I anledning af Maja Thieles bogudgivelse deltager hun i en times samtale med Huxi Bach i hans podcast »Ubegribeligt«. I bogen, som er i lommeformat, kommer Maja Thiele rundt om egne erfaringer med rus og udvalgte sider af viden om alkohols oprindelse, virkninger på andre skabninger og i menneskehjernen, afhængighed, skader på organer, alkoholproduktion i tarmfloraen og lidt om tømmermænd.
Bogen udkom i serien »Tænkepauser«, som er »små bøger med store tanker«, hvor forskere har 60 sider til at formidle deres viden om netop det, de ved mest om. Formen sætter nogle begrænsninger formidlingsmæssigt, og man må formode, at modtageren er befolkningen i bredeste forstand.
Jeg synes, at Maja Thiele lykkes med at formidle bedst, både i bog og podcast, når hun er på hjemmebane i og omkring leveren og dens sygdomme, som jo er hendes professorats objekt.
Til gengæld fremstilles afhængighed som fænomen sparsomt, grænsende til det mangelfulde. Det konstateres, at alkohol ikke er så afhængighedsskabende som mange andre rusmidler, hvilket jo på sin vis er rigtigt, hvis man undlader at tage hensyn til det, der i gamle dage hed borgerens »præmorbide psyke«.
Man kan savne en anerkendelse af, at den våde danske kultur dækker over den gruppe af mennesker, som bliver svært afhængige af alkohol, hvor den efterstræbte virkning klinger af, mens deres trang øges, og de kommer til vedvarende/kronisk at indtage meget store mængder alkohol fanget i denne patologiske klemme, uden ballast til at bryde ud af den. I denne gruppe er forekomsten af psykiatrisk komorbiditet (inkl. ikkediagnosticeret udviklings- eller personlighedsforstyrrelse) det normale.
Jeg nævner kun dette, fordi der i både bog og podcast er en jovial tone, som jeg synes kan være en hårfin balance, når det gælder et rusmiddel, som skader denne gruppe så hårdt. Alkohol omtales som »alle tiders sociale smøremiddel«, som kan misforstås derhen, at det er en egenskab ved stoffet i sig selv, der er tale om. Og alkohol omtales ved utallige synonymer i bogen som f.eks. schvimmelwasser, gibbernakker, ildvand, dingledråber, sjusser og pullimut (som Maja Thiele også bruger flere gange i podcasten), hvilket jeg personligt synes er overdrevet i en grad, så man må mistænke, at en redaktør helt systematisk har udskiftet ordet »alkohol« med skiftende synonymer for at peppe bogen lidt op.
Der er så meget at sige om alkohol, og Maja Thiele får formidlet gode ting om dets virkninger. Det kan synes urimeligt at anmelde det, der »mangler«. Jeg har bare den forhåbning, at vi som læger samlet set bliver i stand til at formidle sammenhænge mellem adfærd/afhængighed og helbredskonsekvenser på en dækkende og afbalanceret måde, der hverken kan bruges til romantisering eller fordømmelse.
