Vi mangler et »sundhedsvæsenets vismandssystem«

På det sidste har vi drypvis set vigtig statistik om sundhedsvæsenets udvikling i de seneste 10-15 år. Der har været en voldsom vækst i antal læger og sygeplejersker på sygehusene og også vækst i antal ambulante besøg pr. patient, men relativt lav vækst i antal personer, der er i ambulant behandling. Samtidig har vi set det forudsagte fald i antal praktiserende læger, stigning i antal ældre og især i antal patienter med multisygdom. Osv. osv.

Tilbage står billedet af et overordnet godt og højtydende sundhedsvæsen, men også et væsen, som er kommet ud af balance, hvis vi ser på fordeling mellem primærsektor og sygehuse, kapacitet i forhold til (ældres) behov og i balancen mellem forebyggelse, diagnostik, behandling, efterbehandling og lindring.

Mange af os oplever splittelsen mellem stolthed over vort sundhedsvæsen og ærgrelse over at se ubalancen. Samtidig anerkender vi de beslutningstagere (desværre ikke alle) i stat, kommune og regioner, som søger at rette op. Men har de en fælles vision og det rette sammenhængende beslutningsgrundlag?

Tilbage i 1970’erne var dansk økonomi og dansk økonomisk politisk beslutningstagen i en lignende vanskelig situation med ubalancerede initiativer, på trods af at Danmark også dengang var et privilegeret land. Det rettede vi op og er nu internationalt set økonomisk superstærke. Et af de vigtige virkemidler har været Det Økonomiske Råd og det såkaldte »vismandssystem«.

Inspireret af tankerne bag det økonomiske vismandssystem foreslår jeg et lignende sundhedsfagligt og samfundsmedicinsk orienteret uafhængigt organ, som regelmæssigt kan gøre status og opstille en vision for en fremtidig indsats. Det skal kritisk og sagligt analysere behov, opstille mål for en sammenhængende indsats og vise balancerede, personalemæssige og økonomimæssigt realistiske veje frem. Den nye minister kunne derfor passende tage initiativ til at afsætte nogle af alle forsknings- og udviklingsmidlerne i sundhedsvæsenet til etablering af et uafhængigt »sundhedsvæsenets vismandssystem«, som regelmæssigt skulle udgive overordnede analyser af væsenet og mere fokuserede evidensbaserede delrapporter. Her ville man kunne hente betydelig inspiration fra for eksempel King’s Fund og Nuffield Trust i England, som ofte producerer fremragende rapporter.

Alternativt kunne man etablere en »sundhedsvæsenets tænketank« på linje med andre tænketanke, men det er måske vanskeligt at finansiere og etablere en sådan institution, hvis den skal være uafhængig af økonomiske og faglige særinteresser.

En af de første delrapporter kunne i øvrigt dreje sig om overvejelser over, om vi har den rette balance mellem sundhedstjenesteforskning, klinisk forskning og grundforskning. Et stærkere fokus på forskning i sundhedsvæsenets organisation og funktion vil givetvis kunne styrke beslutningsgrundlaget for de politiske valg, der skal træffes.

LÆS FLERE INDSPARK FRA PANELET:

Mahican Gielen: Din fejl, min fejl
Sedrah Butt: Alternativ behandling, der virker, kaldes behandling
Joachim Hoffmann-Petersen: Lars von Triers Riget – 25 år efter
Ida Lang Andersen: En regnbuefarvet opfordring
Berit Enggaard Kaae: Sikre afleveringer ønskes
Merete Nordentoft: Millioner til kliniske forsøg - tak