Forsker bragte T-celleterapi til Danmark

En rejse til Washington i 2008 ændrede Inge Marie Svanes karriere. Her lavede forskere de første forsøg med T-celleterapi på patienter, og Inge Marie Svane blev overbevist om, at de danske forskere måtte følge trop.

Hun har nu arbejdet med T-celleterapi i 15 år. Hun er professor i klinisk cancerimmunterapi og leder af det translationelle forskningscenter Nationalt Center for Cancer Immunterapi (CCIT-DK), Herlev Hospital. 

De gik i gang med modermærkekræft og blev de første til at vise, at selvom patienterne havde svigt på standardimmunterapi, kunne 40% stadig opnå effekt med T-celleterapi.

»Det er faktisk det, jeg er mest imponeret over. At T-celleterapi virker, selvom andre former for immunterapi ikke har virket. Tidligere har vi ellers konstateret, at når man først har svigt af den ene kræftbehandling, har man også mindre chance for at få effekt af den næste behandling«, siger Inge Marie Svane. I en ny serie sætter Ugeskrift for Læger fokus på forskeres største fund, og hvordan det ændrede deres karriere.

Allerede som medicinstuderende var hun interesseret i cancerimmunolog. Hun troede, at hun skulle tilbringe sit arbejdsliv på Panum med basal forskning og musemodeller. Efter turnus fandt hun dog ud af, at hun rigtigt godt kunne lide at se patienter.

»Mit mål blev at finde et sted i nærheden af patienterne, hvor jeg kunne forske i cancervacciner«.

Hun startede med dendritcellebaserede vacciner, hvor man isolerer hvide blodlegemer i patienternes blod og loader dem med peptider, der signalerer kræftproteiner. Derefter giver man dem tilbage til patienterne som en indsprøjtning under huden, forklarer Inge Marie Svane.

»Da jeg første gang vaccinerede en patient med min egen hjemmelavede dendritcellevaccine, følte jeg virkelig, at jeg var nået langt«.

Det brugte hun en del år på, indtil hun altså fik øjnene op for T-celleterapi, som skulle vise sig at være et endnu større fund for forskeren.

»Dendritcellen var omskiftelig at have med at gøre, den er meget plastisk og forandrer sig hele tiden i forhold til, hvor den opholder sig«.

Der var mere styr på T-cellerne. De er et trin længere i fødekæden og klar til angreb. Forskerne skulle ikke skubbe så lang en proces i gang, for cellerne kunne selv slå kræften ihjel, siger Inge Marie Svane.

I centret har de arbejdet translationelt og basalt med cancerimmunologi og har etableret kæmpe biobanker med kræftvæv og T-celler. De laver analyser af, om cellerne kan angribe tumorcellerne, og hvorfor de ikke kan.

Forskningscentret rækker fra laboratoriet ud i klinikken for så at komme tilbage igen med materiale fra klinikken, så de derved kan optimere de kliniske forsøg.

Dokumenterede effekt

Efter et par år snakkede hun med en kollega på det nationale cancerinstitut i Amsterdam. De var også så småt begyndt at arbejde med T-celler.

»Vi syntes, at der manglede et større, randomiseret studie, der dokumenterede effekten. Et par håndfulde centre i verden havde vist effekt i forskellige mindre studier, men det var ikke rigtigt dokumenteret. Det kastede vi os ud i«.

Først skrev de en stor EU-ansøgning, men blev afvist, fordi de søgte uden et firma. De besluttede at finde midlerne hver for sig. Det er derfor, at det har taget så lang tid, siger Inge Marie Svane.

Når patienter blev henvist, skulle lægerne desuden snakke med dem om, hvorvidt de ville begynde standardimmunterapi dagen efter eller vente fem uger på, at forskerne lavede T-celler fra tumor og først derefter startede behandlingen.

»Patienten havde lige fået diagnosticeret udbredt modermærkekræft, og så er det svært at få at vide, at man skal vente«.

Inge Marie Svanes behandling tog kun tre uger, og man skulle kun igennem én omgang. Så patienterne var fremme ved første evaluering på samme tid som standardbehandlingen.

»T-celleterapi er mere intensiv. Patienterne får højdosiskemoterapi for at præparere dem. Det tager en uge. De bliver dårlige, får trykket deres knoglemarv. Vi giver dem også interleukin-2, der holder gang i immuncellerne. Det er samme stof, der kører i kroppen under sepsis. Det er et voldsomt signalstof. Det føles, som om man har tidobbelt influenza og er næsten på vej på intensiv i de dage. Så skal de komme sig, og deres knoglemarv skal op at køre igen«.

20% får komplet tumorsvind ved behandlingen, viser data.

»Det er noget af det mest interessante, for det er blandt dem, vi ser langtidsoverlevelse. De må betragtes som helbredt. Det er det største. Jeg har udviklet det i mit eget forskningscenter og bragt fundene ud i klinikken«.

Hvordan har det ændret din karriere, at du fik øjnene op for T-celleterapi?

»Det var med til at styrke os som et center med en ekspertise, som meget få i verden havde. Det er få steder, at man kan fremstille T-celler. I klinikken er jeg ansvarlig for modermærkekræft, og det gav tiltagende mening, at jeg kunne etablere behandlingstilbud. Det har også givet positiv opmærksomhed politisk«.

Inge Marie Svane kæmper stadig for, at T-celleterapi bliver standardbehandling. Men det er en regulatorisk kamp.

»Der er ingen procedurer for, hvad EMA gør, når nogle akademikere banker på døren og gerne vil have godkendt en behandling. Det er altid drevet af et firma, som vil have markedsføringstilladelse til at sælge et produkt. Den procedure kender de«, siger Inge Marie Svane.

»Det er en juridisk labyrint. Det er svært, for vi vil bare gerne videre«.

I vinter lykkedes det at få Lægemiddelstyrelsen og regionerne til at nikke til et early access-program.

»Hvis jeg har egnede patienter, kan jeg søge tilladelse til at give behandlingen. Det er godt, for så er der ro ved, at adgangen er der, og man kan henvise nationalt til os«.

Forskningen slutter ikke her. Nye teknologier åbner for, at forskerne kan justere T-celler og genetisk manipulere dem.

»Vi vil arbejde på at gøre T-cellerne endnu mere potente, f.eks. ved at fjerne et hæmmende molekyle på overfladen af T-cellerne. Vi kan måske sætte et gen ind med signalstof, eller vi kan sætte receptorer ind, så de bedre kan genkende kræftcellerne«.