Salma Raghad Karim forsker i interventionskardiologi – og så er hun 24 år gammel og medicinstuderende på niende semester på Aarhus Universitet. På trods af fremdriftsreformen, der har gjort det mere besværligt at forske under studietiden, insisterer hun på at starte sin forskerkarriere nu. Og hun ved, hvad hun vil.
»Jeg har altid godt kunnet lide kar. Karfysiologi. Karanatomi. Karfarmakologi. Det er så dynamisk. Der er mange mekanismer, der kan få et kar til at kontrahere eller dilatere, fordi det er en maskine, der pumper blodet ind i rør, og så er rørene levende. Jeg har ikke brug for at blive læge hurtigt. Jeg vil have tid til at nørde ned i detaljerne, og nu ved jeg meget om det her lillebitte, helt specifikke område«, forklarer hun.
Der var derfor ingen tvivl i Salma Raghad Karims hjerte, da hun fik muligheden for at være med i det, hun kalder »det perfekte forskningsprojekt«, selvom hun synes, at reglerne for at få tid til forskning under studiet er besværlige. Derfor opgav hun på forhånd at søge forskningsår.
»Jeg tog et halvt år fri på ottende semester, så jeg kun havde to forsøg tilbage til at bestå, men jeg var bange for at komme i klemme i de regler, der gjorde det svært at få orlov til forskning«, siger hun og fortsætter:
»Det virker som om, det nærmest er ligegyldigt, hvilken slags læger vi bliver, og om vi kan lide det: Vi skal bare blive færdige. Jeg tror, man lige skal stoppe op og se på, hvad det er for nogle læger, der bliver uddannet, i stedet for bare at presse på«.
Fordi Salma Raghad Karim valgte ikke at søge om godkendelse af et forskningsår på Aarhus Universitet, betød det, at hun kun havde et halvt år til at arbejde på det forskningsstudie, hun er i gang med nu.
»Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde fået orlov, fordi det var et ret lille studie. Det kunne godt klares på et halvt år, men det havde da været federe at have et helt år. Jeg var bare nødt til at slå til, da muligheden opstod«, siger hun.
Indtil videre ser det ud til, at chancen betaler sig, men det ved hun ikke, før hendes ansøgning om ph.d.-studie bliver godkendt. I mellemtiden forsker hun på fuld tid.
»Muligheden for det perfekte projekt for mig var der nu, så jeg håber, jeg får muligheden for at lave en integreret ph.d. Først forske et år, så tage kandidaten og til sidst vende tilbage til ph.d.en. Det smarte ved det er, at jeg kan have et længere studie og følge patienterne i længere tid«, forklarer hun.
Ph.d.-projektet skal bestå af tre studier, og det første er det, hun allerede er godt i gang med. Det handler om kar. Naturligvis. Men mest af alt handler det om at bruge forskning til direkte forbedring eller kvalificering af patientbehandlingen.
»Det handler om fysiologien i karrene, og hvordan trykket bliver påvirket af forsnævringer. Studier har vist, at det ikke er alle, der har gavn af at få en stent eller medicinsk behandling, så vi er nødt til at finde ud af, hvem der har gavn af det ene eller det andet«, siger hun.
Jeg bliver klogere og bidrager til vores forståelse af denne her sygdom, og det gør mig stolt af at være en del af et team, hvor der er ret frie tøjler til at få realiseret sine idéer. For mig giver det mening at bidrage til forskning. Det gør det, fordi jeg kan bidrage til, at patienter med forsnævrede kar kan blive behandlet bedre. Salma Raghad Karim
Trykmålinger foretages ved at lægge en wire ind igennem lyske eller håndled og køre den hen over stenosen, så en sensor kan måle tryk før og efter forsnævringen. Det er trykfaldet i procent, der afgør, om patienten skal behandles. Salma Raghad Karim arbejder på et metodestudie af, hvordan trykmålingen foretages.
»Vores teori er, at vi får den forkerte måling, når vi laver den intuberet, og den guide, som trykwiren kommer ud af, sættes ind i karret. Tesen er, at hvis vi holder guiden lige uden for karret i aorta, kan vi få en mere præcis måling«, siger hun og fortsætter:
»Der findes ikke en guide til, hvordan man skal lave denne måling, så lige nu er der nogle, der laver den intuberet, mens andre gør det ekstuberet. Jeg mener, at der er brug for en ensretning«.
Salma Raghad Karim forklarer, at den præcise trykmåling er vigtig, for ellers bliver færre patienter behandlet med stent eller ballonudvidelse, end der burde være tilfældet.
Når Salma Raghad Karim ikke taler begejstret om kar og trykmålinger, så bevæger hun sig helt væk fra alt, der ligner evidens. Den målrettede forsker tænker med hjertet, siger hun.
»Jeg lytter meget til mine følelser og arbejder med min mavefornemmelse. Måske for meget, men det føles bare rigtigt, at jeg skal være på denne her afdeling og arbejde med det her problem. Det føles, som om jeg er en del af noget stort«.
En sjælden gang kan hun opleve, hvad hun kalder »få øjeblikkes tvivl«, hvor hun overvejer, om hun ikke alligevel skulle blive hjertekirurg. Men så kommer hun i tanke om planen.
»Interventionskardiologi har jeg villet længe, og det går jeg efter. Jeg kan godt lide at have en plan og arbejde målrettet. Mange foretrækker at prøve en masse forskellige ting af, men jeg kan godt lide tanken om, at jeg ikke skal starte forfra, når jeg er færdig, fordi jeg allerede ved, hvad jeg vil«, siger Salma Raghad Karim.
Når Salma Raghad Karim først er kommet i gang med at tale om forsnævrede kar, trykmålinger og invasive undersøgelser, kan det være svært at huske, at der er tale om levende mennesker. Patienter. Men selvom det er den nørdede begejstring, der driver forskeren, glemmer hun aldrig, hvorfor hun gør det.
»Jeg bliver klogere og bidrager til vores forståelse af denne her sygdom, og det gør mig stolt af at være en del af et team, hvor der er ret frie tøjler til at få realiseret sine idéer. For mig giver det mening at bidrage til forskning. Det gør det, fordi jeg kan bidrage til, at patienter med forsnævrede kar kan blive behandlet bedre«, forklarer hun.
Uden patienter ville hun ikke forske, siger Salma Raghad Karim. Grisekælderen under Aarhus Universitetshospital trækker ikke i hende. Det er dernede, læger og medicinstuderende kan forfine deres suturteknik eller udvikle nye metoder til reparation af hjertet, fordi et svinehjerte ligner et menneskehjerte.
»Jeg havde ikke forsket, hvis det handlede om grise eller mus, og jeg ikke kunne arbejde med mennesker. De patienter, jeg arbejder med, havde fået en invasiv måling, uanset om jeg havde været der til at lave ekstra trykmålinger eller ej, så det er meget klinisk implementeret, det jeg laver. Jeg føler, det er mere virkelighedsnært end at arbejde nede i grisekælderen. Mere nørdet er jeg heller ikke.«
