Forfatterparrets baggrund som læger giver krydderi og dybde til krimien

To børnepsykiatere, hvoraf den ene i tillæg er psykoanalytiker, har begivet sig ud i krimigenren. De har sat deres faglighed i spil og deres fantasi fri. Det er der kommet en læseværdig bog ud af.

Bogen starter med at sætte scenen, introducere nøglepersoner herunder politifolk på den lille søvnige station i Frederikssund. Omegnen – det nordlige Hornsherreds topografi og kulturhistorie spiller en rolle for bogens handling og skildres med lokalkendskab og i mange detaljer. Det er et lille lukket samfund, hvor alle kender alle, hvor der er healere og ´”hekse”, der kan tale med de døde, hvor alle har hemmeligheder, hvor man er stolt over at høre til på bagtæppet af stedets historie, der giver betydning til de nutidige begivenheder.

Senere findes en myrdet kvinde, som har ligget i dagevis dækket af sne og is uden for sit hjem. Inde i huset er hendes 11-årige autistiske søn alene – og har levet af gammelt brød og tun på dåse. Den dysfunktionelle familie, der her skildres, er ikke den eneste i bogen. Forfatterne skildrer med knivskarp præcision og indlevelse, hvordan børn kan svigtes under opvæksten i de offentlige systemer, når forældrene ikke slår til , og hvilke konsekvenser det kan få.

Lad det være sagt: Bogen er lang, 476 sider og har efter denne anmelders mening svært ved at komme i gang. Der er meget lange beskrivelser af omgivelser, steder, rum, personer, som fortaber sig lidt og forsvinder. Der er også mange diagnoser i spil – forfatternes faglighed fornægter sig ikke.

Men efterhånden som historien tager fat, afdækkes mere og mere af de enkelte personer og deres skyggesider, og og man følger opklaringsarbejdet med spænding. Sprogligt er det, som om forfatterne skriver sig op – fra de lange beskrivelser af steder og personer i første del til en mere knap stil med en stigende spændingskurve, så man fanges ind i historien.

Den politimand, der er hovedperson, har lidt for langt hår og et drømmende intuitivt væsen. Han går i psykoanalyse – når han har tid! Hans kontrast er den »moderne« leder, der går efter de hurtige succeser og derfor overser de signaler, som gennem det møjsommelige og langsommelige politiarbejde kan føre til sandheden – in casu morderen.

Krimiers fascination ligger jo netop i denne sandhedssøgen og i en afdækning af de afkroge i det menneskelige sind, der fører til perversioner og mord.

Man kan læse bogen som en parallel mellem udforskningen i en psykoanalyse og politiarbejde. Der er dækhistorier, der er forvirring, sporet forsvinder for så at blive fundet igen langt senere, indtil den store og spændende, men desværre lidt overfyldte finale. Lige her hører parallellen mellem poltiarbejde og psykoanalyse op, for i psykoanalyse er der ikke en stor finale, men udforskningen af sindets veje og vildveje er en livslang proces.

Selvfølgelig har fortællingen en børnepsykiater. Han er tæt på pensionen, forbereder sin takketale i anledning af en udnævnelse til æresmedlem af det videnskabelige selskab. Han er fagligt optaget og vil det bedste. Men fremstår også som en ufølende dommer over børns liv gennem sine skråsikre objektiviserede vurderinger. Disse virker som en knytnæve i synet på en af de involverede, der er blevet voksen, og mange ting, der var uforståelige i hans liv, falder på plads i negativ retning.

Bogen handler om sårbare og udsatte familier – om børns vilkår i et diagnosesamfund, hvor den menneskelige dimension kan være sat i anden række, om svigt og skuffelser. Om politiarbejde og dets konsekvenser for familielivet.

Bogen vil meget – nok for meget, men man vil gerne læse flere krimier med den sympatiske, intuitive og derfor tilsyneladende lidt ufokuserede politimand.

Læs også:

»Som læge er det interessant at få et dybdegående indblik i sygdomsforløbet med sklerose«

»Nogle begik selvmord, og en begik drab i forbindelse med rusen«