Bogen »Vesterbrodrengen« er et herligt personligt vidnesbyrd om udviklingen på Vesterbro. Den kan anbefales som læsning for alle læger, der interesserer sig for de grundlæggende årsager til forbedringen af sundheden i Danmark, særligt i København, i efterkrigsårene, skriver anmelder og praktiserende læge Claus Rendtorff.
Fakta
Bogen er et herligt personligt vidnesbyrd om udviklingen på Vesterbro og til dels også Nørrebro, hvor han er vokset op og har haft sin ungdom. Henrik proklamerer tidligt i bogen sin aversion mod pænhed og korrekthed.
Han fortæller levende om sit elskede Vesterbro, om værtshusene, vennerne, kvinderne, luderne, de kriminelle og ikke mindst øllet. Han begræder, at Vesterbro, som han kendte det i 60’erne og 70’erne er forsvundet og erstattet med gentrificeringen og alle de pæne og korrekte unge børnefamilier. Det kan lyde som moderne konservatisme, en modvilje mod udvikling.
Forfatteren er praktiserende læge, og han yder en vigtig kritik af nogle af vores nuværende livsbetingelser. De manglende muligheder for at være medlem af naturlige fællesskaber. En type fællesskaber, der var udbredte i efterkrigsårene og op til ungdomsoprøret, hvor individualismen og hippiekulturen fik sit indtog.
Ensomhed er den største enkeltstående sygdomsfremkaldende faktor i dag. Så måske er det berettiget at skue tilbage og studere nogle af de sociale fællesskaber, der var dengang mhp. at skabe nye og udviklende rammer for de nuværende generationer
Undertegnede er selv praktiserende læge på Vesterbro og har i en kort periode også boet på Vesterbro. Jeg forstår godt forfatterens indignation. Men den rækker også længere end blot til at være en fortørnelse over, at de gamle dage ikke længere er.
Han er kritisk mod politisk korrekthed og samfundets diskrimination mod utilpassede eksistenser, der ikke passer ind i gadebilledet eller for den sags skyld heller ikke kan passes ind i et ekskluderende arbejdsmarked. Et budskab, der er værd at lytte til i disse tider, hvor ikke blot de utilpassede vantrives, men også velfungerende børn og unge.
Henrik Keller har en formidabel hukommelse og stor interesse for historie, nyheder og politik. Så man er i gode hænder hos en dedikeret fortæller, der ikke bare beretter om de originaler, han selv har mødt, men også om andre kendte personer, som har tegnet Københavns »skæve« kulturliv. En viden han har fra anden hånd eller også fra aviserne, der er hans tro følgesvende. Vi møder personligheder som Cornelis Vreeswijk , Kim Larsen, Jazz Kay o.a. – alle i mere eller mindre bedugget tilstand. Bogen kan bruges som guide til nogle af de mere interessante barer og caféer i byen.
Bogen kan anbefales til alle, der er interesseret i Københavns historie gennem de sidste 50 år og den mere kulørte bagside. Henrik Keller skriver meget personligt, hvilket giver teksten en umiddelbart friskhed.
Hans beskrivelse af Københavns gamle værtshuse inspirerede undertegnede til straks at få lyst til at gå på Palæ Bar og drikke en øl.
Bogen kan anbefales som læsning for alle læger, der interesserer sig for de grundlæggende årsager til forbedringen af sundheden i Danmark og i særdeleshed København i efterkrigsårene.
