Forsker undersøger børns T-cellesuperkræfter

»Du farvede nogle celler i går?«, spørger Katrine Schou Sandgaard.

»Det gjorde jeg, de ligger i køleskabet«, siger Anne Sofie Borg Hammer og åbner den hvide låge. »Jeg har puttet alle vores antistoffer ned i kassen«.

De to forskere sætter sig ved bordet i laboratorium for blodsygdomme på Aarhus Universitetshospital og taler begejstret om temperaturer, celler, antistoffer, tuber, optøningsprocesser, fortyndinger og koncentrationer, imens de studerer T-celler i små glas pakket ind i sølvpapir.

I virkeligheden hører de to forskere ikke hjemme i immunologien, de kommer fra pædiatrien og låner bare laboratoriet til at studere børns T-celler efter endt kemoterapi.

Katrine Schou Sandgaard er postdoc og ph.d.-vejleder, Anne Sofie Borg Hammer er ph.d.-studerende, og det er hendes forskning, de to nu diskuterer i laboratoriet.

Katrine Schou Sandgaard er 36 år og blev færdig med sin ph.d. i januar 2021. Hun har en årelang erfaring med at sekventere T-celler og undersøge børns unikke evne til at genoprette immunforsvaret efter sygdom og behandling.

Det har hun gjort dels på Great Ormond Street Hospital for Children i London, dels på Børn og Unge i Aarhus. Hun har netop modtaget en bevilling til at sætte en særlig metode op på AUH. En metode til at sekventere T-cellereceptorer, som ellers kun er mulig i London.

Ugeskrift for Læger har inviteret sig selv på besøg som led i en række artikler om lægers forskerliv for at høre om Katrine Schou Sandgaards forskning, og hvordan hun nåede hertil via et unikt internationalt forskningsmiljø, der lukkede hende ind i den inderste forskerkreds og satte skub i hendes forskerkarriere.

Børns superkræfter

Katrine Schou Sandgaard bor i Aarhus, har tre børn og en mand, er KBU-læge i Lægefællesskabet i Grenå og søger en intro på Børn og Unge i Aarhus fra årsskiftet. Derudover er hun postdoc og vejleder tre ph.d.-studerende. En i Aarhus, to i London.

Hun har et roligt ydre, et jysk klingende sprog og et fast blik. Hun venter tålmodigt med at tale, indtil spørgsmålet er stillet færdigt og svarer klart og forståeligt.

»Der er så meget, der ikke er kortlagt inden for immunforsvaret. Særligt har man næsten ikke forsket i immunforsvaret hos børn. Der er så meget nyt der, og hvis man først forstår børns særlige immunologiske evner, kan man også bedre forstå, hvorfor vi får en opblussen i RS-virus, og hvorfor børn reagerer mildere på COVID end voksne«.

Hendes ph.d. handlede om hiv-behandling og dens indflydelse på børns udskillelse af T-celler, som er så essentielle for børns immunforsvar. Hendes fund kan udbredes til andre infektionssygdomme hos børn som blandt andet COVID og også leukæmi, som Anne Sofie Borg Hammer forsker i.

Børn får ødelagt deres immunsystem af kemoterapi, og immunsystemet rammes f.eks. også efter en hård methotrexatbehandling, hvis de har børnegigt. Men det gør de også, når de har fået hiv fra deres mor.

»Hypotesen er, at små børn med hiv faktisk genskaber deres immunforsvar efter opstart af behandling næsten til fulde på grund af deres thymus. Det er et organ, der også hedder brislen, der sidder bagved brystbenet foran hjertet. Børn har det, der hedder thymuseksport, altså T-celler, der bliver dannet i thymus, og hver eneste dag spytter thymus tusindvis af T-celler ud i blodbanen«, forklarer Katrine Schou Sandgaard.

Den thymuseksport, altså output af T-celler til blodbanen, peaker omkring etårsalderen og falder drastisk til næsten umålelige niveauer i starten af 20’erne.

