Forsker: Sundhedsvæsenet har brug for et vismandsråd

Hospitalerne fylder for meget og primærsektoren for lidt. Der bliver færre praktiserende læger og flere ældre mennesker. Det er et par af de ubalancer, som professor på Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet og tidligere praktiserende læge, Frede Olesen, peger på i et debatindlæg i dette nummer af Ugeskrift for Læger.

Han foreslår, at der oprettes et sundhedsvæsenets vismandssystem. Det skal afhjælpe og afværge den slags ubalancer i fremtiden.

Det skal være et »sundhedsfagligt og samfundsmedicinsk orienteret uafhængigt organ, som kan gøre status og opstille en vision for en fremtidig indsats. Det skal kritisk og sagligt analysere behov, opstille mål for en sammenhængende indsats og vise balancerede, personale- og økonomimæssigt realistiske veje frem«, skriver han i indlægget.

Han tror også, at et sådant råd kunne være konstruktivt for prioriteringsdebatten.

»Medicinrådet og behandlingsrådet er kommet til at handle om fravalg. Det ligner lidt en gøgeungeeffekt, hvor noget bliver skubbet ud af noget andet. Jeg tror, vi med grundige samlede analyser kunne få et mere balanceret udgangspunkt for at prioritere.«

Bred forankring er afgørende

Jakob Kjellberg skal som sundhedsøkonom nærmest pr. definition give gode råd. Han synes dog, at idéen om et statsligt råd er god.

»Hvis nogen vil finansiere det, og det blev forankret, så det ikke f.eks. skulle stå til ansvar over for et ministerium, så er det en fin idé. Sagen er, at vi har et sundhedsvæsen, som styringsmæssigt er fragmenteret – vi har kommuner, regioner, et sundhedsministerium og et finansministerium og så en masse interesseorganisationer. Ud fra den betragtning kunne det måske være en god idé med et råd eller lignende med en statslig tyngde, der arbejdede med presserende strukturelle udfordringer, ud fra faglige og økonomiske perspektiver. Det er trods alt ti procent af BNP, vi taler om.«

Han fortsætter:

»Der er virkelig ubalancer i sundhedsvæsenet. Det har været kendt i mange år, og det er jo ikke fordi, der ikke har været advarsler om det.«

Kunne et statsligt råd have en autoritet, der bevirker, at der bliver handlet på advarslerne?

»Ja, under forudsætning af, at nogen efterspørger de gode råd. Ikke mindst Folketinget. Og der tror jeg, det er afgørende, at det er et bredt forankret råd for at motivere f.eks. politikere til at lytte til rådene.«

Det er sagt mange gange før

Leif Vestergaard Pedersen er sundhedsøkonom. Han har været med til at præge sundhedsvæsenet i årevis, både i driften af det som topembedsmand i det tidligere Aarhus Amt og som magtfuld interessent som administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse. Han synes, det er »et superfornuftigt forslag med et råd, der på en systematisk måde ser på sundhedsvæsenet«.

»Vi må se i øjnene, at sundhedsvæsenet gennem de seneste næsten 30 år har haft meget fokus på hospitalsvæsenet. Det er blevet påpeget gennem årene, men det har været pletvist, på konferencer og den slags, hvor man har sagt, at der var brug for at tænke i et samlet sundhedsvæsen.«

Du er selv sundhedsøkonom – hvorfor er der ikke nogen, der har hørt på jer?

