookgruppe for praktiserende læger, og ni ud af ti læger svarer, at de allerede er løbet tør for influenzavaccine eller er lige ved at gøre det. Patienterne bliver meget vrede og frustrerede, når vi må aflyse deres planlagte vaccinationer«, fortæller Jonatan Schloss, der er direktør i Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Han tilføjer:

»Så sent som i denne uge lancerede Sundhedsstyrelsen en kampagne over for gravide, som de opfordrede til at blive vaccineret. Det virker skidt. Folk kan simpelthen ikke forstå det. Der er stor, stor frustration derude«.

De syge før de raske

Netop for at imødekomme et forventet ekstra stort behov for influenzavaccination i et år, hvor der også florerer en coronaepidemi, har SSI indkøbt 1,6 million doser influenzavacciner mod normalt 1 million vacciner

På grund af coronaepidemien havde sundhedsmyndighederne sat sig det mål, at tilslutningen til influenzavaccination blandt målgruppen skulle hæves fra 50 til 75 procent i år. Men tilstrømningen har været så overvældende, at Sundhedsstyrelsen lidt over en uge inde i dette års influenzasæson - den 9. oktober – henstillede til aktørerne om, at influenzavaccination bør forbeholdes målgruppen af ældre, gravide og sårbare samt sundheds- og plejepersonale.

Jonatan Schloss mener, at løsningen er, at de private vaccinationsfirmaer, som bl.a. vaccinerer ude på virksomheder, skal kunne tilbagelevere deres ubrugte vacciner til SSI eller kunne videresælge dem til praktiserende læger. Men det forhindrer lovgivningen, fordi man ikke må videresælge medicin og vacciner til andre aktører. Dette blev indskærpet i et brev fra Sundhedsstyrelsen den 16. oktober til aktørerne, der står for vaccinationer herhjemme.

»Problemet er, at der er syge, der ikke bliver vaccineret, mens der ligger vacciner på lager andre steder. Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet må gribe ind og sikre, at de private vaccinationsfirmaer kan få lov til at levere tilbage til SSI eller sælge deres overskydende vacciner til de praktiserende læger. Der er ikke andre løsninger, og bureaukrati må ikke spænde ben for den løsning«, siger Jonatan Schloss.

Det er en virkelig alvorlig situation, understreger han:

»Vi står med en masse mennesker i målgruppen, som ikke kan blive vaccineret, og det kommer en del af dem til at dø af. Der dør jo mange flere af influenza end af COVID-19, så det er bestemt ikke en god situation. Det kunne være undgået, for når man har et marked, der er ustabilt i leverancer, så må man prioritere at vaccinere de syge ude hos lægerne, og når de så er blevet vaccineret, kan man give markedet frit til apoteker og private firmaer. Man må prioritere de syge over de raske, for de raske dør ikke af influenza«.

Når der er blevet så hurtigt udsolgt hos de praktiserende læger, skyldes det blandt andet, at lægerne ofte kun råder over begrænset lagerkapacitet i form af små vaccinekøleskabe. Det har ikke tidligere været et problem, fordi de har kunnet købe nye vacciner ind, efterhånden som de tømmer deres lagerbeholdning.

Hus forbi

Men ude hos apotekerne er der ikke megen hjælp at hente. For her er der heller ikke bugnende lagre.

»Vi kan se, at flere apoteker nu er begyndt at melde, at de har udsolgt af influenzavacciner. Men vi har allerede vaccineret rigtig mange i målgruppen af de ældre eller sårbare danskere«, oplyser sundhedsfaglig direktør Birthe Søndergaard fra Danmarks Apotekerforening.

I de første to uger vaccinerede apotekerne 120.000 danskere eller lige så mange som under hele sidste års influenzasæson. Ni ud af ti af disse tilhørte målgruppen af ældre eller sårbare. Siden Sundhedsstyrelsens udmelding er der kun blevet vaccineret borgere i risikogrupperne, og samlet har apotekerne nu vaccineret omkring 200.000, oplyser Birthe Søndergaard.

Apotekerne vaccinerer på baggrund af borgerens egne oplysninger og kan i tvivlstilfælde slå op i Fælles Medicinkort (FMK) for at se, om medicinprofilen passer med helbredsoplysningerne.

Apotekerne må ikke selv stå for vaccinationer, idet både autorisationsloven og apotekerloven fastslår, at vaccination er forbeholdt læger. Men apotekerne har aftaler med to private vaccinationsfirmaer, som forestår vaccinationerne på apotekerne under delegation fra en læge.