Hun beskriver det, som at børn har superkræfter på grund af thymus.

»Hypotesen i min ph.d. var, at det er på grund af thymus, at børn har evnen til at gendanne deres immunforsvar, når det har været ødelagt. Mit studie handlede om børn, der havde holdt pause fra deres hiv-behandling – deres antiretrovirale behandling. Børn med hiv skal være på livslang behandling, og det kan godt være problematisk i forhold til viral resistens, toksicitet og compliance senere hen. Særligt i teenageårene begynder de at synes, at det er træls, at de skal tage piller hver dag«.

Katrine Schou Sandgaards kliniske forsøg har altså undersøgt, om en pause kunne booste thymusproduktion af T-celler.

»Hvis voksne holder pause, dør T-cellerne. Så det er en dårlig idé, for de har ingen thymus til at danne nye. Vi kunne derimod se, at thymus bliver boostet til at spytte flere T-celler ud, når børnene holder pause. Det er en helt unik egenskab, børn har, som voksne ikke har. Og det kræver, at børn med hiv har opstartet behandling før eller omkring etårsalderen«.

»Jeg kan snakke i evigheder, og du skal endelig bare stoppe mig«, siger Katrine Schou Sandgaard og griner.

Sammensætning altafgørende

Hendes forskning undersøgte også sammensætningen af T-cellepopulationen.

»Vi kan se, at der er en stor forskel på børn og voksnes sammensætning af T-celler. Børn har en masse T-celler, som alle er forskellige fra hinanden. De er helt nye og friske og er lige spyttet ud af thymus, og voksne har nogle gamle T-celler, som er spyttet ud for mange år siden, men som undertiden har mødt virus og bakterier og er begyndt at dele sig og blive til memory T-celler«.

Og det er godt at have en masse forskellige T-celler i en hær, der står klar til at tage imod, hvad end der kommer ind.

»Lad os tage COVID som eksempel. Hvis COVID kommer, er sandsynligheden for, at en af T-cellerne kan genkende virus, stor, hvis man har tusindvis af forskellige T-celler. Så skal der nok være en, der genkender og kan aktivere B-celler, der kan lave antistoffer. Voksne har ikke så mange af de forskellige T-celler. De har en masse ældre T-celler og flere af den samme slags, og når de skal producere nye, tager de en af de gamle og får den til at dele sig«, siger Katrine Schou Sandgaard. Hun rejser sig og tegner en celle på en tavle og streger ud til nye celler. Det ligner lidt en kastanjemand.

»Det er det, jeg kalder T-cellereceptordiversitet, som falder med alderen«.

Grundforsker af hele sit hjerte

Selvom ph.d.-projektet er afsluttet, følger metoden Katrine Schou Sandgaard ind i det, hun laver nu.

»De kompetencer, jeg har opnået der, bruger jeg i min postdoc-forskning til at kigge på andre sygdomme, f.eks. børn med leukæmi. Vi sammenligner med voksne og ser, hvad der resulterer i relaps af cancersygdomme, altså tilbagefald«.

Katrine Schou Sandgaard bevæger sig over i onkologien, men hun er grundforsker af hele sit hjerte, siger hun.

»For mig handler det om at kigge på T-cellerne på alle tænkelige måder, og samtidig er jeg også læge. Det er spændende at kunne applicere forskningen på rigtige mennesker og undersøge, hvad det har af betydning. Kunne man forestille sig, at man kan bruge det i noget immunterapi i fremtiden, hvis man kan afkode forskellen på børn og voksne? Jeg vil gerne være infektionspædiater, men jeg bevæger mig rundt, og der er paralleller til andre sygdomme, fordi det handler om immunforsvaret«.

Hvorfor er infektionsmedicin så spændende?

