Din fejl, min fejl

Hvad gør du, når du laver en fejl som læge? Prøver at fikse det? Ignorerer det? Forsvarer det eller gemmer det? Bebrejder dig selv? Siger undskyld? Laver en UTH?

Hvad med en fejl begået af en anden læge? Siger du det til vedkommende? Laver en UTH? Eller griner af det i kaffestuen med de andre? Giver det videre til patienten? Ignorerer det?

Det kan være forskelligt, hvordan vi læger håndterer fejl – egne eller andres. Flere faktorer spiller ind: Alvorligheden, hvem det handler om (andre afdelinger eller sygehuse er som regel særligt udsatte), om det allerede er opdaget og så videre. Men hvilken er den rigtige måde? Da det står uomstødeligt fast, at vi laver fejl, er vi nødt til at lære af dem. Det er trods alt menneskeliv, vi står med. Vi kan ikke tillade os ikke at tale om det.

Desværre er vi læger ikke altid gode ved hinanden og kan bliver forført med følelser af utålmodighed eller overlegenhed, når vi opdager en andens fejl, selvom vi garanteret selv har været på den anden side. Jeg er selv faldet i den fælde, hvilket er ret dumt, fordi jeg på ingen måde selv er fejlfri. Tværtimod kan jeg nemt opsummere en top-10 af mine dummeste fejl, herunder flere oversete frakturer, og den gang jeg beskrev følger efter hysterektomi hos en mand på en CT-abdomen. Jeg vil altid hellere end gerne have feedback, men det skal helst være konstruktivt og ikke a la STPS. Ellers får man ikke lyst til hverken at lære eller være læge.

Også mellem færdiguddannede speciallæger kan det være svært at tale om fejl og mangler. For vi er jo færdige og burde kunne det hele, ikke? Desværre: Ingen af os er perfekte, og alle bliver trætte eller har dårlige dage.

Hvordan kan vi så forbedre kulturen, så vi skaber de bedste rammer for læring og faglighed for alle? Spørg dig selv, hvordan du selv vil have, andre behandler dig. Det er jo altid nemmere at se tingene i bagklogskabens klare lys.

Herudover hjælper det rigtig meget for specielt de yngre læger, når man som ældre læge taler om sine fejl. Det eksempel er guld værd for de yngre læger, fordi det viser dem, at vi alle er mennesker, og at det er o.k. at fejle og tale om det.

Så er der også afdelinger, hvor de holder jævnlige »ups«-møder eller komplikationsmøder, hvor fejl og mangler bliver gennemgået på en konstruktiv måde, ude af tabuområdet.

Lad os endelig tage dialogen med hinanden og åbne mere op om fejl. For først når vi accepterer fejl som en del af jobbet, kan vi virkelig blive bedre og lære fra os.

Det er uundgåeligt og acceptabelt at lave fejl. Det, der ikke er acceptabelt, er at ignorere dem og dermed tillade, at de bliver gentaget. Så har vi fejlet ikke kun i vores fag, men især over for vores patienter.

LÆS FLERE KLUMMER:

Sedrah Butt: Alternativ behandling, der virker, kaldes behandling
Joachim Hoffmann-Petersen: Lars von Triers Riget – 25 år efter
Ida Lang Andersen: En regnbuefarvet opfordring
Berit Enggaard Kaae: Sikre afleveringer ønskes
Merete Nordentoft: Millioner til kliniske forsøg - tak
Ulf Hørlyk: Min dagligdag er afgørende for min stemme

Ugeskrift for Lægers faste debatpanel har fået nye medlemmer og skiftet navn fra »De 6« til »Panelet«.