Et af disse vaccinationsfirmaer er Apovac, men her oplyser direktør Søren Hellener ligeledes, at lagrene af influenzavacciner så langt fra bugner.

»Vi er også blevet overrumplet af den kæmpestore efterspørgsel, og vi har ikke mange vacciner tilbage, som det er nu. Der er ingen uvilje fra vores side, og vi og apotekerne vil rigtig gerne samarbejde med praktiserende læger, men når vi får en henstilling om, at vi ikke må videresælge vores vacciner, så gør vi det ikke«, siger Søren Hellener med henvisning til brevet fra Sundhedsstyrelsen 16. oktober til aktørerne på vaccinationsmarkedet.

Han oplyser, at Apovac indtil videre har vaccineret cirka 150.000 borgere. Siden 9. oktober er vaccination på apoteket udelukkende givet til risikogruppen, og samlet i hele sæsonen indtil nu har omkring ni ud af ti vaccinationer været givet i målgruppen af ældre og sårbare.

Nødlager af vaccinedoser

SSI har fået de sidste doser af influenzavacciner hjem i denne uge og distribuerer dem i forhold til de bestillinger, der er afgivet inden den 15. oktober, og som afventer, oplyser vicedirektør Ole Jensen i et skriftligt svar til Ugeskrift for Læger.

Serum Instituttet har stoppet for nye bestillinger af influenzavaccine efter 15. oktober og holder indtil videre som minimum 50.000 doser vaccine tilbage på et spærret lager.

»Der er ikke taget stilling til, hvornår og hvordan vi åbner op for bestilling i det spærrede lager, men det er i sagens natur et lager, der er sat til side, så vi har noget til de allermest kritiske dele af risikogrupperne, hvis det skulle blive nødvendigt«, skriver han videre.

SSI undersøger også, om der skulle være mulighed for at tage ubrugte vacciner retur for at distribuere dem på ny.

SSI ser på de regulatoriske muligheder for at tage vacciner retur med henblik på redistribution, hvis nogle har fået bestilt for meget, skriver Ole Jensen. Det kræver dog, at der er tale om lidt større mængder, samt at der er dokumentation for blandt andet opbevaring og temperaturforhold.

Der er dog juridiske problemer med et eventuelt videresalg fra firmaer til læger. Pressemedarbejder Kim Voigt Ørstrøm fra Lægemiddelstyrelsen oplyser, at Lægemiddelstyrelsen er i tæt dialog med Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut for at drøfte mulige løsninger på problemet med forsyning af influenzavacciner. Han bekræfter, at private virksomheder ikke må sælge vacciner eller andre lægemidler direkte til praktiserende læger. Lægerne skal efter reglerne købe deres vacciner fra apotekerne eller fra Statens Serum Institut.

Lægerne har flest vacciner

Der er indkøbt 1,6 millioner doser influenzavaccine, og der er indtil videre vaccineret cirka 850.000, viser de nyeste tal. Men det er ikke så let at finde ud af, hvor de resterende ubrugte vacciner befinder sig henne.

Målgruppen for dette års influenzavaccination er udvidet til også at rumme sundheds- og plejepersonale, som skal tage vare på blandt andet coronapatienter under en eventuel anden bølge af epidemien. Regionerne har derfor også indkøbt større doser af influenzavaccine i år.

Men her ser det heller ikke for lovende ud. I Region Hovedstaden oplyser pressechef Annette Precht-Sparre i et skriftligt svar, at Region Hovedstadens Apotek har indkøbt 19.000 influenzavacciner af Statens Serum Institut. Heraf er 12.000 allerede distribueret til hospitalerne, og hospitalerne har yderligere bestilt 9.000 vacciner hos regionens apotek. Der er altså 2.000 færre influenzavacciner i forhold til hospitalernes efterspørgsel.

Region Hovedstadens Apotek forventer ikke at kunne købe flere vacciner, og de nuværende vacciner gives til hospitalernes sundhedsfaglige personale, mens det er besluttet, at alle andre medarbejdere ikke modtager vaccinationer. Annette Precht-Sparre skriver videre, at Region Hovedstaden i den nuværende situation ikke har mulighed for at hjælpe primærsektoren.

Ifølge tal fra vicedirektør Ole Jensen fra SSI er praktiserende læger klart den største aftager af influenzavacciner. De udleverede vacciner til dette års influenzasæson fordeler sig indtil videre således:

Praktiserende læger: 58 procent

Apoteker: 24 procent

Private vaccinationsklinikker: 16 procent

Øvrige kunder (fx regioner og speciallæger): 2 procent

LÆS OGSÅ: Politikere om mangel på influenzavacciner: "Det er dybt kritisabelt"