»Det er interessant, at vi har virus og bakterier, der kan invadere kroppen, og at vores kroppe har reaktioner imod det. Det er også vigtigt i forhold til, hvordan vi behandler epidemier og pandemier. Hvis man forstår, hvordan immunforsvaret fungerer og bedre kan forstå, hvordan vi reagerer, kan vi gøre en kæmpe forskel«.

Internationale forbindelser

Interessen for immunologien kom allerede for ti år siden på medicinstudiet på Aarhus Universitet, hvor de studerende havde immunologi, altså læren om immunforsvaret.

»Jeg havde en underviser, Steffen Thiel, som var rigtig dygtig, og jeg blev fuldstændigt fascineret af immunforsvaret og denne hær af celler, der står klar til at angribe, hvad end der kommer af virus og bakterier«.

Den unge medicinstuderende havde allerede tilbragt et år i London inden studiet for at få erfaring til kvote 2-ansøgningen, og hun havde derfor planlagt at komme tilbage og læse et semester i London.

»Jeg spurgte, om Steffen Thiel kendte nogen, som jeg kunne forske hos i England i forlængelse af mit studieophold, for han havde forsket i Oxford. Han havde en rigtig god ven, der hedder Nigel Klein, som er infektionspædiater og professor i immunologi på et stort børnehospital i London. Jeg kendte ikke noget til Great Ormond Street. Men jeg fandt ud af, at det er et verdensberømt, meget højtspecialiseret børnehospital«.

»Jeg mødtes med ham, og han var så sympatisk, og det var et virkelig et godt møde. Jeg var meget ung og meget nervøs, men de var så søde, og han introducerede mig til sin kollega, Robin Callard, som er professor i immunologi. Jeg var flyvende, da jeg fløj hjem om aftenen. Det her skulle jeg bare«.

Hvorfor?

»Det ramte det faglige, som var spændende med immunforsvaret. Nigel formåede at præsentere de forskellige studier på en måde, så jeg virkelig fandt det interessant. Det var store europæiske studier om hiv, og det handlede om behandlingen. Det gav mig sommerfugle i maven«.

Forskningsåret i England var startskuddet til Katrine Schou Sandgaards forskerkarriere.

»Det lå lidt i kortene, at når jeg blev færdig som læge, så stod der er en ph.d. klar i England, hvis jeg var klar på det«.

Du må virkelig have imponeret dem?

»Vi er virkelig et godt match, Nigel og jeg. Her ti år efter har vi stadig ugentlige zoommøder, og nu er jeg officielt blevet vejleder for hans ph.d.-studerende. Jeg er rykket steppet op og skal være sidsteforfatter på nogle af studierne. Vi har bare et godt samarbejde«.

Eventyret skulle altså ikke slutte ved forskningsåret i London, selv om den unge forsker fik børn.

»Da børnene kom til, kunne jeg mærke, at jeg gerne ville have min karrierebase i Danmark. Og jeg ville gerne blive børnelæge i Danmark. Nigel foreslog, at jeg kunne finde en medvejleder i Aarhus, og det blev Mette Holm, som er en dygtig overlæge fra Børneafdelingen. De kendte hinanden, og jeg havde også mødt hende. Det blev sådan, at jeg var rodfæstet i Aarhus men i tæt samarbejde med Great Ormond Street«.

Pendlede til London

Under ph.d.en boede Katrine Schou Sandgaard i England i ni måneder, imens hendes mand gik hjemme i London med begge børn, og derefter pendlede hun fra Aarhus til London i halvandet år.

Selve studiet under ph.d.en og selve T-cellereceptorsekventeringen foregik nemlig kun i England. Den metode var slet ikke sat op i Danmark, det er den metode, hun skal til at sætte op i Aarhus.