»Jeg tror, at problemet er, at ingen for alvor har brugt kræfter på at lave analyserne. De kunne, som Frede Olesen peger på, komme fra et uafhængigt råd. Det kunne lave temaanalyser, f.eks. af emner, der verserer i debatten, men som måske er en myte. Der hersker f.eks. en forståelse af, at når vi flytter opgaver ud i kommunerne, så bliver det billigere og bedre. Men hvor ved vi det fra? Skal der det? Flere eksperter har sagt, at det er bedre at se på det faktum, at en del af de ambulante ydelser på sygehusene er overflødige. Men den slags har det med at blive væk, hvis det ikke bare er en eller anden sundhedsøkonom, der stiller sig op og siger det på en konference. Det når sjældent frem til beslutningstagernes fælles bord. Så jo, der er brug for, at det bliver sagt på en måde.«

Leif Vestergaard Pedersen tilføjer:

»Det skal retfærdigvis siges, at i den seneste økonomiaftale mellem kommuner og regering bliver der netop sat spørgsmålstegn ved, om det er omkostningseffektivt at flytte opgaver til kommunerne og i givet fald, hvordan. Men det er sket, efter en række mennesker igen og igen har spurgt: Hvor ved I det fra?«

Der er ingen garanti for, at rådene bliver fulgt

Også formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, kipper med flaget for forslaget.

»Det er en interessant idé, som Frede Olesen har fået her. Man kan kun bakke op om, at politikerne tager beslutninger om sundhedsvæsenet på så solidt et fagligt grundlag som muligt. Erfaringer fra udlandet – ikke mindst England – viser, at stærke tænketanke inden for sundhedspolitik har stor indflydelse, og der tænker jeg, at der kan være værdifuld inspiration at hente. Det er samtidig klart, at vi har brug for at se et mere udfoldet forslag, som efter min vurdering bør tage højde for, at vi i dag i Danmark har aktører som f.eks. VIVE, der leverer analyser af høj kvalitet. Mit bud er også, at man, uanset om det foreslåede råd etableres eller ej, skal være bevidst om, at der langtfra er garanti for, at rådene bliver fulgt. Den erfaring har Det Økonomiske Råd måttet drage, og vi vil også i sundhedspolitik se, at fagligheden i nogle sager må vige for politiske hensyn.«

Sundhedsvæsenet kan ikke sættes på en økonomisk formel

Morten Freil, direktør i Danske Patienter, er enig i grundanalysen: at der er ubalancer i sundhedsvæsenet.

»Det gælder ressourcer ift. krav og hele indretningen af sundhedsvæsenet i siloer – hospitaler, almen praksis og kommuner. Der er helt sikkert brug for mere viden og brug for at styrke rådgivningen til politikerne.«

Han har dog betænkeligheder ved et eventuelt råds status:

»Sundhedsvæsenet er komplekst og kan ikke sættes på formel, som de økonomiske vismænd kan med økonomien, hvor de opstiller nogle forudsætninger i modeller og fremskriver ud fra det. Der skal tages hensyn til brugerperspektiver og politiske ønsker. Derfor er de beslutninger, der træffes om sundhedsvæsenet, ikke nødvendigvis rationelle eller logiske ud fra en forretningsmæssig tankegang. Jeg ville være bekymret, hvis vi fik et råd med økonomiske og sundhedsfaglige eksperter, der kunne skære igennem. Det er politikernes arbejde.«

Hvordan sikres uafhængigheden?

Liselott Blixt, folketingspolitiker for Dansk Folkeparti og mangeårigt medlem af og formand for Folketingets sundhedsudvalg, giver sin tilslutning, men dog med forbehold.

»Hvordan kan man være uafhængig og samtidig rådgive sundhedsvæsenet? Hvem skal sidde i sådan et råd? Det er svært at finde nogen, der ikke repræsenterer en interesse – nogle gange bliver der jo hentet udenlandske eksperter ind for at rådgive! Jeg kunne godt frygte, det ville blive en blindtarm, der sidder og arbejder med noget, som der ikke kommer noget ud af.

Men når det er sagt, så kunne jeg som politiker godt ønske mig nogle overordnede sammenhængende planer i stedet for enkeltanalyser af bestemte områder. Det savner vi. Jeg synes, det ville være interessant, hvis formålet er at få et helhedssyn på sundhedsvæsenet og en enighed om, hvilken retning vi går i – der gælder uanset geografi, om det er kommune eller region eller den private sektor.«

Læs Frede Olesens debatindlæg