»Jeg tog af sted tirsdag morgen og kom hjem torsdag aften. Og det lyder vanvittigt, men det fungerede godt. Det var forfærdeligt at være væk fra børnene tre aftner om ugen, men det betød, at jeg kunne give den fuld gas, når jeg var i London. Fra morgen til sen aften. Så jeg formåede at arbejde en fuld arbejdsuge på de tre dage, og så fløj jeg hjem torsdag nat. Var der, når børnene vågnede fredag morgen, hvor jeg var høj på både kærlighed og afsavn og holdt fri fredag, lørdag og søndag«.

Børnene var to og fire år på det tidspunkt, og de stillede ikke ret mange spørgsmål, husker Katrine Schou Sandgaard. Men det kostede selvfølgelig noget på den sociale konto, de så ikke deres venner ret meget i de år.

Hun peger på, at det ikke er så meget anderledes, end da hun var i akutmodtagelsen under sin KBU og havde 16-timersvagter, hvor hun ikke så sine børn og først kom hjem, når de var puttet.

Du forsker i børns superkræfter, men det lyder næsten, som om du i de år selv har haft en form for superkræfter i de år eller et særligt drive?

»Når jeg først er engageret i noget, går jeg all in. Det gælder både mine børn, og det er også min forskning. Jeg har meget energi. Jeg kan presse mange ting ind på en dag, uden jeg bliver stresset«.

Penge og tid

Katrine Schou Sandgaard fortæller, at det i dag er en prøvelse og en udfordring at pleje klinikken og blive en dygtig læge samtidig med forskningen.

Der er en holdning blandt læger om, at man som læge har et kald, man giver alt, hvad man har, for at blive en dygtig læge. Forskningen skal man også lige nå ved siden af, mener hun.

»Det bliver hurtigt 37 timer oveni. Og så har du også lige nogle børn. Det kan hurtigt blive meget voldsomt«.

Katrine Schou Sandgaard tænker hele tre år frem i fremtiden. Hun er lige nu frikøbt til forskning om onsdagen.

»Jeg sidder tit om aftenen alligevel, og Londonmøderne er altid om aftenen, men jeg forsker ikke hver aften, jeg prøver at gøre det til en del af min arbejdstid. Da jeg var i akutmodtagelsen, var der mange akutmedicinere, som sagde, at de manglede forskning, men hvornår skulle de gøre det? Efter en 16-timersvagt, efter madpakker og aflevering af børn? Jeg taler meget for, at læger skal søge midler hjem til at skrive protokollen, så de har fri til at skrive. Sygehusene har nogle forberedende puljer, men det er ikke alle, der ved, at de er der«.

En dag om ugen til forskning er dog ikke nok til forskning, hun arbejder på, at det skal blive mere.

»Jeg vil gerne være fuld tid i klinikken i noget tid og fuld tid i forskningen derefter. Jeg skal også oparbejde kompetencer i klinikken. 50/50 duer ikke, for så bliver jeg aldrig en dygtig børnelæge. Jeg er nødt til også at pleje den del«.

Du siger »nødt til«. Er klinikken ikke lige så meget hjertebarn for dig?

»Jo. Det er det. Men jeg elsker alt det kreative, der er i forskningen. Jeg får plejet både særinteresser, kreativitet og ego. Jeg er ydmyg i forhold til, at jeg skal have oparbejdet mine kompetencer i klinikken. Det kræver tid at blive en dygtig læge. Men jeg er optimist, det skal nok lykkes.”

Det kræver også tid at pleje relationerne til London. Hvis man gerne vil det internationale samarbejde, skal man være derovre i noget tid, siger Katrine Schou Sandgaard

»Jeg har samlet set været der i fem år. Mange stifter familie i årene, hvor de får ph.d., og jeg forstår godt, at det kan være svært at komme af sted, men hvis det på nogen måder lader sig gøre, skal man gøre det. Jeg så mig om efter noget i Danmark, men jeg fandt ikke noget, der gav mig lige så mange sommerfugle i maven«.

Se video, hvor Katrine Schou Sandgaard fortæller om sin forskning.